Bertène Juminer: Bozambo’s Revenge or Colonialism Inside Out – a novel

Bozambo’s Revenge af fransk-guyanesiske Bertène Juminer er en på flere måder skæg – og litteraturhistorisk heller ikke uinteressant – satire over den europæiske kolonialisme og racisme, som Juminer udstiller ved at vende den på vrangen. Som roman er den dog ikke sluppet helt godt fra tidens tand.

Hvad nu, hvis det ikke var europæerne, der havde koloniseret Afrika og store dele af resten af verden, men afrikanerne, der havde koloniseret Europa? I en verden, hvor begreberne “sort” og “neger” konnoterede civilisation, magt og herredømme, mens “hvid” og “lyserød” var nedladende, racistiske kategorier som betegnelse for de “indfødte” i de tilbagestående, europæiske kolonier?

Det er en sådan verden, Bertène Juminer (1927-2003) fra Fransk Guyana opruller i sin satire over kolonialisme og racisme, Bozambo’s Revenge (opr. La Revanche de Bozambo) fra 1968.

Den korte roman foregår i Frankrig i byen Bantouville (kolonimagtens navn for Paris) i en ikke nærmere specificeret tidsalder, men som efter referencerne til det teknologiske niveau at dømme kunne være Bertène Juminers egen tid. Altså bortset fra, at alting – med kolonialismens og racismens målestok – er vendt på hovedet.

Romanen indledes med følgende beskrivelse af byen, hvor den udspiller sig:

Bantouville is a kind of small paradise which African genius has created from the swamp by the banks of the Sekuana, a lazy and capricious river which the natives call the Seine.

Blandt andre orienteringspunkter i romanens omgivelser genkender man snart Eiffeltårnet og Sacré Coeur på Montmartre i beskrivelserne af “Tour Abdoulaye, all metal and trapezoids, whose steel spire rises 150 spans into the air; or the splendid Baobabist Basilica bulit on Mazamba hill, the highest point of the city.”

En del af fornøjelsen ved at læse Bozambo´s Revenge består således i at gætte sig frem til, hvilke kendingsmærker der gemmer sig bag de afrikanske navne, som kolonimagten, The Baoulian Republic, har givet de ellers velkendte franske lokaliteter.

Men omvendingen består ikke kun i navne på bygninger og landskaber. Hos Juminer er kolonialismen vendt gennemgribende på hovedet, som romanens engelske undertitel, Colonialism Inside Out, også antyder. Det gælder også en mængde dagligdags begreber:

Hvis man gør sig uheldigt bemærket i Bantouville, kan man for eksempel blive hvidlistet. På kanten af det lyssky hvide marked kan man få sortvasket sine illegalt tjente hvide penge. I biografen spiller de film i Afrocolor, hvor Tarzan er blevet til “Zartan, the black hero who lived in the heart of the European brush, in daily contact with primitive tribes and wild animals.”

Juminers pointe er selvfølgelig den åbenlyse at påpege satirisk, hvordan den racisme, der er iboende i den europæiske kolonialismes ideologi, også slår igennem i dagligsproget i de normative konnotationer, der er knyttet til vores brug af ordene “sort” og “hvid” i en mængde sammenhænge.

Etymologisk er Juminer nu nok på gyngende grund her på en del punkter. Uden at skulle gøre mig til ekspert på feltet, så er det næppe sådan, at de negative konnotationer ved begrebet “sort” i mange almindelige, sammensatte ord og begreber kan spores tilbage til racistiske forestillinger – det er snarere omvendt, at mennesker med negroide træk (hvoraf de fleste jo faktisk ikke er decideret sorte i løden, ligesom ikke ret mange mennesker af kaukasisk afstamning er decideret hvide) har fået betegnelsen “sorte,” fordi “sort” i forvejen havde negative konnontationer.

Nuvel, det får være, for det er jo satire, og det er for så vidt kvikt nok komponeret hos Juminer. En af de mere begavede omvendinger af denne art finder vi i en note af forfatteren til den (selvsagt sorte) politiinspektør Bozambos brug af begrebet “farvet” i nedsættende betydning om de “dirty colored” galliske indfødte:

The inspector is expressing himself correctly. The great physicist Abou-Zouzouf brilliantly demonstrated that since black is the absence of color, it follows that the colored man is the white.

Hele ideen om denne omvendte kolonialistiske verden er sjov nok i sig selv. Udfordringen for Bozambo’s Revenge som roman betragtet er, at så snart Juminer har fået denne pointe fyret af, så er der ikke så meget mere tilbage.

Handlingen er dels centreret omkring to konkurrerende, sorte, militære embedsmænd fra kolonimagten, politiinspektør Bozambo og hans rival i efterretningstjenesten, kommandør Adiami (som er genstanden for titelfigurens hævn). Dels omkring den hvide Edgar Dupont, som er aktiv i den galliske modstandsbevægelse mod kolonimagten, og hans nevø, Anatole Dupont, der uforvarende impliceres i både modstandsbevægelsen og den bureaukratiske magtkamp mellem de to militær- og politimænd.

Jeg mistede ret hurtigt interessen for historien, som for min smag har karakter af lidt for meget slapstick-satire over gakkede, bureaukratiske magtkampe. Det er som sådan set mange gange, og mange gange bedre.

Ud over legen med sproget i forhold til begreberne sort og hvid mv., så er romanen heller ikke noget at skrive hjem om rent sprogligt. Noget kan måske skyldes oversættelsen fra fransk til engelsk, som virker lidt tung.

Oversætter Alexandra Bonfante Warren skriver i sit forord, at hun har forsøgt at holde oversættelsen så tæt som muligt på originalens “intentions, structure and language,” og at hun håber, at læseren vil anerkende, at romanen ikke er blevet “falsified” i oversættelsen. På mig virker den slags besværgelser ærlig talt mere som en undskyldning for ikke at have skabt en flydende, engelsksproget tekst, snarere end som prædikater på god oversætterkunst. Til oversætterens undskyldning hører dog med, at en stor del af romanens raison d’être netop er de sproglige finurligheder, som kan være vanskelige at oversætte.

Bozambo’s Revenge minder mig på godt og ondt ikke så lidt om den langt yngre Abdourahman A. Waberis In the United States of Africa (opr. 2006), som jeg tidligere har læst på min litterære verdensrundrejse som repræsentant for Djibouti. Romanerne har nogle af samme styrker og svagheder, og jeg kan ikke lade være med at tænke, at Waberi kan have været inspireret af Juminer.

Ligesom Abdourahman A. Waberis roman kan man i øvrigt ikke kalde Bozambo’s Revenge for egentlig kontrafaktisk historieskrivning, som jeg ellers måske kom til at antyde ovenfor. Der er ikke identificeret et vendepunkt i historien, som kunne have ført til den omvendte verden, Juminer beskriver. Og det ville også være vanskeligt at gøre det (så skal man ihvertfald langt tilbage). Det hævder Juminer dog heller ikke. Bozambo’s Revenge er ren satire og skal læses om sådan.

Som satire er den bestemt heller ikke ubegavet, og den har den sine øjeblikke. Og er man interesseret i skæve bøger fra de dele af verden, der ikke ofte dukker op på det litterære verdenskort, er den sjov at stifte bekendtskab med. Læst her i 2018 – 50 år efter sin første udgivelse – virker den som roman som sådan dog noget bedaget.

Det er på den baggrund måske heller ikke mærkeligt, at Bozambo’s Revenge for længst er udgået fra forlaget. Den er heller ikke til at opdrive fra danske biblioteker, men den kan skaffes antikvarisk via internationale netboghandlere (jeg fandt den i form af et udgået bibliotekseksemplar hos Better World Books).

Fransk Guyana på det sydamerikanske kontinent er i dag fortsat ikke en selvstændig nation, men har status af fransk oversøisk territorium. Efter mine egne kriterier havde jeg derfor sådan set ikke behøvet at læse noget fra Fransk Guyana som led i min læseudfordring Verden rundt i bøger. Men det ville efterlade sådan en kedelig, hvid plet på landkortet, hvis jeg ikke også havde lagt turen her omkring.

K's vurdering: