Zareh Vorpouni: The Candidate

Litterært eksperimenterende armensk-fransk roman om fremmedgørelse og rodløshed blandt armenske studerende i Paris i 1920’erne. Særdeles velskrevet, tematisk og formmæssigt interessant. Men også lidt mere udfordrende komponeret end den måske havde behøvet at være.

I april læste jeg en række modernistiske tyrkiske forfattere (alle virkelig gode eller aldeles fremragende – tjek mine anmeldelser af Atılgan, Tanpınar, Karasu og Pamuk, hvis du ikke allerede har været der).

The Candidate (opr. 1967) af den fransk-armensk-tyrkiske forfatter Zareh Vorpouni (1902-1980) ligger i fin forlængelse heraf både stilistisk og tematisk. Stilmæssigt er der således tale om et i allerhøjeste grad modernistisk og litterært eksperimenterende værk ikke ulig de nævnte tyrkiske forfattere.

Tematisk er der også en forbindelse til Tyrkiet, for selv om romanens handling primært udspiller sig i Paris i Frankrig, så har den som sit centrale afsæt dét, de fleste (dvs. stort set alle uden for den tyrkiske præsident Erdoğans snævre cirkler) er enige om at kalde det armenske folkedrab, og som dækker over Det Osmanniske Riges massive tvangsdeportation af armeniere i perioden 1915-1917 fra især det nuværende Tyrkiet.

The Candidate er fortællemæssigt en ganske kompleks roman, som man ikke kan sove sig igennem.

Det meste af romanen er fortalt i tredjeperson og følger den unge armenske immigrant Minas i Paris i 1927. Minas er blandt de mange armenske immigranter, der blev fordrevet fra Tyrkiet årtiet forinden.

Romanen åbner med et brev fra Minas til hans armenske ven Vahakns angivelige forlovede, hvori Minas fortæller, at Vahakn har begået selvmord. Og ikke ret meget længere inde i romanen finder vi ud af, at selvmordet er sket i forlængelse af, at Vahakn har myrdet sin og Minas’ fælles bekendt, den tyrkiske student Ziya (og herved har jeg ikke røbet mere om handlingen, end man i forvejen kan læse på romanens bagside, og det gør jeg heller ikke i det følgende).

Herfra udfolder romanen sig ved i en fragmentarisk form at fortælle historien om, hvordan Minas, Vahakn og Ziya har mødt hinanden og om de begivenheder, der leder frem til mordet på Ziya og Vahakns selvmord.

Romanens centrale omdrejningspunkt er et 25 sider langt selvmordsbrev fra Vahakn, som udgør hans egen bekendelse af baggrunden for både mordet og selvmordet. En del af den baggrund er hans erindring om fordrivelsen fra Tyrkiet, da han var dreng, som kostede hans mor livet og sendte ham selv i hænderne på enlig, tyrkisk kvinde, der misbrugte ham seksuelt. Samlet set erfaringer, der har installeret et ikke uforståeligt had mod alt tyrkisk i den unge Vahakn. Som det kommer til udtryk et sted i Vahakns efterladte selvmordsbrev:

Jesus came and said: “Live in peace. Love each other. I shed my blood once and for all, for all of humanity.” In other words, he civilized humanity. I think it was Pascal whose soul rejoiced at the drop of blood that Jesus shed in the name of salvation. But Jesus’s blood has been watered down for a long time now, blended with the earth and rendered powerless and unrecognizable. What the Armenians need is Turkish blood: red, fresh, warm, and fragrant.

Vahakn inkarnerer i romanen den fordrevne, armenske befolkning, som er ude af stand til at frigøre sig fra sin traumatiske fortid.

The Candidate er i én henseende en roman specifikt om den armenske diaspora i Frankrig i 1920’erne på et bagtæppe af det armenske folkemord. Men det er i en anden henseende samtidig en roman om en mere almen erfaring af fremmedgjorthed, om følelsen af ikke at høre til i sin egen tid og i den verden, man lever.

Teksten springer mellem forskellige handlingsmæssige tider oftest uden synlige markører. Et afsnit, der begynder i køkkenet i romanens nutid (hvis man kan tale om en sådan) efter Vahakns selvmord, kan således sagtens slutte i en eller flere af romanens fortider – før selvmordet og før eller efter mordet på Ziya, for eksempel. Hvis man som læser forfalder til hurtig skrålæsning her, så er det let at miste tråden.

Vanskeligheden ved at læse Vorpouni stopper imidlertid ikke her. Minas’ og Vahakns historie er som nævnt fortalt i opbrudte fragmenter, men hen mod slutningen (og her afslører jeg ikke noget handlingsmæssigt, kun noget formmæssigt) krakelerer romanen imidlertid også mere og mere som roman:

Fortællestemmen, der hidtil kun har været i tredjeperson, begynder ind i mellem at falde over i førsteperson. Det går op for læseren, at Minas selv er forfatteren til den historie, vi læser om ham, og han inddrager endda læseren i sine overvejelser over bogens form. Romanen bliver med andre ord sin egen metatekst.

Og som om det ikke var nok, henvender Minas i rollen som fiktiv forfatter sig et par gange direkte til en vis Zareh, som uden tvivl skal hentyde til den virkelige romanforfatter, Zareh Vorpouni, hvis rolle angiveligt primært har været at samle Minas’ tekstfragmenter til en (nogenlunde) sammenhængende historie. Den fiktive forfatter Minas går endda så langt som til at udøve litterær kritik af den virkelige forfatter Vorpounis første roman om Minas (idet The Candidate er nummer to i en serie af selvstændige, men sammenhængende romaner).

Som man måske kan fornemme, stiller Vorpouni i kraft af romanens form ikke så få krav til årvågenheden hos sine læsere. Men også på andre punkter var The Candidate for denne læser en større udfordring end som så.

The Candidate er således en af de bøger, der har efterladt mig med en følelse af at have været delvist “lost in translation.” Ikke sådan at forstå, at jeg har noget at udsætte på Jennifer Manoukian og Ishkhan Jinbashians oversættelse af romanen fra Vorpounis vestarmenske til engelsk – det er givetvis en glimrende oversættelse, ihvertfald flyder det engelske sprog fint.

Udfordringen for mig ved at læse Vorpouni består mere i det kulturelle oversættelsesarbejde, hvor jeg havde oplevelsen af at mangle nogle referencer.

Som den ene af oversætterne, Jennifer Manoukian, nævner i et kort forord til bogen, skriver Vorpouni ikke romanen til en ikke-armensk læser i den hensigt at give den udenforstående et indblik i armensk kultur og historie. Tværtimod har han valgt at skrive på vestarmensk, et næsten esoterisk sprog, som selv mange armenere ikke taler, og læseren forudsættes implicit at være indforstået og fortrolig med den armenske historiske og kulturelle selvforståelse.

Forordet og et antal faktuelt forklarende noter fra oversætternes hånd gør noget for at øge læseligheden, men helt på sikker grund kan jeg ikke påstå at jeg følte mig undervejs.

En sådan oplevelse er selvfølgelig noget at det interessante og pirrende ved at læse litteratur fra dele af verden, som – i kulturel, geografisk og/eller historisk forstand – ligger langt fra ens egen. Og det skal bestemt heller ikke i sig selv læses som en advarsel mod at begive sig ud i at læse Vorpouni.

Jeg skal heller ikke kunne afgøre, om det var mine manglende forudsætninger eller Vorpounis stil i øvrigt, der gjorde udslaget, men jeg må tilstå, at trods romanens mange kvaliteter – og den har vitterlig mange, i kraft af både sine temaer og den spændende kompostion – så var den mig noget tung at komme igennem, og jeg havde svært ved at fastholde interessen hele vejen igennem.

Det har nok ikke hjulet på sagen, at jeg har læst bogen i en periode, hvor meget af min tid og energi har været kanaliseret i retning af andre gode ting end litteraturen (og ja, sådanne perioder har jeg faktisk, hvis nogen skulle være i tvivl) – men den virkelig gode roman skulle jo være gerne være i stand sætte sig igennem alligevel, og det formåede The Candidate ikke helt.

Romanen er i den engelske udgave forsynet med et ret omfattende efterord af Marc Nichanian i form af en litterær analyse af romanen. Sikkert udmærket, men jeg orkede ikke lige en lang analyse, så det sprang jeg ret let henover. Jeg kan ikke afvise, at jeg kunne være blevet klogere og måske have fået forandret mit syn på romanen ved at læse efterordet lidt grundigere.

Jeg hører gerne fra andre, der måtte have læst Voupouni med eventuelt andet udbytte?

Som det fremgår ovenfor, foregår The Candidate handlingsmæssigt primært i Paris, Frankrig, med enkelte tilbageblik til Tyrkiet. Zareh Vourpouni selv er født som en del af det armenske mindretal i Det Osmanniske Rige i 1902, hvorfra han med sin familie ligesom sine romanpersoner flygtede til Frankrig i forbindelse med det armenske folkemord. Man kunne således med god ret argumentere for, at The Candidate burde klassificeres som en fransk eller måske armensk-tyrkisk roman.

Jeg tillader mig ikke desto mindre i regi af min læseudfordring Verden rundt i bøger at medregne The Candidate som repræsentant for armensk litteratur. Jeg henholder mig i den forbindelse til, at romanen originalt er skrevet på vestarmensk, og at den i allerhøjeste grad eksplicit tematiserer erfaringer fra den armenske diaspora i Frankrig på baggrund af en specifik erfaring fra det armenske folkeslags historie. Således vinger jeg Armenien af på listen, og nu mangler jeg faktisk kun to lande for at have været hele verden rundt: Liechtenstein og Somalia.

K's vurdering: