Warsan Shire: Teaching My Mother How To Give Birth

Barske, hårde og fortvivlende. Men også trodsige, bekræftende og stærke. Og smukke, sensuelle og erotiske. Britisk-somalisk-kenyanske Warsan Shires debut fra 2011 prosadigtsamlingen Teaching My Mother How To Give Birth rummer det hele, og nogle gange det hele på én gang.

Warsan Shire er født i 1988 i Kenya af somaliske forældre og er i sag bosiddende i London. Jeg stødte første gang på hendes navn i antologien UTOPIA [thirteeen] (Forlaget Korridor, 2013). Shires bidrag hertil – efter min mening antologiens stærkeste – bestod af en serie fragmentariske tekster, der tilsammen udgjorde et slags manifest for kvindens ret til egen krop.

Også i Warsan Shires debut fra 2011, pamfletten Teaching My Mother How To Give Birth, står kvinders kroppe i centrum. Kroppe, der udsættes for vold og for krig. Men også nydende, sensuelle kroppe. Kvindekroppe, der er genstand for mænds undertrykkelse, men også er kilde til magt.

Det var ikke alle Warsan Shires prosadigte i denne lille samling, der ramte mig lige meget, måske er der en kulturel barriere på spil. Men de har alle et eller andet over sig, en styrke og intensitet, der ikke kan undgå at berøre.

Nogle af dem er ladet med lige dele fortvivlelse og indignation over den måde, man i vesteuropæiske lande betragter mennesker, der har forladt alt, risikeret alt, flygtet fra deres hjemlande og familier, fra krig og vold. Det gælder for eksempel kortprosateksterne Conversations About Home (at the Deportation Centre).

Andre af dem bæres igennem af en indforstået, kvindelig (galgen)humor, som for eksempel i Birds, hvor to unge kvinder fniser over den enes latterlige mand og hans latterlige mor, der stolte og lykkelige fremviser det blodplettede lagen efter parrets første bryllupsnat – den blodplet, som hun har frembragt ved dueblod.

Sofia used pigeon blood on her wedding night.
Next day, over the phone, she told me
how her husband smiled when he saw the sheets,

that he gathered them under his nose,
closed his eyes and dragged his tongue over the stain.
She mimicked his baritone, how he whispered

her name – Sofia,
pure, chaste, untouched.

Samlingen toner imidlertid hårdt ud – med prosadigtet In Love and In War, som er udgivelsen stærkeste og med sine bare to linjer rummer en hel fortælling om kvinder i lande i krig:

In Love and In War

To my daughter I will say,
‘when the men come, set yourself on fire’.

Jeg læste digtsamlingen for nogle dage siden, hvor jeg ikke umiddelbart var så begejstret. Men nogle af teksterne blev alligevel siddende i mig, og i dag har jeg genbesøgt dem – hvorved udgivelsen er rykket betydeligt op i min vurdering. Således anbefalet.

K's vurdering: