Enriqueta and I (opr. 1944) af honduranske Argentina Díaz Lozano (1912-1999) er en traditionelt fortalt historie fra Honduras i perioden 1915-25 om det følelsesmæssige bånd mellem en datter og en mor.

Romanen fortælles af datteren, Maria Elena, som i bogens handlingsmæssige tidsspænd udvikler sig fra en lille femårig pige til en ung næsten-kvinde.

Faren døde, da datteren var ganske lille, og moren – titlens Enriqueta – opfostrer hende alene, dog bistået af diverse slægtninge. Romanen udfolder sig som en rejse rundt i forskellige dele af Honduras i morens jagt på ansættelser som skolelærer, så hun kan forsørge sin datter og sikre hende en uddannelse.

I baggrunden klinger aspekter af den politiske udvikling i Honduras i perioden med, herunder flere perioder med oprør og revolution. Men der er ikke tale en politisk roman eller en historisk roman for den sags skyld. Argentina Díaz Lozano er således ikke særligt optaget af den politiske historie som sådan – den finder kun vej ind i romanen i det omfang, de ydre begivenheder, f.eks. belejringen af Tegucigalpa under revolutionen i 1924, direkte har betydning for historien om datteren og moren set fra datterens perspektiv.

Stilmæssigt hører Enriqueta and I til i den romantiske genre, for så vidt romanens overvejende fokus er på de følelsesmæssige bånd mellem mor og datter, og den balancerer ikke så sjældent tæt på grænsen til det sentimentale.

Med lidt god vilje kan man dog også indlæse visse feministiske elementer i beskrivelsen af de rammer, som den viljestærke mor og hendes intelligente og ikke mindre viljefaste datter må kæmpe under i et mandsdomineret samfund, hvor en ung, begavet kvinde kun har to karrieremuligheder, hvis hun vil studere: skolelærerinde eller sekretær.

Argentina Díaz Lozano (1912-1999)

Sprogligt set er romanen velskrevet, om end ret traditionelt – grænsende til gammeldags – fortalt. Det giver sig blandt andet udslag i en episodisk form, der gør den til en lidt ujævn læseoplevelse. Tidens tand har ikke været helt blid ved den.

På den positive side hører, at man med romanen kommer geografisk godt rundt i Honduras og får et vist indtryk af folk og levevis i landet i starten af 1920’erne.

Argentina Díaz Lozano (1912-1999) er i øvrigt en af de få (den eneste?) mellemamerikanske forfatter, der nogensinde er blevet indstillet til Nobelprisen i litteratur. Det var i 1973 – hun fik den dog ikke (den gik det år til australieren Patrick White).

K's vurdering: