Norske Jan Roar Leikvoll (1974-2014) nåede at udgive fire romaner med stor succes i hjemlandet, inden han døde kun 40 år gammel sidste år. Sangfuglen blev hans sidste roman, men den første, der oversættes til dansk.

Sangfuglen er en dystopisk vision over et matriarkalsk bysamfund i en ikke nærmere angivet fremtid. Kvinderne har magten, og mændene er fordrevet til de omkringliggende skove. Enkelte mænd holdes på bordeller til avlsformål, men ellers er mænd forment adgang til bysamfundet og civilisationen.

Romantitlens sangfugl er jeg-fortælleren Jakoba, der er beåndet med den smukkeste sangstemme. En del af hemmeligheden bag den smukke stemme er imidlertid, at Jakoba i virkeligheden er en dreng. Hans mor har holdt hans køn skjult og har opdraget ham som en pige.

Ved romanens start kommer vi ind i Jakobas liv på det kritiske tidspunkt, hvor han er på vej ind i puberteten. Hans mor planlægger i det dulgte en operation for sønnen, der skal fjerne skammen og sikre hans fremtidige liv som kvinde i byen.

Det, der må ske, sker selvfølgelig. Jakoba forelsker sig i en pige, hans sanglærers skønne tjenestepige Tikva, og efterhånden som hormonerne bemægtiger sig hans krop, indfinder sig også reflektionen over, hvem han selv er, og hvem de udsondrede mænd i skovene egentlig er.

Ud af et menneske gror dreng eller pige, ud af dreng eller pige gror det onde eller det gode, gror ord og tæsk og ønsker, gror lyde og søvn og kærlighed. Senere gror stille vintergækker om foråret. Vintergækker, jeg er jord, gro i mig. Fugle, jeg er træ, kom til mine grene.

Jan Roar Leikvoll skriver godt i en stil, der i passager nærmer sig lyrisk prosa, og romanen er oversat fint til dansk af Arko Højholt og Mads Heinesen. Men jeg blev alligevel aldrig rigtig fanget ind af Sangfuglen. Måske fordi den var lidt for forudsigelig i sin grundstruktur.

Og måske fordi jeg ikke rigtig kunne fatte interesse for Leikvolls dystopiske vision om det matriarkalske diktatur. Det hele var en mig en tand for karikeret og havde en lidt bedaget afsmag af 1970’er-feminisme bare med omvendt fortegn. I virkeligheden mindede den mig måske mest af alt om Pierre Boulles Abernes planet (1963) med de primitive mænd, der raver rundt i skovene, og med kvinderne i rollen som de civiliserede aber, der udnytter mændene til avlsformål.

Sangfuglen udkommer i dag den 15. maj 2015 på forlaget Vild Maskine.

• Lignende indlæg
• Vild Maskine

Tarjei Vesaas: Fuglene

Henrik Nor-Hansen: Termin. En fremstilling af vold i Norge

Morten A. Strøksnes: Havbogen eller Kunsten at fange en kæmpehaj fra en gummib

Jon Fosse: Morgen og aften

Frøydis Sollid Simonsen: Hver morgen kryber jeg op fra havet