The Wine of Youth er en samling noveller af John Fante (1909-1983). Der er godbidder iblandt, men samlet er det en noget ujævn samling, som jeg fandt noget trættende at læse i ét stræk – hvor stor en fan af Fante, jeg end betragter mig selv.

Velsagtens en tredjedel af disse noveller er oppe og ringe i nærheden af fem eller ihvertfald fire stjerner. Men for mange holder ikke niveauet. Og så er der efter min smag for mange historier, der ligner hinanden for meget.

Det sidste gælder allerede for de tretten historier i den oprindeligt selvstændige udgivelse, samlingen Dago Red (1940), men følelsen af gentagelser forstærkes af, at The Wine of Youth er udvidet med yderligere syv udvalgte, senere noveller offentliggjort i andre sammenhænge (kolofonoplysningerne er desværre meget mangelfulde, så man skal selv google sig frem til hvorfra og hvornår).

Jeg forstår for så vidt godt, at de er samlet her, for tematisk ligger de (fleste af de) sidstnævnte tæt op af historierne fra Dago Red, men samlet set bidrager det til oplevelsen af en novellesamling, der er for lang. Jeg kan anbefale at splitte den lidt op.

Historierne i Dago Red hænger så tæt sammen, at samlingen faktisk kan læses som en roman. Jeg-fortælleren i de fleste historier er den samme italiensk-amerikanske dreng, som gennem samlingen bliver ældre og i de sidste historier er blevet en ung, voksen mand.

Som i andre dele af sit værk synes Fante også her i høj grad at trække på sine egne erfaringer fra opvæksten i en fattig amerikansk-italiensk familie med en oprindeligt italiensk far (den samme cigarstumprygende murerarbejdsmand, vi mødte i fx novellen The Orgy fra West of Rome, som jeg omtalte forleden), gift med en amerikansk mor.

Temaerne er drengens/Fantes erfaringer med at vokse op som italiensk-amerikaner (titlen Dago Red refererer både til en billig rødvin og en af mange amerikanske, nedladende betegnelser for italiensk-amerikanere) i et katolsk hjem, hvor faren er knap så katolsk som moren, og i en katolsk skole. Dertil “almindelige” drengeerfaringer med baseball, smårapserier, slagsmål med skolekammeraterne, tørre tæv derhjemme mv.

Der er fine noveller imellem:

I “A Wife for Dino Rossi” giver fortællerens far sig selv den atypiske rolle som Kirsten Giftekniv, idet han forsøger at påtvinge familiens husven (som aldrig har forvundet sin ungdomskærlighed til moren) et ægteskab med en smuk, men muligvis lettere anløben kvinde – en kvinde, som faren samtidig tilsyneladende selv har en affære med.

“One of Us” handler om en begravelse af fortællerens unge fætter, tragisk dræbt i en trafikulykke. Det hjerteskærende omdrejningspunkt for historien er, at fortællerens lillebror, Mike, til forveksling ligner den døde fætter. Konfrontationen med billedet af sin døde søn i form af nevøen er næsten ubærligt for onkel Frank, der ikke kan græde, men måske er den mest forstenede af sorg af dem alle:

He patted my hair, and even through it I felt the dryness of his hand and how sad it was.

Der er også andre, gode historier, men som sagt for mange nitter.

Sproget udvikler sig gennem historierne, efterhånden som fortælleren bliver ældre. I de første barndomshistorier forsøger Fante at skrive, som en lille dreng måske ville formulere sig. Jeg synes ikke, at det fungerer. Sætningerne er overdrevent korte med overdrevent mange, messende gentagelser. Novellerne bliver markant bedre, efterhånden som drengen bliver ældre, og Fante synes at begynde at skrive mere frit.

Nogle af de bedste historier fandt jeg faktisk i de supplerende, senere noveller.

“One-Play Oscar” er herlig lille fortælling om store følelser i de lokale drenges baseballkampe på gaden.

De to særskilte historier, “Helen, Thy Beauty Is To Me -“ og “The Dreamer”, har begge en filippinsk indvandrer i centrum, og de er begge tragi-komiske historier med en fin sørgmodig tone om den filippinske indvandrermands drømme om at møde den store kærlighed i form af en smuk, amerikansk kvinde, han kan hjemføre til Luzon. Drømme, der er ladet med skuffelser og ydmygelser.

Samlet set en ujævn samling med glimt af Fante, når han er bedst, men også mange forglemmelige historier.

Næste gang, jeg skal læse Fante, tror jeg, at det skal være en genlæsning af Ask the Dust (1939) fra Bandini-kvartetten. Den kunne jeg til gengæld godt finde på at genlæse snart.

K's vurdering: