Louis-Ferdinand Céline: Samtaler med professor Y

Céline rabler derudad og giver sit monstrøse (forsmåede) ego og sin almindelige misantropi fuld skrue i dette fiktive interview med sig selv og den inkontinente professor Y.

Samtaler med professor Y er en lille parentes i Célines forfatterskab. Den er for så vidt helt sjovt at læse for Célines sproglige overskud og frådende udfald mod alt og alle omkring ham, men jeg fandt den for navlepillende og for fjollet til, at den egentlig kunne fange min interesse.

Jeg var begejstret for Célines semiselvbiografiske debutroman og hovedværk, Rejse til nattens ende (1932), da jeg læste den for nogle år tilbage. Céline skriver med fråde om munden og en unik fandenivoldskhed, som nogle gange bliver for meget, men – i Rejse til nattens ende – også med en følsomhed, der (næsten) afbalancerer hans ondskabsfulde, men også meget vittige sarkasme.

At læse Louis-Ferdinand Céline (1894-1961) har dog for mig også været forbundet med nogen ambivalens, ligesom tilfældet formentlig må være for de fleste andre læsere. For trods hans enorme og ubetvivlelige litterære talent er det svært at se forbi hans berygtede antisemitisme og nazistiske sympatier, som efter Anden verdenskrig i øvrigt sendte ham i eksil i Danmark, hvor han sad interneret i en periode i Vestre Fængsel, mens han ventede på at blive udleveret til de franske myndigheder som kollaboratør.

Der er ingen måder at undskylde Célines antisemitisme på. Men spørgsmålet, som mange før mig har stillet sig, er så, om man som læser kan se bort fra mandens racisme og politiske holdninger, når man læser et værk som Rejse til nattens ende og alene bedømme værket på dets litterære kvaliteter?

Det mener jeg godt, at man kan. Ligesom Hamsuns sværmerier for Hitler ikke bør få os til kaste Sult på den litterære mødding, og Heideggers åbenlyse nazisme ikke diskrediterer hans filosofi. Et notorisk dumt svin kan godt være en genial forfatter. Værket er ikke forfatteren, og forfatteren er ikke værket – og det gælder jo i øvrigt altid, også for værker skrevet af forfattere, hvis politiske holdninger, man er enige i, eller hvis moralske habitus, man beundrer.

Louis-Ferdinand Céline (1894-1961). Foto: Lipnitzki/Roger Viollet/Getty Images

Nå, nok om baggrund, for denne advarsel vedrørende Céline gælder i virkeligheden ikke i samme grad det aktuelle. lille skrift, Samtaler med professor Y.

Bogen bærer betegnelsen roman, men selv om teksten i nogle henseender tydeligvis er et stykke fiktion, så har den i højere grad karakter af en pamflet og smædeskrift.

Af oversætter Troels Hughes Hansens efterord kan man læse, at bogen som udgangspunkt var et bestillingsarbejde fra Célines forlag, Gallimard, som fik den idé, at man måske kunne sparke lidt liv i de svigtende salgstal for Célines bøger, hvis han kunne skrive en slags poetik om sin litterære metode, oprindeligt tænkt som en artikel til forlagets tidsskrift.

Projektet udfoldede sig dog næppe, som forlæggeren havde forestillet sig, for i stedet for en tidsskriftegnet artikel fik de dette rablende og rasende smædeskrift, som endte med at blive udgivet som bog.

Bogen har form af en fiktiv samtale i en park, hvor Céline har sat sig selv stævne for et interview om sit poetiske projekt med en noget vrangvillig interviewer, indledningsvist kaldet professor Y, som Céline forsøger at presse ind i interviewerrollen, mens han ikke desto mindre konstant håner samme “professor” (som undervejs viser sig at være en oberst) for mest af alt at være optaget af sin egen inkontinens.

Teksten er grundlæggende et smædeskrift, hvor Céline giv los for sin ondskabsfulde sarkasme mod alt og alle omkring ham – især mod det etablerede litterære parnas i Frankrig (som i 1955 forlængst havde stødt Céline fra sig), mod forlæggerverdenen (inkl. Célines egne forlæggere) og, ja, mod stort set alt og alle undtagen Céline selv.

Således er folk i almindelighed ifølge Céline (som han fremstiller sig selv i bogen) en gemen hob, en flok “sadistiske, reaktionære, svigagtige, godtroende fæhoveder… de går efter det falske, naturligvis… elsker kun det falske!”

Midt i alle de smædefulde ordudgydelser lykkes det dog faktisk Céline at komme en smule ind på dét, der var opdraget fra hans forlægger, nemlig at skrive noget om sit poetiske projekt. Også dette kommer dog ud i Célines megalomane form, uagtet at han overfor “intervieweren” i første omgang omtaler sig selv som en “beskeden opfinder”, men beskedenheden holder ikke længe:

   – De har altså opfundet noget?… hvad er det?
   Spørger han.
   – Følelsen i det skrevne sprog!… det skrevne sprog var på spanden, det er mig der har givet det skrevne sprog følelsen tilbage!… det siger jeg Dem!… og det er ikke bare et snuptag, det kan jeg love Dem!… fidusen, magien, ethvert nokkefår kan jo efterhånden bevæge ‘på skrift’!… men at genfinde følelsen i ‘det talte’ gennem det skrevne! det er ikke småting!… det er en ganske lille ting, men dog alligevel noget!…
   – De er jo grotesk prætentiøs!
   – Såmænd! såmænd!… og hvad så?… opfindere er rædselsfulde!… hver og en! især de beskedne opfindere! Det talte sprogs følelse igennem det skrevne! Tænk lidt over det, hr. professor Y! sæt de små grå lidt i svingninger!

Og i den stil bliver det ved. Célines rablende, rasende, hovmodige, sarkastiske, fornærmede og fornærmende stil er underholdende et stykke hen ad vejen, og hans sprudlende, sproglige overskud er en fornøjelse i sig selv. Men det kan ikke bære teksten alene.

En udfordring for den danske læser anno 2020 er, at teksten i høj grad henvender sig indforstået til en del af Célines samtidige franske, litterære offentlighed (om end den vist ikke nåede ud til store dele af den – Samtaler med professor Y skabte ikke noget af den opmærksomhed om Célines værk i øvrigt, som forlaget havde håbet på). En stor del af bogens pointer og Célines satire er således baseret på, at læseren forstår de mange underforståede henvisninger til for eksempel samtidige, franske forfattere og forlag mv.

Den danske, nutidige læser er hjulpet godt på vej af oversætter Troels Hughes Hansens omfattende noteapparat, men for at være helt ærlig, så holdt jeg hurtigt op med at konsultere det, for jeg mistede interessen.

For den læser, der har et større kendskab end jeg til den franske litterære offentlighed og forlagsverden i 1950’erne end jeg, er der måske mere gods at hente i bogen, end jeg kunne få med mig.

Alt i alt kan jeg kun anbefale Samtaler med professor Y til i forvejen dedikerede fans af Céline. Hertil kan jeg ikke helt tælle mig selv. Men det betyder ikke, at jeg er færdig med Céline.

I min reol står to andre af hans store romaner i danske oversættelser, Død på kredit og Nord. De ville givetvis have været et bedre sted at tage fat end Professor Y, men nu faldt jeg tilfældigt over den sidstnævnte på et bogudsalg, og så virkede den indbydende i kraft af sit beskedne omfang.

K's vurdering: