Meditation under aktiv læsning: Proust holder! Men kun for den tålmodige og langsomme læser.

Der har været lidt stille her på bloggen et stykke tid. Det skyldes især, at redaktionen her på K’s bognoter dels har været optaget af et flytteprojekt i privaten, dels har været på ferie. Men så skyldes det faktisk også, at det seneste værk på listen har taget mig lidt længere tid at arbejde mig igennem end de fleste andre bøger.

Marcel Prousts kanoniserede kæmpeværk På sporet af den tabte tid har i den tidligere og noget bedagede danske oversættelse tronet og truet på min bogreol i efterhånden mange år, uden at jeg har fundet modet til at give mig i kast med det. Men den nye danske oversættelse, som Forlaget Multivers påbegyndte i 2006 ved forskellige oversættere (foreløbig er udkommet 6 bind ud af 13, og de sidste 7 er planlagt til udgivelse her i 2013) har givet mig en ny anledning til at prøve kræfter med værket.

I første omgang anskaffede jeg mig de første to bind (Swanns verden 1-2), og de har efterladt mig ganske begejstret og absolut klar til mere. Det første, der slog mig ved læsningen, var, at jeg sådan set slet ikke havde haft nødig at samle så meget mod til at gå i gang: Proust har et ry for at være svært tilgængelig, men det er kun i en vis forstand rigtigt. På sporet af den tabte tid er rent sprogligt faktisk ganske let og lige ud af landevejen at læse – Proust skriver gennemgående i et dagligdags sprog, sine steder næsten i talesprog.

Men værket kræver dog en særlig – og særlig tålmodig – tilgang fra læseren og kan næppe siges at være for alle og enhver. Dels byder Prousts skrivestil på den vanskelighed, at selvom han hovedsageligt skriver i et dagligdags sprog, så ynder han samtidig at skrive i lange (meget lange, sidelange….) sætninger, som man nogle gange kan miste orienteringen i, hvis koncentrationen glipper et øjeblik. Dels synes han at forudsætte, at læseren til enhver tid har alle forudgående sider i romanen helt præsent, så som læser får man ingen erindringshjælp, hvis der pludselig refereres tilbage til f.eks. en person, der kun har været nævnt en enkelt gang 400 sider tidligere.

Dette står i modsætning til, at visse temaer og begivenheder omvendt vender tilbage igen og igen i forskellige nuancer og fortolkninger. Især det sidste kræver, at man som læser giver læsningen sin fulde opmærksomhed for at fange nuancerne og udviklingen i disse tilbagevendende reflektioner – da de ved en mere uopmærksom læsning ellers blot ville fremstå som evindelige og kedsommelige gentagelser (man mærker det således ret hurtigt, hvis man undervejs forfalder til skrålæsning – så bliver det nemlig pludselig kedeligt).

Når bogen kræver stor koncentration, er det altså ikke, fordi man ellers risikerer at gå glip af momenter i handlingen – der er stort set ingen ydre handling overhovedet. Faktisk virker det ind i mellem som om, Proust nærmest bevidst forsøger at provokere læseren med romanens handlingsløshed. F.eks. nævnes det en passant et enkelt sted om to bekendte til titelfiguren Swann, at de havde “været sekundanter i hans dueller” (bind 2, s.126). “Dueller? Drama?” tænker man som læser, med ét kendeligt oplivet. Men ak nej, det er første og eneste gang, man hører noget om dueller i Swanns verden (og jeg har en klar fornemmelse af, at man heller ikke kommer til at høre mere om sligt i de næste 11 bind).

På samme måde får man antydningsvist nogle glimt af, at Swann faktisk kunne være en ganske interessant personlighed med vid og humor, Men det er kun glimtvis – langt hovedparten af den del af romanen, der har Swann som centrum, kredser alene om udviklingen i hans indre følelsesmæssige refleksioner over hans tiltagende og aftagende og jalousimartrede forelskelse i en aldeles uinteressant og ubegavet kvinde.

Lyder det kedeligt? Ja, det gør det nok, og det er det også, hvis man er afhængig af et ydre plot, og det er de fleste af os jo i et eller andet omfang. Men På sporet af den tabte tid handler om noget andet end ydre handling. Mange anmeldere og litteraturkritikere fortolker værket som én lang reflektion over den personalige erindrings natur. Og den tolkning giver efter læsningen af de to første bind rigtig god mening for mig. Og den giver i øvrigt også mening til iagttagelserne nævnt ovenfor om bogens fortællemæssige struktur og virkemidler: de mange gentagne reflektioner over de samme fortidige begivenheder i forskellige erindringsmæssige klædedragter; de mange pludselige spring i tid; de ikke altid helt gennemskuelige forskydninger mellem fortællerens erindringer som voksen og som barn mv. For er det ikke netop sådan, vores erindring fungerer?

Noget af det fascinerende ved at læse Proust er således, at man føres med ind i disse reflektioner over hukommelse, erindring og identitet – uden at det bliver akademisk analyserende eller distanceret, men netop meget konkret nærværende gennem fortællerens erindringer.

Og så er der jo altså sproget og rytmen i sproget…. Det er vitterligt utrolig flot – og utrolig flot fordansket – og det er nemt at fortabe sig i. Og jeg vil på baggrund af mit indtil nu således meget begrænsede Proustbekendtskab vove den påstand, at det er netop dét, det gælder om, hvis man skal have udbytte af På sporet…: at lade sig fortabe og forsvinde ind i ordene, sætningerne og siderne.

Jeg har læst størstedelen af disse første to bind over et par uger i en stillekupé i S-toget på vejen til og fra arbejde: To gange tredive minutters mentalt frirum om dagen, hvor jeg med Proust har kunnet lukke resten af verden ude og fordybe mig i en tilstand, jeg bedst kan beskrive som meditation under aktiv læsning. Og jeg har bestemt fået appetit på mere, jeg skal bare lige have skaffet de næste bind hjem.

K's vurdering: