Fin, lille roman om at fiske ørreder med net fra en robåd, om forholdet mellem to meget forskellige mænd og om at finde ind til noget i sig selv i simpelt praktisk arbejde tæt på naturen.

Fiskehuset af norske Stein Torleif Bjella (f. 1968) er i sin essens et lille kammerspil mellem to mænd i en fiskehytte og på en sø. Den korte roman udspiller sig over en enkelt uge. Den gamle gubbe Ivar Helgesson Aal har inviteret sin nevø Jon Aslesson Aal på en uges ophold i fiskehuset ved søen Storsenn nær byen Ål i Hallingdal, Norge, hvor familien i nogle generationer har haft fiskeretten.

Onkel Ivar er gammel og har besluttet sig for at overdrage fiskehuset og fiskeretten på Storsenn til nevøen Jon. Sine egne børn anser Ivar tilsyneladende ikke for de rette til at føre familietraditionen videre. De to mænds uge sammen er onklens projekt for at overlevere al sin viden om traditionerne og fiskeriet på søen til nevøen. Onkel Ivar er frem for alt optaget af, at fisketraditionerne på stedet skal føres uændret videre.

Fortælleren Jon har ikke nogen kæreste eller børn. Han opfatter sig selv som kunster og spiller guitar i et band med nogle få udgivelser bag sig. Livet og vejen tjener han dog til via et job som hjælpelærer på en skole – en såkaldt “radiatorlærer,” dvs. ham der står ved radiatoren, mens hovedlæreren står ved katederet.

Jon ved ikke noget om fiskeri og er som udgangspunkt noget perpleks over at være blevet udset til arving. Bedre bliver det ikke af, at onkel Ivar umiddelbart ikke bare er en egensindig, påståelig og kantet type, men primært kommunikerer med Jon ved uafladeligt at svine ham til og stille spørgsmålstegn ved hans grundlæggende karakter og livsstil.

Fiskehuset handler om forholdet mellem disse to mænd, fortælleren og hans onkel, som det udvikler sig, mens de fisker sammen over denne uge.

Stein Torleif Bjella. Foto fra forfatterens facebook-profil.

Romanen købte jeg på en indskydelse, da jeg faldt over den i en boghandel, uden på forhånd at have hørt noget om romanen eller kende noget til Stein Torleif Bjella i øvrigt. Bogen så bare fin ud. Og det er den også.

Jeg var ganske vist lidt skeptisk i den første del af romanen. Er det nu endnu en lidt letkøbt roman over læsten: Moderne mand uden styr på sig selv og sine grundlæggende værdier placeres i naturen med en gammel knark, er først utilpasset og irriteret, men til sidst opstår der en sær forståelse mellem de to, og han finder sig selv i det simple, hårde liv i harmoni med naturen …

Og ja, det er sådan en slags roman. Men den er nu ikke så letkøbt endda. Den vinder særligt på portrættet af den knarvorne, gamle onkel, som viser sig at have flere dybder og nuancer end hans bedrevidende, påståelige, kommanderende facon umiddelbart syner.

Romanen er heller ikke uden humor. Kostelige er især onkel Ivars helt ufiltrerede tirader mod nevøen, som han med al ønskelig tydelighed ikke regner for meget værd. Ivars hovedbegrundelse for at udvælge Jon som arving til Storsenn får han på karakteristisk vis således formidlet som en infam fornærmelse:

– Når folk har noget at gå op i, er der fare på færde. Du, Jon, har jo ikke noget at gå op i, intet på færde, og så er der heller ingen fare. Du er god for søen og området her, fordi du mangler initiativ. Så er der ikke noget, der vil ændre sig. Stedet får lov til at forblive , som det er.

En sådan bredside kunne jo nok have fået én og anden til at pakke sammen og lade den gamle sejle i egen sø. Men Jon bliver. Måske mangler han faktisk initiativ.

Og trods de uafladelige fornærmelser har onkel Ivar jo altså udvalgt Jon til at arve Storsenn og føre traditionen videre. Så noget må han trods alt se i ham ud over initiativløsheden. Og dette udfolder sig da også gradvist i romanen. Ligesom Jon via onklen og arbejdet med fiskeriet efterhånden kommer til nogle erkendelser om både sig selv og en dybere indsigt i onklens sind.

Der er også fine beskrivelser af naturen og af Jon og Ivars daglige rutine i løbet af ugen: Stå op, spise morgenmad, ro ud på søen, sætte garn, ro hjem, spise frokost, ro ud igen, tømme garnene for ørreder, ro hjem igen, rense fiskene, spise aftensmad, gå i seng. Og en enkelt aften drikke lidt for meget kaffepunch.

Sprogligt forekom romanen mig dog lidt kantet – om det skyldes Mai Odgaard Petersens oversættelse eller originalen kan jeg ikke afgøre. Det stillede sig imidlertid i vejen for, at jeg helt kunne hengive mig til scenerne med det praktiske arbejde med fiskeriet.

Der er således et godt stykke vej fra Bjella til for eksempel en Terje Vesaas’ magiske prosa. Det er selvfølgelig også en høj barre at sætte, men sammenligningen er ikke urimelig, da Bjella med naturbeskrivelserne i Fiskehuset tydeligvis har ambitioner om at opnå noget af det samme, som Vesaas mestrer.

Andre mislyde forhindrer mig også i at give Fiskehuset topkarakter:

Fortælleren Jons tilbageblik på sit sølle kærlighedsliv hører på sin vis med til portrættet af ham, men udgør ikke desto mindre romanens svageste dele. Lidt påklistret virker også udfoldelsen af fortællerens forhold til sin afdøde far, som ganske vist spiller en rolle i en del af plottet, som jeg ikke skal afsløre mere om – udover at netop denne del af plottet egentlig forekom mig unødvendigt. Det samme kan siges om en helt utroværdig sløjfe i romanens allersidste sætninger, som ikke gør noget godt for helhedsindtrykket.

Disse indvendinger skal dog ikke afholde mig fra at anbefale Fiskehuset. Det er en fin og hurtigt læst roman, som bestemt er et par timer værd.

Trivia: Stein Torleif Bjella er ligesom sin protagonist selv musiker og har mange udgivelser bag sig i den genre, nogle kalder nordicana (et møde mellem norsk visetradition og amerikansk americana). I modsætning til romanens Jon Aslesson Aal har Bjella imidlertid ganske stor succes som musiker, og hans sange er et lyt værd. Tjek for eksempel hans solodebut Heidersmenn (2009) eller det seneste soloalbum Øvre-Ål Toneakademi (2020) med titler som Ekkel fisk, Følsom person blues og Fiskesangen. Man fornemmer alene på titlerne, at der nok er ikke så lidt af Bjella selv i romanen.

K's vurdering: