Somalisk, muslimsk LGBT-fiktion. Ikke noget, jeg plejer at gøre det så meget i. Måske derfor overraskede somalisk-britiske Diriye Osmans novellesamling mig så meget mere positivt. Samlingen fremstår måske en smule rå og upoleret, men til gengæld også frisk, intens, energifyldt og troværdig. Diriye Osman har noget på hjerte. Og han kan skrive.

Fairytales for Lost Children består af elleve noveller, varierende i længde fra blot to sider og op til 34. I novellerne giver Diriye Osman (f. 1983) stemme til unge bøsser, lesbiske, crossdressere og transvestitter med somaliske rødder. Nogle af dem udspiller sig i Somalia, hvor Osman selv er født. Andre i Kenya, hvortil hans familie flygtede fra borgerkrigen i Somalia i begyndelsen af 1990’erne. Og atter andre i London, hvor familien senere flyttede til i 2001, og hvor Osman i dag er bosiddende.

Osman trækker i historierne tydeligvis på sin egen biografi. En af de stærkeste noveller i samlingen, Your Silence Will Not Protect You, fremstår i særlig grad som nærmest et selvbiografisk essay om Osmans egne erfaringer fra indlæggelser med en psykotisk diagnose og om det hårde brud med familien, da han sprang ud som bøsse.

At springe ud som bøsse, lesbisk eller transperson er givetvis svært for mange. For personerne i Osmans noveller er det i særlig grad forbundet med store omkostninger. De traditionelle somalisk-muslimske værdier, som Osman og hans personer er vokset op med, er således i udpræget grad fordømmende overfor homoseksualitet.

Diriye Osman (f. 1983). Foto: Boris Mitkov

Omverdenens fordømmelse – den faktiske og den oplevede – fylder derfor også meget for personerne i novellerne. Angsten for social afvisning eller decideret fysisk vold er hele tiden til stede. Og for nogle af dem er det medvirkende til psykisk ustabilitet eller deciderede sammenbrud.

Alligevel er der ikke nogen af hovedpersonerne i disse noveller, der er i tvivl om, hvem de er, eller hvad deres seksualitet er. Nogle af dem er i udvikling og i gang med at opdage sig selv. Men det er ikke historier om tvivl og selvfornægtelse. Og det udgør noget af det forfriskende og bekræftende i samlingen.

Det gælder for eksempel i historien Earthling, måske den allerbedste i samlingen, om Zeynan, en somalisk kvinde i London, som lider af voldsomme psykotiske og til tider selvdestruktive hallucinationer. Hun er følelsesmæssigt hårdt såret af den søster, hun ellers havde været så tæt på i deres barndom, men som har afvist hende, fordi søsterens kommende mand ikke kan acceptere en lesbisk svigerinde. Men hun er aldrig i tvivl om sin seksualitet eller om det sande og rigtige i kærligheden til hendes kæreste.

Den følsomme læser skal advares mod, at mange af novellerne indeholder temmelig eksplicit og rå sex, hvilket læseren skal kunne kapere. Det var lige til kanten for min smag, men sexscenerne fremstår på den anden side troværdige og relevante i sammenhængen, fordi sex også fylder ganske meget i karakterernes verden.

Men novellerne handler ikke kun om køn, seksualitet og sex. Osman tematiserer også andre identitetserfaringer: Erfaringer som somalisk indvandrer til Kenya og siden til Storbritannien. Erfaringer som muslim. og erfaringer af at være det hele på én gang og samtidig ikke høre til.

He didn’t belong to just one society: he was gay, Somali, Muslim, and yet all these cultural positions left him excluded. It was Somaliness, the pure beauty of being part of a proud, distinctive culture, that glued all his other selves together. He was Somali first, Muslim second, gay third. But perhaps that hierarchy was only a matter of timing: born Somali, raised Muslim, discovered gay. And now he was venturing into the world wothout a sense of his place within it and this frightened him. Yet he realised that he couldn’t mourn what was lost but instead had to consider what was to be gained. He knew he would never belong but did he really want to? To deny one aspect of himself for another?

I det hele taget har fortællingerne i samlingen en styrke, der rækker ud over det eksplicitte ærinde at tematisere homoseksuelle, muslimske somalieres erfaringer. For i modstrid til det, Osman lader en af sine personer sige i citatet ovenfor, så er hans personer hverken først og fremmest somaliere, muslimer eller bøsser/lesbiske. De er først og fremmest mennesker, og deres behov for accept og deres drømme om kærlighed er universelle og omfatter os alle. Derfor kan Osmans noveller også tale til os alle.

Ikke alle novellerne i samlingen er lige gode, og nogle af dem kunne måske godt have klaret en lidt strengere redigering. Men de er faktisk alle værd at læse, og jeg var samlet set særdeles positivt overrasket. Således anbefalet.

• Lignende indlæg

Jorge Consiglio: Southerly

Jorge Luis Borges: Brodie’s Report (including the prose fiction from In Praise

Julio Cortázar: Metro

Mariana Enriquez: Ting vi mistede i ilden