“Nu handler livet jo ikke bare om at forgribe sig på mindreårige pigebørn, tortur og henrettelser. Der er også krige, naturkatastrofer og ganske banale dødslejer. Men alt det har vi været igennem, så hvad skal jeg snart finde på?”

Misogyni, mord, lemlæstelse, tortur, voldtægt, kannibalisme, menneskeofringer, pædofili, pornografi, seksuel omgang med afføring – og sågar mishandling af små dyr og dukker …

Hvis man tror, at det neutrale, konservativt lyseblå bogomslag og det forhold, at forfatteren havde passeret de 78 år ved udgivelsen af Forløbelser i 2015, kan læses som betryggende tegn på en omgang stille og rolig, småborgerlig hyggelæsning, der passende kan indtages sammen med aftenkaffen og vanillekransen, så kan man godt berede sig på at løbe ud og kaste de sidstnævnte op.

Der er fuld power på Preben Major Hansens (f. 1937) syvogtyvende udgivelse, kortprosasamlingen Forløbelser fra slutningen af 2015. Det er vildt og voldsomt, nogle gange sindssygt sjovt, andre gange kvalmende klamt og grotesk grænseoverskridende.

For pokker da, hvor skriver manden godt! Men det han skriver om …!? Jøsses! Noget af det er næsten ikke til at holde ud. Der er passager, som ville få en Marquis De Sade til at vende blikket bort, og som jeg ikke engang kan få mig selv til at referere, endsige citere.

Jeg kan slet ikke blive enig med mig selv om, hvad jeg skal mene om disse forløbelser.

I det ene øjeblik vikler Major Sørensen sig ud i grammatisk-filosofiske overvejelser over de mulige æstetiske og etiske implikationer af en mere konsekvent brug af konjunktivformen affødt af reflektioner over mulige måder at misforstå sætningen “Overvejer om jeg skal kalde hunden Galpe” vedrørende en herreløs hund, som han lige har slået hårdt på snuden siddende på en væltet trillebør i en port i en deliriumlignende tilstand efter en lang nat i byen.

Bogen er illustreret med forfatterens egne sære blyantstegninger (ill.: Preben Major Sørensen)

I det næste øjeblik tager han læseren med til højbords hos nogle middelalderlige domsherrer, hvor der serveres sprødstegt, defloreret ungpige nedlagt i skoven med bue og pil (hun smager jo aldeles fortrinligt, “sådan en Dolores serveret med en ædel bourgogne af bedste årgang og ypperste slotsaftapning”).

Enkelte af de mere end fyrre korte prosastykker i samlingen har karakter af historier og udfolder sig i en narrativ struktur, man så nogenlunde kan følge med i. Men mange af tekststykkerne har mere karakter af en løsreven scene, et sindbillede, et drømmesyn eller en mareridtsvision, et udsnit af en ukendt mytologi.

Der er meget i denne samling, jeg ikke fanger pointen med (hvis der er én), men man må overgive sig til den suggererende rytme i Major Sørensens sprog. Enkeltcitater yder ikke teksterne retfærdighed, de skal læses i deres helhed, men jeg prøver alligevel med et uddrag af teksten Tråd, hvori fortælleren sidder og iagttager sin angivelige ven ødelægge hans mest værdifulde vinylpladeindspilning ved at trevle pladerillens tråd op med en pincet, hvilket kan give anledning til flere filosofiske overvejelser, end man umiddelbart skulle tro:

Ved således at trevle det som ikke bør optrevles op og herved ødelægge det uerstattelige, ved så at sige at forlede en tråd – eller snarere et lille stykke af en tråd – til at løsne sig fra sin indlejring i et trådværk, som man roligt kan kalde en slags vævning, som man yderligere – med god grund – kan formode er identisk med universets bund og grund eller vævning og skyttel – og sidste, yderste, ufattelige mål, eksistensgåden slet og ret… altså ved således at foregive at udgrunde det uudgrundelige, ved ren og skær taskenspillerkunst, for at sige det så grovkornet som det fortjener at siges, kan man ødelægge livsglæden for et andet menneske, tilmed et menneske som man har narret til at tro var ens allerbedste og allerældste ven.

Jeg var ret begejstret undervejs i cirka den første halvdel af samlingen over Major Sørensens på én gang rablende og ekstremt præcise prosa, hans skarpe humor og vilde associationer og ikke mindst den sproglige rytme i hans tekster.

Men den sidste halvdel var ærlig talt noget træls. Her begynder det at gå amok – men også at stå i stampe – i outrerede pornografiske voldsperversioner centreret om unge piger, og selv om man kan læse en vis ironisk distance til det hele ind i teksten, og selv om Major Sørensen også her skriver med en gylden pen, så er det altså ikke alene frastødende, det bliver også kedeligt, trættende, ensformigt.

Jeg forstår nok ikke helt, hvad pointen er med de mest perverterede tekster. At chokere, forarge, bryde grænser? Jo, bevares men det er jo gjort før, det behøver man vel ikke at gøre igen?

Forløbelser er mit første møde med Preben Major Sørensen. Det kan man så undre sig over i og med, at han debuterede helt tilbage i 1965 og siden har været en markant stemme i dansk modernistisk litteratur på linje med i øvrige så forskellige navne som Villy Sørensen, Svend Aage Madsen og Sven Holm.

Jeg kunne sagtens overtales til at læse mere Preben Major Sørensen, men jeg vil nok kigge mig lidt nøjere for næste gang og forsøge at undgå eventuelle andre tekster, der måtte excellere så meget i perverteret seksuel vold.

Jeg ender med at give fire stjerner, idet jeg lægger vægten på de bedste af teksterne og den sproglige originalitet, som i dén grad er værd at stifte bekendtskab med, og til gengæld ser overvejende bort fra de mest trælse, voldspornografiske prosastykker i denne samling.

K's vurdering: