Jeg overgiver mig. Helt og holdent og storsmilende. Ingen, der nogensinde har nydt at læse en bog, må kunne undgå at blive glad i låget af denne lille, fine, franske finurlighed af en feel good-roman. Og kender du én, der aldrig har læst en bog, så få ham eller hende til at begynde med denne her.

Guylain Vignolles har verdens værste job. Han er en ord- og bogelsker, der arbejder som operatør af en monstrøs maskine, der æder bøger og laver dem om til dampende papirmasse. Tingen kalder Guylain for sig selv kalder maskinen, der ellers lyder navnet Zerstor 500 (efter det tyske zerstören).

Jeg er helt vild med beskrivelserne af Tingen, som i Guylains bevidsthed får karakter af et monster, mindre en maskine end et ondt dyr fra Helvede med en egen vilje. Tingen er med dens hamre, knive og dyser “født til at knuse, udflade, støde, smadre, hakke, flænge, flænse, ælte, forme og skolde,” og Gylain frygter hver morgen det øjeblik, hvor han som operatør må sætte den i gang, vække den fra dens upålidelige slummer. Her et uddrag fra startprocessen:

Dybere nede i Zerstors mave gik hamrene i gang og slog mod hinanden, jern mod jern, i en larm som fra verdens undergang. Endnu dybere nede satte knivene sig hidsigt i bevægelse med blinkende blade i de dunkle dybder. En skærende hvislen steg op fra hullet, da vandet fossede frem fra dyserne straks efterfulgt af en søjle af damp, som smøg sig mod fabrikstaget. Graven udsendte en hørm af muggent papir. Tingen var sulten.

Guylain lever og overlever kun på det, at han om aftenen, når maskinen er slukket, og han med fare for førligheden begiver sig ind i dens indre for at rense den, kan se snit til at redde nogle få, våde bogsider, der har undsluppet tilintetgørelsen.

Og hver morgen i toget på vej til arbejde fra en forstad til Paris sætter han sig til rette på det samme orange klapsæde, fremdrager sin mappe og læser højt af de tilfældige fragmenter af verdenslitteraturen, han har reddet ud – til stor fornøjelse for medpassagererne:

Da toget standsede på stationen, og folk strømmede ud på perronen, ville en udefrakommende observatør let kunne bemærke, i hvor høj grad Guylains tilhørere stak af mod de øvrige rejsende. Deres ansigter havde ikke denne maske af upåvirkelighed, som skulle holde andre rejsende på afstand. Alle havde et mæt barns tilfredsstillede lille smil.

En dag finder Guylain et glemt usb-stik i toget. Han tager det med hjem og finder der en slags dagbog angiveligt skrevet af 28-årig tissekone på et offentligt toilet i Paris. Han læser det hele og er forelsket. Han ved bare ikke, hvem hun er, eller hvordan han skal finde hende.

Tissekonen Julie er ligesom Guylain en stille eksistens, men gennem Guylains læsning af hendes dagbogsnotater får vi som læsere et indblik i det rige liv, der udspiller sig i hendes indre midt i hverdagen med rengøring på toiletterne.

Julie og hendes tante, der har oplært hende i hvervet, bringer blandt andet genren toiletviden ind i en ny dimension. Her deler tanten for eksempel af ud sin visdom om toiletgæster med hård mave:

Som min tante gerne siger: ‘Man kan vente sig alt af en forstoppet person, selv ingenting.’ Og mere generelt: ‘En forstoppelse er for et toilet, hvad en stum er for en sang.’

Læseren i morgentoget båret af en glæde ved ordene og litteraturen, af en kærlighed til mennesker, især de oversete, stille eksistenser, og af en opmærksomhed på de små lyspunkter i hverdagen. Det lyder måske lidt rørstrømsk, men Didierlaurent skriver med et sådant vid og med en sådan underspillet humor og kærlig ironi, at denne læser bare måtte overgive sig. Det er slet og ret en dejlig bog. Og så hjælper det, at bogen er oversat til smukt og sikkert dansk af Anders Michelsen.

Bevares, der er ting, man kan sige Læseren i morgentoget på. For eksempel står det ikke særlig klart, hvorfor Guylain ikke bare prøver at finde sig et andet job. Men det gør ikke noget, for det er ikke pointen (og forresten er der måske den forklaring, at han holder ved i ubevidst erkendelse af, at hvis han ikke var der, ville ingen andre redde ordresterne ud af det ødelæggende monster).

Jeg kan i øvrigt ikke lade være med at tænke, at Jean-Paul Didierlauerent må have hentet ikke så lidt inspiration hos tjekkiske Bohumil Hrabals Too Loud a Solitude om en anden bogelskende mand, der betjener en maskine, der destruerer censurerede bøger i det daværende kommunistiske Tjekkoslovakiet. Men hvor Hrabals roman er mere dyster, omend ikke uden humor, er stemningen hos Didierlaurent meget mere let, omend ikke uden alvor.

Læseren i morgentoget har muligvis ikke samme litterære tyngde som andre af de bedste bøger, jeg har læst i år – men det er så afgjort den, der har bragt mit smil mest frem. Jeg ville have ønsket, at den var lidt længere, fordi den bare var så rar at være i (og se, dét er sjældent hørt her på K’s). Fem klare stjerner fra mig.

Og på vej til arbejde i morges, som jeg sad dér med bogen i stillekupeen i Farumtoget, var jeg næsten fristet til at følge Guylains eksempel og begynde at læse højt. Og måske havde jeg gjort det, hvis det ikke lige havde været for de dér én eller to obligatoriske, permanent morgensure medpassagerer, som – må man have indtryk af – altid kun sætter sig i stillekupeen i håbet om, at en formastelig vil bryde REGLERNE med en hvisken til sidemanden og således give de formastede lejlighed til hvæsende at udspy deres retfærdige, opsparede “Det her ER altså en STILLEKUPÉ!” med en decibelstyrke på 10-15 gange synderens.

Men måske skulle jeg alligevel give det et forsøg en dag… Kunne jeg blot få lov til at læse én side af Læseren i morgentoget højt, er jeg sikker på, selv de mest indædt morgensure ville lytte med hele vejen ind til København.

• Lignende indlæg
• Politikens Forlag

Zareh Vorpouni: The Candidate

Riad Sattouf: Fremtidens araber. En barndom i Mellemøsten (1978-1984)

Julio Cortázar og Carol Dunlop: Autonauterne på kosmostradaen – eller En

Alexandre Dumas: Greven af Monte Cristo

Kathrine Tschemerinsky: Turen går til bøgernes verden – en litteraturgui

Atticus Lish: Forberedelse til næste liv

Tom Rachman: De ufuldkomne

Peter Boxall (red.): 1001 bøger, du skal læse, før du dør