En smukt illustreret og fin lille samling lyriske kortprosatekster om dyr og demente bedstemødre.

Norsk-danske Frøydis Sollid Simonsen debuterede i 2013 med kortprosasamlingen Hver morgen kryber jeg op fra havet (da. 2015), som jeg var ret begejstret for. Dyr, sorteret efter alder (opr. 2014) er opfølgeren, som udkom første gang på norsk tilbage i 2014 (dog uden illustrationer), men først er udgivet på dansk i 2018, oversat af Mai Odgaard Petersen og Mads Heinesen.

Bogens titel angiver dens struktur: Den er bygget op som atten, korte, leksikalt lignende artikler om forskellige dyrs livscyklus sorteret efter, hvor gamle dyrene kan blive. Første “opslag” er om “MOLBOØSTERS [220-507 år, usikker alder]”:

Molboøstersen er måske verdens ældste dyr, den kan måske blive 507 år, den kan måske blive 220 år, men så på den anden side – måske ikke. Måske er det bare, fordi den laver flere kalklag om året i stedet for blot ét eller to. Og hvem orker egentlig at blive så gammel, hvem orker at blive så gammel.

De ved første øjesyn leksikalske artikler viser sig alle sammen at blive til noget andet, idet forfatterens tanker om hendes demente farmor hurtigt vikler sig ind i teksten. I det lidt akademisk-højstemte toneleje kunne man måske sige, at leksikonformens objektive, biologisk-videnskabelige diskurs således undergraves i teksten, som skrider over i en subjektiv, følelsesbåret fortælling om fortællerens kærlighed til sin farmor. En kærlighed, der nok er udfordret, men grundlæggende usvækket af farmorens tiltagende demens, der nogle gange gør farmoren aggressiv og ondskabsfuld.

Teksten henter i høj grad sin interne spænding og nerve i denne kontrast mellem på den ene side de “hårde” videnskabelige beskrivelser af forskellige dyrs livscyklus og på den anden side den “bløde” beretning om fortællerens kærlighed til den demente farmor.

Bogen er rigt illustreret med forfatterens egne, smukke tegninger, som bærer samme tvetydighed som teksterne. Ved første øjekast ligner tegningerne illustrationer fra en traditionel biologibog, men ser man nøjere efter, er der noget skævt ved alle dem allesammen.

I et intermezzo får vi også en kort fortælling om fortællerens erindring om engang selv at være blevet kørt ned af en ambulance og få hjernerystelse. Sammen med de små glimtvise fortællinger om den demente farmor er den med til samlet set at gøre bogen til en reflektion over livets skrøbelighed. Og om mennesket som en biologisk organisme og en fysisk krop, som imidlertid også er noget mere og andet.

Dyr, sorteret efter alder er en fin, lille udgivelse, men jeg var ikke helt så betaget af den som af debuten, Hver morgen kryber jeg op fra havet.

Portrættet af den demente farmor og formidlingen af fortællerens kærlighed til hende fungerer sådan set fint, og ideen med at fortælle den via de “leksikalske” opslag om dyr er sjov. På mig virkede netop denne bærende idé i udgivelsen dog også i passager lidt påtaget.

Dyr, sorteret efter alder er ikke desto mindre en ualmindelig smuk udgivelse, som er værd at eje alene for Frøydis Sollid Simonens smukke illustrationer. Store point herfra til forlaget Vild Maskine og Neel Dich Abrahamsens grafiske tilrettelæggelse af denne lækre, lille sag.

K's vurdering: