K's BOGNOTER

Jorden rundt i litteraturen: Anmeldelser af bøger fra hele verden

Du er her: Forside / Arkiv for Boganmeldelser / Skønlitteratur

Annie Ernaux: Årene

Af ,
Skriv en kommentar

Mesterligt erindringsværk. Annie Ernaux favner sin generations erindringer fra den umiddelbare efterkrigstid frem til begyndelsen af det nye årtusinde – med særligt fokus på kvindernes erfaring. Med udblik til de store verdensbegivenheder, men med særlig optagethed af de små dagligdags detaljer.

Franske Annie Ernaux (f. 1940) modtog i 2022 Nobelprisen i litteratur for sit litterære værk, der i overvejende grad bygger på hendes egne, personlige erindringer. Årene (opr. 2008, da. 2021) betragtes gerne som hendes hovedværk og indtog da også en central placering i nobelpriskomiteens begrundelse. >> Læs videre

Emi Yagi: Dagbog fra et tomrum

Af ,
Skriv en kommentar

En letlæselig, humoristisk og samtidig begavet roman om graviditet som både subjektiv erfaring og social konstruktion i det moderne Japan.

Dagbog fra et tomrum er japanske Emi Yagis debutroman, som har høstet mange roser i Japan siden udgivelsen i 2022 – og nu også fortjent gør det i Danmark efter udgivelsen af den danske oversættelse ved Hanne Arnold tidligere i år. >> Læs videre

Katixa Agirre: Mens vi venter på opklaring

Af ,
2 kommentarer

Anbefalelsesværdig baskisk roman om personlige og nationale forsoningsprocesser i forlængelse af de endnu ikke helede sår, som den baskiske terrororganisation ETAs attentater gennem et halvt århundrede har efterladt det moderne Spanien med. Samtidig en roman om kærlighed, skyld og skam. Og om sol og regn i det baskiske sommerland.

Vi tager med andre lige en basker mere – i forlængelse af Bernardo Atxagas Huse og gravsteder. Katixa Agirre (f. 1981) er imidlertid mere min smag. Lidt sjovere, lidt vildere, lidt mere eksperimenterende end Atxaga. >> Læs videre

Bernardo Atxaga: Huse og gravsteder

Af ,
Skriv en kommentar

En baskisk mursten, som består af fem mere eller mindre sammenhængende fortællinger om venskaber og fjendskaber, knudrede familieforhold, politik og populærkultur over fire årtier. Ikke en dårlig bog, men heller ikke af den slags, der får denne læser til at kaste armene over hovedet i begejstring.

K og konen ferierer i Baskerlandet, og der er selvfølgelig lidt baskisk litteratur med i feriekufferten.

Bernardo Atxaga (f. 1951) er et nyt bekendtskab for mig, men Huse og gravsteder (opr. 2029, da. 2021) er faktisk kun én ud af seks udgivelser på dansk fra hans hånd. Til gengæld er Atxaga én af kun ganske få baskiske forfattere overhovedet, der er oversat til dansk. >> Læs videre

Núria Bendicho: Dead Lands

Af ,
Skriv en kommentar

Med Dead Lands har Núria Bendicho bragt William Faulkner til Catalonien. Faulkner havde en ting med dysfunktionelle familier, men den fattige landbofamilie i Bendichos bog er endnu mere degenereret og væmmelig end de familier, vi kender fra Faulkners litterære univers. Den litterære standard er til gengæld høj og mesteren værdig.

Catalanske Núria Bendicho (f. 1995) er åben om, at William Faulkner (1897-1967) er et af hendes store litterære forbilleder. Om sit eget forfatterskab og forholdet til klassikerne generelt siger Bendicho meget fint: >> Læs videre

Ottessa Moshfegh: Lapvona

Af ,
1 kommentar

Ottessa Moshfegh skriver fremragende. Det gør hun i alle sine bøger, og det er dét, der får mig til at vende tilbage til hende. Det var også dét, der fik mig til at læse hendes seneste roman, Lapvona, til ende. Såvel personkaraktererne som historien var mig imidlertid for karikerede og fjollede til, at jeg på noget tidspunkt kunne fatte egentlig interesse for romanen.

Romanen foregår i et fiktivt fyrstendømme kaldet Lapvona i en ikke nærmere bestemt historisk tid. Det kunne være et sted i det centrale Europa på et tidspunkt i middelalderen. Men det er på ingen måde en historisk roman, snarere søger Ottessa Moshfegh at etablere et fiktivt univers uden for historisk tid. >> Læs videre

Kurt Vonnegut, Ryan North & Albert Monteys: Slagtehal fem eller Børnekorstoget – en illustreret klassiker

Af ,
Skriv en kommentar

Ryan North & Albert Monteys’ grafiske udgave af Vonneguts klassiker imponerer med velvalgte nedslag i romanforlægget, flot tegnede tableauer og originale ideer.

Dette er ikke en anmeldelse af Vonneguts Slaughterhouse-Five (1969) om Anden verdenskrig og de allierede luftstyrkers bombardement af Dresden i februar 1945 og om optometristen Billy Pilgrim, som er blevet “unstuck in time” og bortført af rumvæsener til planeten til Tralfamadore. >> Læs videre

Brigid Brophy: Hackenfeller’s Ape

Af ,
Skriv en kommentar

Britiske Brigid Brophy (1929-1995) var blandt nogle af de første, markante aktivister for dyrevelfærd og dyrerettigheder tilbage i 1950’erne. Hendes kortroman, Hackenfeller’s Ape, fra 1953 kan i høj grad læses som et skønlitterært indlæg i dén politiske kamp.

Romanens handling har Londons zoologiske have som omdrejningspunkt. Her finder vi professor Darrelhyde, som studerer to eksemplarer af en (fiktiv) art af særligt intelligente aber, i romanen kaldet Hackenfeller’s Ape. >> Læs videre

Emma Holten: Underskud

Af ,
Skriv en kommentar

Emma Holten har fået både retfærdige og uretfærdige knubs med på vejen for sin debatbog om værdien af omsorg og dens fravær i økonomisk teori. Bogen er velskrevet, engageret og endda underholdende. Som sådan er den bestemt værd at læse, selv om den ikke bringer mange egentligt nye pointer til torvs.

Emma Holtens bog fik ved sin udgivelse for en måneds tid siden en seksstjernet anmeldelse i Politiken. Samtidig fik hun sønderlemmende kritik fra flere økonomer. Det lød interessant, tænkte jeg. >> Læs videre

Moussa Ould Ebnou: Barzakh: The Land In-Between

Af ,
Skriv en kommentar

En filosofisk, spekulativ, dystopisk science fiction-roman fra Mauretanien om en tidsrejsende i Sahara. Det lød så tilpas mærkeligt, at det lige kunne være noget for mig. Men det var det ikke.

Moussa Ould Ebnous Barzakh (opr. 1994, eng. 2022) er vitterligt også mærkelig. Desværre mere mærkelig end egentlig god. Og i sidste ende derfor alligevel ikke rigtig noget for mig. Jeg ved faktisk ikke helt, hvilken slags læser, jeg kan anbefale den til. Men den er virkelig mærkelig. >> Læs videre

Zoyâ Pirzâd: Som alle andre eftermiddage

Af ,
Skriv en kommentar

Små stilfærdige, men ikke desto mindre intense noveller om almindelige menneskers hverdagserfaringer i det moderne Iran. Absolut værd at læse.

Iranske Zoyâ Pirzâd (f. 1952) har tre novellesamlinger og to romaner bag sig. Som alle andre eftermiddage (opr. 1991) er hendes første novellesamling og den hidtil eneste eneste af hendes bøger, der er udkommet på dansk. >> Læs videre

Miguel de Unamuno: Tåge

Af ,
Skriv en kommentar

En ironisk, filosofisk skælmeroman fra begyndelsen af det tyvende århundrede om kærlighed, liv og skæbne og om forholdet mellem fiktion og virkelighed. En postmodernistisk roman fra længe før, nogen havde opfundet begrebet postmodernisme.

Tåge (opr. 1914) regnes for den spanske forfatter Miguel de Unamunos (1864-1936) hovedværk. >> Læs videre

João Gilberto Noll: Quiet Creature on the Corner

Af ,
Skriv en kommentar

João Gilberto Noll kan skrive, men han vælger at skrive for mærkeligt for min smag. Mærkeligt for mærkelighedens skyld. Eller også er jeg bare ikke kvik nok til at fange subtiliteterne.

For nogle år siden havde jeg en blandet oplevelse ved at læse brasilianske João Gilberto Nolls Atlantic Hotel (opr. 1986, eng. 2017). Bolls senere kortroman Quiet Creature on the Corner (opr. 1991, eng. 2016) er måske lidt mindre sammensat, men den lider under samme mangel på dechifrerbar mening. >> Læs videre

Clarice Lispector: Stjernens time

Af ,
Skriv en kommentar

”Tilgiv mig, men jeg vil fortælle lidt mere om mig selv da jeg er ukendt for mig selv, og når jeg skriver, bliver jeg overrasket over at opdage at jeg har en skæbne.”

Jeg har endnu til gode at læse noget af Clarice Lispector, som ikke benover, berører og begejstrer – og samtidig mystificerer mig. Hendes sidste bog, Stjernens time, som hun færdiggjorde kort før sin død i 1977, er ingen undtagelse. >> Læs videre

Fernanda Trías: Tagterrassen

Af ,
Skriv en kommentar

Fernanda Trías skriver godt. Pia Sloth Poulsen oversætter fint. Terrassen er som roman udmærket komponeret. Historien er egentlig også fængende fortalt. Og man kan ikke anklage Fernando Trías for at gå udenom tabuer. Men historien er i sin kerne simpelthen for ubehagelig – og ja, jeg medgiver det: for mig måske simpelthen for tabu-overskridende – til, at jeg kan elske denne roman.

Spoiler-alert: Jeg kommer i det følgende til at afsløre handlingsmæssige pointer i romanen, som læseren ellers først bliver bekendt med efter de første ti sider i romanen. Så hvis du vil læse romanen og holde spændingen intakt de første ti sider, skal du ikke læse videre her. Men jeg kan ikke skrive noget meningsfuldt om romanen ud over ovenstående, hvis jeg ikke må røbe mere. >> Læs videre

Sara Mesa: Kærlighed af en slags

Af ,
Skriv en kommentar

Kærlighed af en slags er den anden udgivelse på dansk af spanske Sara Mesa. Den første var Måneansigt (opr. 2018, da. 2020). Efter læsningen af den skrev jeg, at jeg gerne ville læse mere Sara Mesa. Det vil jeg stadig gerne og nu endnu mere. Hun har en særlig stemme.

I referat forekommer historien i romanen ganske vist så banal og så ofte tidligere gennemspillet, at den nærmer sig en kliché:

Ung kvinde forlader sit job i større by på grund af traumatisk oplevelse og lejer sig ind i et faldefærdigt hus i en gudsforladt flække af en landsby, hvor alle kender alle, og alle lurer på hinanden og især på nytilkomne, og hvor det hele viser sig at være langt fra så idyllisk og afstressende, som protagonisten forestillede sig, og langt fra giver hende roen til at fuldføre den litterære oversættelse, hun har sat sig for at arbejde med. >> Læs videre

Fjodor M. Dostojevskij: Netotjka Nezvanova

Af ,
2 kommentarer

Dostojevskijs ufuldendte roman, Netotjka Nezvanova (opr. 1849), er fint nyoversat af Trine Søndergaard. Og er man til Dostojevskij (og hvem er ikke det?), så skal man selvfølgelig have værket med, selv om det mest er litteraturhistorisk interessant for de spor, det lægger ud i retning af hans fremtidige, helt anderledes store romaner.

Netotjka Nezvanova betragtes gerne som det sidste af Dostojevskijs ungdomsværker. Dostojevskij havde nået at skrive og få udgivet de første dele af romanen i tidsskriftsform, da han i 1849 blev arresteret for at deltage i konspirationer mod zarregimet og senere – efter at have været udsat for en fingeret henrettelse – blev sendt til en sibirsk fangelejr. Her mistede han interessen for at færdiggøre romanen. De i tidsskriftform allerede publicerede dele blev efterDostojevskijs frigivelse i 1860 udgivet i en lettere redigeret form som en samlet roman, men han skrev den aldrig færdig. >> Læs videre

Fjodor M. Dostojevskij: Spilleren

Af ,
1 kommentar

Engang imellem kan jeg godt få det sådan, at nu trænger jeg bare til at læse noget, jeg på forhånd ved, vil være godt. Til sådanne situationer bør man altid have noget af Dostojevskij stående i reolen.

Dostojevskijs korte roman, Spilleren (opr. 1866), havde jeg tilmed ikke læst tidligere, så det var jo rent kræs. Også selv om romanen ikke hører til det bedste, han har præsteret. >> Læs videre

Italo Svevo: Zenos bekendelser

Af ,
Skriv en kommentar

“Med sin kriser og daglige svingninger kan livet minde lidt om en sygdom. Men til forskel fra andre sygdomme er livet altid dødeligt. Det tåler ingen helbredelsesforsøg.”

Zenos bekendelser (opr. 1926) er en modernistisk klassiker i den tunge ende. Desværre ikke kun tung i betydningen litterært vægtig, men også i betydningen kedelig og svær at komme igennem. Dette på trods af, at den har ry for at være morsom. >> Læs videre

Cesare Pavese: The House on the Hill

Af ,
Skriv en kommentar

En afdæmpet, moralsk og eksistentialistisk kortroman om (ikke) at tage stilling og engagere sig aktivt, også når der er noget på spil, og man risikerer noget. I dette tilfælde under krigen i 1940’erne i Italien.

Jeg har tidligere omtalt Cesare Pavese (1908-1950) i forbindelse med Natalia Ginzburg. Pavese omgikkes i 1930’erne den samme intellektuelle, antifascistiske kreds som Ginzburg omkring forlæggeren Giulio Einaudi. Pavese selv var aldrig specielt politisk aktiv, men blev ikke desto mindre fængslet et par måneder i 1935 og sendt i “internt eksil” i det sydlige Italien i et års tid (det var for fascisterne åbenbart en styg straf at dømme nogen til at opholde sig i Sydtalien). Pavese modtog den anerkendte italienske litteraturpris Strega i 1950. Kort efter tog han sit eget liv. >> Læs videre

Natalia Ginzburg: Voices in the Evening

Af ,
Skriv en kommentar

Jeg var meget begejstret for Natalia Ginzburgs essay- og novellesamling The Little Virtues (opr. 1962). Samme entusiasme kan jeg ikke mobilisere for romanen Voices in the Evening (opr. 1961, eng. 1963), selv om den ikke er uden kvaliteter.

Jeg skal advare mod afsløringer af visse dele af handlingen i det følgende. Men hvis du er typen, hvis læseglæde er betinget af udfoldelsen af et handlingsmæssigt plot, så vil du under alle omstændigheder næppe synes om Natalia Ginzburg. >> Læs videre

Natalia Ginzburg: The Little Virtues

Af ,
Skriv en kommentar

“As far as the education of children is concerned I think they should be taught not the little virtues but the great ones. Not thrift but generosity and an indifference to money; not caution but courage and a contempt for danger; not shrewdness but frankness and a love of truth; not tact but love for one’s neighbour and self-denial; not a desire for success but a desire to be and to know.”

Italienske Natalia Ginzburg (1916-1991) efterlod et stort forfatterskab bestående af romaner, noveller og essays. For mig er hun et nyt bekendtskab, men et særdeles spændende et af slagsen. Teksterne i samlingen Little Virtues er ihvertfald fra allerøverste hylde. >> Læs videre

Thomas Korsgaard: Man skulle nok have været der

Af ,
Skriv en kommentar

Min anbefaling til fans af de to første bøger i Thomas Korsgaards Tue-trilogi er at stoppe dér. Tredje bog er stadig velskrevet, bevares. Den lider bare under at være temmelig kedelig og dertil i mange passager tåkrummende pinagtig i handlingen – på en træls måde.

Thomas Korsgaards to første bøger om Tue fra Nørre Ørum på Skiveegnen, debuten Hvis der skulle komme et menneske forbi og efterfølgeren En dag vil vi grine af det, hentede især deres kvalitet i insider-portrættet af Tues dysfunktionelle udkantsfamilie. >> Læs videre

Thomas Korsgaard: En dag vil vi grine af det

Af ,
Skriv en kommentar

”En dag vil vi grine af det, tænkte jeg. Ikke i morgen eller i overmorgen. Ikke dagen efter den dag, men en eller anden dag om noget tid ville vi grine af det. Af dét eller af noget andet.”

Anden bog om drengen Tue i Thomas Korsgaards trilogi fra Udkantsdanmark holder det høje niveau fra den første. Som læsere tror vi stadig på Tue, hvis han dog bare ville gøre sig selv det gode at holde op med altid at tage de nemmeste valg – og nogle gange de sværeste. >> Læs videre

Thomas Korsgaard: Hvis der skulle komme et menneske forbi

Af ,
Skriv en kommentar

”Nørre Ørum hed den flække, vi boede i. En forstad til mørket, klemt inde mellem utallige andre ligegyldige småbyer. Jeg tror ikke, det er godt for nogen at være der i længere tid.”

Vi er i Udkantsdanmark. En depressiv mor, der spiller computer hele dagen. En dominerende far med voldelige tendenser, der er ved at miste det økonomiske greb om familiegården. Moster Bitten, der er socialbedrager. Mormors fede mand med hjertesygdommene, som bare bliver ved med at æde. >> Læs videre

Antonio Moresco: Distant Light

Af ,
Skriv en kommentar

“I have come here to disappear, in this desolate and abandoned village where I’m the sole inhabitant.”

Sådan lyder første sætning i italienske Antonio Morescos filosofiske spøgelsesroman, Distant Light (opr. 2013, eng. 2016), om liv og død og grænselandet derimellem, om naturens gang, om vækst og forgængelighed, om mennesket, dyrene og planterne i universet. En ret speciel roman, der ikke er så nem at kategorisere. >> Læs videre

Antonio Tabucchi: Time Ages in a Hurry

Af ,
Skriv en kommentar

En samling uhyre velskrevne og veloversatte, veldoserede og veltænkte noveller af italienske Antonio Tabucchi. Om tid, om erindring, om historiens gang og om ikke at kunne undslippe selv samme historie, hverken den store eller den lille personlige.

Vi snupper lige en Tabucchi mere, nu vi er i gang, i forlængelse af Pereira Maintains (opr. 1994) og Little Misunderstandings of No Importance (opr. 1985). >> Læs videre

Antonio Tabucchi: Little Misunderstandings of No Importance And Other Stories

Af ,
Skriv en kommentar

Godt tænkte og dygtigt udførte noveller. Novellesamlingen Little Misunderstandings of No Importance fra 1985 efterlader ikke tvivl om Antonio Tabucchis høje niveau som forfatter. Jeg blev bare ikke rigtig grebet af ret mange af disse historier, som talte lidt for meget til mit intellekt og lidt for lidt til maven og hjertet.

Jeg var i sidste uge meget begejstret for italienske Antonio Tabucchis roman, Pereira Maintains (opr. 1994). Forvetningerne var derfor også høje til Tabucchis novellesamling Little Misunderstandings of No Importance (opr. 1985). De blev kun delvist indfriet. >> Læs videre

Antonio Tabucchi: Pereira Maintains

Af ,
3 kommentarer

En lille, stramt komponeret, eksistentialistisk (og alligevel humoristisk!) roman om moral og pligten til at handle – også selv om man bare er kulturredaktør på en katolsk avis i Lissabon i 1938 og en overvægtig enkemand med lidt for stor hang til lemonade og omelette aux fines herbes og fransk litteratur.

Der findes næppe nogen finere litterære oplevelser end det uventede møde med en fremragende bog af en fremragende forfatter, man ikke kender eller overhovedet har hørt om, men som man kun tilfældigt støder på, mens man oser rundt i en boghandel i en fremmed by, og som man læser, mens man stadig er på ferie. >> Læs videre

Dino Buzzati: Poem Strip

Af ,
Skriv en kommentar

En surrealistisk, kafkask og småpornografisk genfortælling af myten om Orfeus og Eurydike – nu som italiensk tegneseriedigt i pop-art-stil med et twist af Dali og klaustrofobisk mareridt tilsat nøgne damer.

Man er i Rom i nogle dage i vinterferien, og her på bogbloggen giver det sig udslag i et lille italiensk tema. Rom er jo altid skøn, og da i særlig grad i disse dage, hvor skyggetemperaturen når 18 grader, og solen skinner fra en skyfri himmel (alt imens sne- og sludvinteren ikke synes til sinds at slippe taget derhjemme i Danmark). >> Læs videre