Monia Sander: Dominique

Originalt, nyt dansk værk krydser grænser mellem både litterære genrer og medier – og så er det bare superlækkert udført.

Jeg har glædet mig til at få Monia Sanders (f. 1988) nye værk Dominique mellem hænderne, lige siden jeg havde lejlighed til at se en ‘prototype’ i forbindelse med Lille Bogdag i april måned tidligere på året. Og det var da også en ren fornøjelse at modtage værket med posten og pakke det langsomt ud.

Dominique består af 16 separate tryksager af forskellig karakter (17, hvis man tæller et visitkort med). De kommer i en simpel, grå papæske, men når du åbner æsken, mødes du af en umanerlig indbydende pakke af små hæfter, foldere og løsblade i forskellige størrelser, papirkvaliteter og grafiske udtryk, sirligt bundet sammen af et kapitælbånd (som er de dér små, ofte stribede stofstrimler, der fæstnes foroven og forneden på bogblokken i en indbundet bog). Alt sammen pakket nænsomt ind i et stykke bogbindergaze. Hele pakken emmer med andre ord af klassisk bogbinderkunst, men altså i en noget defragmenteret form.

Pakken udgør et samlet litterært værk, og som læser inddrages man i tilblivelsen i den forstand, at der ikke er nogen instruktion i, hvordan man skal gå til det og i hvilken rækkefølge. Et spændende koncept og sjovt at gå til – man føler sig lidt som en journalist, der graver i en mængde løse dokumenter med henblik på at kunne stykke en komplet historie sammen.

Lidt hjælp til at finde en ramme for fortolkning af værket kan finde i tre foldere udformet som sygejournaler for en person med borderlinesyndrom (emotionel ustabil personlighedsforstyrrelse). ‘Sygejournalerne’ er identiske på nær det forhold, at én er skrevet i klinisk sprog om patienten og patientens forhold til lægen, en anden sætter navne på (Dominique og Hr. Sivertsen), mens den tredje er skrevet i jeg-form. Effekten er tankevækkende og fungerer fint som kritik af den anonymiserende, distanceskabende og magtudøvende, professionelle, kliniske diskurs.

Det samlede værk kan læses som et portræt af en kvinde, der lider af emotionel ustabil personlighedsforstyrrelse og hendes forhold til sin læge, Hr. Sivertsen, som hun gennem overføring forelsker sig i. Et andet gennemgående tema er også forholdet mellem forfatteren og hendes litterære figur, som i flere at teksterne glider sammen og bliver svære at skelne fra hinanden.

Syv andre små hæfter fra æsken udgør hver en ‘akt’ i dramatisk form med titler som ‘ENDNU EN DAG I FORRETNINGEN / ENDNU EN HVERDAGSDIAGNOSE’ og ‘ENDNU EN DAG FORAN VÆGGEN / ENDNU EN DEPRESSIONSSOL.’ Hver af de små akter er en kort scene, heraf flere for eksempel i Hr. Sivertsens butik, hvor det gang på gang ikke lykkes ham at udtrykke sine følelser for Dominique.

Et visitkort, kun påtrykt en webadresse, leder den nysgerrige læser frem til en hjemmeside med et foto og syv videoklip svarende til de syv fotos, der er klæbet ind i de fire små hæfter, der udgør ‘akter’ i spillet mellem Dominique og Hr. Sivertsen. De fleste er optagelser i én kameraindstilling af stillestående naturmotiver (vinden i bladløse træer, en træklædt ø fordoblet i søoverfladens vandspejl, birketrætoppe …), og et enkelt klip er en optagelse af scenen ‘Modebutikken plyndres’ fra Flemming Flindts ballet ‘Dødens Triumf’ (1971). Kigger man godt efter i det klip, kan man genkende en nøgen, sølvglinsende mannequinfigur, som – i hovedløs og slidt udgave – er afbilledet på det ottende foto på websiden og på forsiden af æsken til Monia Sanders værk. Der refereres til balletten ‘Dødens Triumf’ i en af teksterne i værket, og man må forstå, at dukken er Dominique (i en af hendes inkarnationer).

Min favorit blandt de mange fine artefakter er også det mest indbydende, når man åbner æsken: En ‘lovtekst’ skrevet på en lille rulle, sirligt bundet sammen af et stykke kapitælbånd, som giver associationer til en gammeldags pergamentrulle (selv om rullen ganske vist er trykt på almindeligt papir)

Den, der træder uden for denne Lovs kimæriske kanter, skal for evigt bære skyldens ækle rovfugl i lungerne, som et luftvejenes stigma, en hulrummets hersker, hakkende huller indefra og ud, en indestængt, dump dunken.

LOVEN

§1.
Landet herskes ene og alene for nu og i al fremtid af Dominique.Alle love stadfæstes og håndhæves af Dominique.

§2.
Hr. Sivertsen indsættes for nu og i al fremtid som bestyrer af Landets eneste butik, Butikken.Her sælges alt, der behøves for et fabulantliv, heriblandt genstande for begær, såsom galanterivarer, berlokker, bric-a-brac, bijouterier, charivari, nips, dingeldangel, snurrepiberier, charms, men også nyere opfindelser, såsom tidsfordrivere, fingertællere og et uendeligt arkiv af oplevede øjeblikke, hr. Sivertsens registreringer af subjektivitet i naturen, som de to træer, BIRKETRÆER, der blafrer mekanisk i et blåt vakuum, eller kvinder, hvert fjerde minut fødende en årstid.

[…]

To små foldede ark ligner erstatningssider, der er faldet ud af en bog, begge med titlen ‘SIDE ENOGFYRRE’. Eller måske er det snarere kasserede sider, for det, der foregår på siderne, er ganske ustabilt og kan ikke have fundet nåde for en streng redaktørs kvalitetssikrende blik. Det er et par små, syrede tekster, hvor ORDene for Dominiques blik får eget liv, danner fraktioner og gør oprør mod den betydningsramme, de er indsat i. Det er i sig selv meget sjovt, men kan også læses som en mere alvorlig metafor for de ustabile erkendelser og omverdensopfattelser, der kan være et af symptomerne på borderline.

Der er også et ark, der vel bedst kan betegnes som en sammenfoldet, lille plakat præget af løsslupne bogstaver, der myldrer rundt på arket som forvildede myrer. Måske er det ordene fra side enogfyrre, der nu er gået endnu mere i opløsning?

Den længste tekst er et hæfte med titlen ‘Krads hul’ og bevæger sig glidende mellem lyrisk prosa og digt:

Jeg har glemt, hvad det var, jeg havde glemt. Om jeg elsker dig. Det var det, du spurgte mig om, Om jeg elskede dig. Du sagde, at du vidste, at jeg elskede dig, også selvom du ikke troede på mig, når jeg sagde det. Du troede ikke på mig, du vidste det. Det var svært, fordi jeg lige havde været en anden, der elskede en anden og en tredje. Ingen af de tre er her nu, det siger sig selv, men hvad med os to? Skal jeg lægge mig ind ved siden af dig, som om intet var sket? De røde streger har bevæget sig, der er gået lidt over fyrre minutter. Klokken er 01.36.

Endelig er der et ‘interview’, som læses som Monia Sanders interview af sig selv som forfatter og figur, som Monia og som Dominique, de to flyder sammen. En tekst, der er lige lovlig selvbevidst i formen for min smag, men som også indeholder stærke billeder og en smerte knyttet til tabet af et (dødfødt? aborteret?) barn.

Som læser blev jeg i første omgang primært tiltrukket af den særegne og smukke udførelse af værket og det originale koncept. Jeg er ikke den helt store lyriklæser, og jeg har nok svært ved at bedømme Monia Sanders Dominique på værkets litterære kvaliteter. Nogle af tekster er sjove, andre er følelsesmæssigt stærke, atter andre forekommer mig lidt kunstlede og søgte.

Men jeg synes, at konceptet holder. Der er en pointe med formen – den tillader på én gang Sanders at lege med forskellige genrer, men formidler samtidig – allerede ved sin opbrudte og umiddelbart usammenhængende form – en indholdsmæssig pointe i portrættet af kvinden med ustabil emotionel personlighedsforstyrrelse. Der er givetvis flere og andre fortolkningsmuligheder, og det er en del af charmen ved ‘bogen.’

Dominique, som udkom for halvanden måned siden, er helt uretfærdigt blevet ganske overset blandt danske anmeldere. Så hvis du er heldig, kan den stadig skaffes, selv om den kun er fremstillet i 157 eksemplarer. Prøv i en specialboghandler som Møllegades Boghandel, hvis du bor i København, eller direkte hos forlaget.