En litterær fremstilling af diktaturets natur – skrevet af en dengang aktiv politiker mod den nicaraguanske diktator, Somoza. Ikke meget læst i vores del af verden i dag, men stadig relevant og også litterært interessant.

Sergio Ramírez (f. 1942) var et prominent medlem af den intellektuelle del af den sandinistiske modstand mod Somozas diktatur i Nicaragua fra 1967-1979. Som politiker var Ramírez i perioden 1985-1990 vicepræsident i Nicaragua under Daniel Ortega. I 1996 trak Ramírez sig dog tilbage fra politik og har siden primært helliget sig karrieren som forfatter, der startede i 1963.

Ramirez har et efterhånden langt forfatterskab bag sig. Tyranner sover aldrig hører til blandt de tidlige værker, oprindeligt udgivet i 1971 i El Salvador – i perioden under Somozas diktatur i Nicaragua.

Bogen henter sin titel fra den effektfulde indledende tekst, hvori der refereres til et eksperiment udført med afsæt i en teori af Synæsius af Sirene, der hævdede, “at hvis et givent antal mennesker samtidig drømte om den samme hændelse, så ville den blive til virkelighed” (af bogen fremgår det, at Synæsius var fra det 14. århundrede, men den Synæsius, der formentlig henvises til, levede nu fra ca. 373-414, måske bare en trykfejl i den danske udgave):

Århundreder senere ønskede den politiske opposition i et land som gennem lang tid havde været underkastet et tyrannisk regime at forsøge denne teoris fortræffelighed og uddelte i al hemmelighed til befolkningen nogle tryksager, hvori der blev givet instrukser til den fælles drøm: på et præcist angivet klokkeslet en given nat skulle alle indbyggerne drømme, at tyrannen blev styrtet og at folket tog magten.

En afgørende detalje ved teorien er imidlertid, at “hvis genstanden for drømmene skulle være en person, må vedkommende overrumples sovende:”

Men tyranner sover aldrig.

Tyranner sover aldrig falder i to distinkte dele. Første del består af femten kortprosastykker på hver ikke mere end 1-1½ side – for korte til at kunne kaldes noveller, selv om de sådan set hver især udgør en lille, afrundet historie. De kredser alle om H.E., forkortelse for Hans Excellence, diktator i en unavngiven stat.

Nogle af tekststykkerne er lidt ujævne, men mange har en bizar, satirisk charme. For eksempel historien om Hans Excellences mor, der efter sin død ikke bliver begravet, da H.E. erklærer, at “hun som hidtil skulle blive ved hans side og være hos ham til stadighed ved ceremonier, til audienser, militærparader og ved enhver regeringshandling.” Dér sidder hun så stadset op i fineste puds og i tiltagende forrådnelse:

Ved gallamiddagene slugte damerne deres opkast igen af skræk for at støde regenten, som uberørt nikkede i takt til kammermusikken, som spredte hygge om måltidet, og herrerne der, som det var skik i paladset, tilbød den gamle dame den lækreste mundfuld fra deres tallerken. Ambassadørerne var altid nødt til at kysse hendes hånd, selv om de, når de tog hendes juvelbesatte hånd, fik grønlige hudpartikler på fingrene.

Der er også historien om den officielle meddelelse om en af oppositionens generalers pludselige afgang ved døden, som bliver ledsaget af en pompøs statsmandsbegravelse og officiel landesorg. Den mest overraskede over dødsfaldet er selvsamme general, som umiddelbart føler sig ret levende, men først frygter, at meddelelsen er præludiet til et attentat på ham, og derfor flygter, men siden vender tilbage, for kun at opdage, at han er blevet som usynlig, som en skygge, selv for sin egen familie. Historien toner ud med den nøgterne og defatistiske betragtning fra en person, der således indirekte, men ret umisforståeligt, er erklæret non grata af diktaturet:

Det var svært i begyndelsen, men med tiden vænnede han sig til tanken om sin egen død.

Anden del af bogen udgøres en fiktiv lov for nationen: “Den øverste lov ved hvilken folkets almenvel reguleres, deres ædle handlinger belønnes og deres slette handlinger og laster straffes, nedfældet i XIV paragraffer.” Det er et lille satirisk mesterstykke i, hvordan diktatureret søger at kamouflere en vilkårlig retstilstand og et systematisk terrorregime som et moderne retssamfund.

“Den øverste lov” er en ren parodi på en grundlov, nedfældet efter ingen andre gennemgående principper end magthavernes vilkårlighed og under anvendelse af en eklatant mangel på forståelse for bærende principper i et retssamfund.

Diskursen i lovteksten er således en uskøn blanding af tomme paroler om patriotisme, sunde moralske dyder og anden propaganda for regimet kombineret med detaljerede anvisninger lagt an på minutiøs regulering af en lang række forhold i samfundet, som samtidig udstyrer myndighederne med en udstrakt adgang til vilkårlig behandling af borgerne.

Det, der fylder mest, er anvisninger af afstrafningsmetoder for store og små forbrydelser, autorisation af bestemte torturmetoder og bestemmelser anlagt på at fastholde skel i samfundet og afskære fattige, ikke-hvide, ikke-katolikker, politiske afvigere, seksuelle afvigere og kvinder fra samfundsmæssige privilegier.

Der er for eksempel detaljerede bestemmelser om, hvem der kan blive apotekere. Om at der i skolen skal være skolebetjente (“som skal bringe dovne og ulydige elever til klassen, når disse i undervisningstimerne findes ved vandhuller, åer, damme, enge, kløfter, parker eller pladser eller højt oppe i frugttræer”). Om gebyrer for benyttelse af kommunale nødtørftshuse (“som fastsættes i overensstemmelse med den forrettede nødtørft”). Og så videre, langt videre.

I § V (“Om nationalflaget og de fremmede magter”) bestemmes i artikel 56, hvordan kommunisme (hvis “gift kan ophidse børn og kvinder,” og som straffes med landsforvisning) kan bevises:

For at kunne påvise at en person er kommunist, overvåger myndigheden vedkommendes mistænkelige adfærd, hans vilde blikke og frastødende og kompromitterende fremtoning, kort sagt alt, hvad der kan lede til påvisning af vedkommende som en repræsentant for det onde.

I den omfattende § XIII anvises uhyggeligt detaljerede midler “til at opnå fyldestgørende tilståelse” fra politiske fanger, “såfremt disse tøver med at afgive dem.” Her angives rækkefølgen for de etaper, hvori en tilståelsesproces skal følge. Først kommer de “videnskabeligt” begrundede skridt, hvorunder hører etaper som:

[…]
f) Anvendelse af aseptiske tænger, injektionssprøjter og skalpeller i testiklerne.
g) Gentagne og ensartede slag på begge ører, efter resonanskammerprincippet til grænsen af beskadigelse af labyrinten (Flouguets håndbog, ifølge Pariserskolen).
h) Lavementer af almindeligt saltvand, med anvendelse af klystersprøjte type ti eller Vaquers rectale udskylningsapparat.
[…]

Hvis fangen, efter at have gennemgået alle de moderne torturprocedurer, der er beskrevet i denne pseudovidenskabelige, kliniske procedure, “stadig nøler”, indeholder den næste artikel så de næste mere traditionelle, middelalderlige skridt, der dog ikke er mindre minutiøst redegjort for og blandt andet omfatter:

a) Radbrækning, som dog ikke må forårsage døden.
b) Kastration.
c) Udtrækning af tænder.
d) Udrivning af det ene øje.
e) Afskæring af tungen.

[… og meget mere]

Efter opregningen af alle de torturmetoder, jeg mindes nogensinde at have hørt om, findes det dog i lovteksten alligevel på sin plads at slå fast i en særskilt artikel, at der “ikke [må] anvendes andre midler til fremkaldelse af tilståelse end dem, der udtrykkeligt er gjort rede for i denne lov.”

Prikken over i’et sættes i artikel 120, der fastslår, at “alle borgere er lige for loven” – som kulminationen på et ridt i bestemmelser, der detaljeret regulerer, hvordan forskellige kategorier af borger netop skal behandles ulige efter detaljerede forskrifter i nogle tilfælde og efter myndighedernes – eller andre borgeres – forgodtbefindende i andre tilfælde.

De mange anvisninger af differentierede straffe for forskellige typer forbrydelser mod regimet, de forfærdende og udpenslede torturanvisninger, bestemmelserne om overvågning og forskelsbehandlingen af forskellige befolkningsgrupper er dog set ovenfra og fra en retspolitisk betragtning samlet set ikke det værste. Det er derimod den irrationelle vilkårlighed og de bizarre inkonsistenser, som “lovteksten” rummer. Og det er især herved, at Ramírez indfanger diktaturets natur.

Sergio Ramirez (f. 1942). Foto fra forfatterens Goodreads-profil.

Det hele ville fremstå overdrevent karikeret, hvis det ikke lige var fordi, at det på mange måder er en rammende karakteristik af mange diktaturer i Latinamerika og andre steder i verden i det tyvende århundredes historie.

Den store kvalitet ved Tyranner sover aldrig er således, at den på få sider formår at indfange diktaturets natur, som i sin essens består i magthavernes vilkårlighed, opretholdt ved vold og undertrykkelse – iklædt pseudoretlig klædedragt.

Når det positive ved bogen er sagt, bærer værket dog også præg af at være et slags politisk manifest, skrevet i en bestemt tid og sammenhæng. Det politiske og bittert-satiriske budskab er bogens største kvalitet. Der er mange gode, litterære ideer, både i den nævnte “lovtekst” og i de forudgående korte prosastykker, hvor især de sidstnævnte litterært set skriver sig ind i en latinamerikansk tradition for bizar, politisk orienteret kortprosa.

Fra en rent litteraturkritisk betragtning er der dog et godt stykke vej op til mulige forbilleder udi kortprosagenren som guatemalanske Augusto Monterroso og uruguayanske Felisberto Hernández – for slet ikke at tale om argentinske Jorge Luis Borges. Men mindre kan gøre det.

Tyranner sover aldrig er oversat til dansk af Inger Lohmann. Den danske tekst virker i passager lidt stiv og kluntet, men jeg har ikke mulighed for at bedømme, om det skyldes oversættelsen eller originalen. Bogen er i sin tid udgivet på forlaget Vindrose og er for længst udgået, men kan findes antikvarisk og muligvis også på biblioteker.

• Lignende indlæg

César Aira: The Seamstress and the Wind

César Aira: The Little Buddhist Monk

Sergio Chejfec: My Two Worlds

Norah Lange: People in the Room