Leïla Marouane: The Sexual Life of an Islamist in Paris

Satirisk roman om at være splittet mellem forskellige kulturelle identiteter og loyaliteter. Og om et gakket kvindesyn (og mandesyn, for den sags skyld) i islamiske indvandrermiljøer i Frankrig.

Romanens hovedperson og jeg-fortæller er Mohamed Ben Mokhtar, en 40-årig parisisk bankmand. Han har succes i sit arbejde, er velhavende og ser godt ud (i hvert fald ifølge ham selv). Han er født i Frankrig af algierske forældre og bor stadig hjemme hos sin mor, som traditionen foreskriver for endnu ugifte algierske, muslimske mænd. Og så er han stadig jomfru.

Tidligere var Mohamed angiveligt en from muslim, en islamist af den slags, der var respekteret i lokalområdet, én hvis rådgivning blev søgt af alle i kvarteret (igen: i hvert fald ifølge ham selv, men som læser bliver vi mistænksomme hen ad vejen, efterhånden som han afslører flere og flere udfald, når det kommer til basal viden om islam).

Men nu, og det vil sige på side ét i romanen, har han besluttet sig for at ændre sit liv. Han vil gøre op med sit nordafrikanske og muslimske ophav og blive en “rigtig franskmand.” Han har gennem længere tid glattet sit hår og hvidtet sin hud, og han har (i hemmelighed for sin familie) taget navneforandring til det lettere bizarre franske navn Basile Tocquard (idet “toquard” betyder “skør” på fransk). Og nu er han i gang med at leje sig en såkaldt ungkarlejlighed i et fashionabelt kvarter i Paris.

Romanen udfolder sig som fortællerens personlige frigørelseshistorie, som har mindst to distinkte sider:

Den ene side er hans forestillinger om alle de erotiske eventyr, der venter, så snart han flytter fra sin mor og ind i sin ungkarlelejlighed. Det er denne del af romanen, som titlen hentyder til. En titel, som i sig selv givetvis er provokerende for nogle. Titlen er imidlertid også ironisk, for som læser finder man ret hurtigt ud af, at romanens protagonist slet ikke har noget egentligt seksuelt liv.

Han har til gengæld mange – helt urealistiske – fantasier om alle de seksuelle eskapader, der ligger umiddelbart foran ham, så snart han flytter ind i sin dyre ungkarlelejlighed i det smarte kvarter i Paris.

Den anden siden af fortællerens historie er, at han, når alt kommer til alt, reelt slet ikke har frigjort sig fra sin mor og øvrige familie. Han er i mange flere henseender, end han selv vil være ved, stadig i allerhøjeste grad ikke bare en del af sin familie, men også af familiens kulturelle og religiøse traditioner. På godt og ondt.

Leïla Marouane (f. 1960)

Leïla Maouane udfolder denne dobbelthed ganske vittigt, men også indlevet og forståelig. Men det går ikke så godt for vores protagonist. Hans drømme viser sig sværere at realisere end som så.

Undervejs udstiller Maouane også den hykleriske dobbelthed hos både fortælleren og mænd i hans familie, der består i, at de på én gang er meget optagede af at gøre sig alle mulige erotiske erfaringer med frigjorte fransk-algierske kvinder, og samtidig aldrig kunne finde på at gifte sig med andet end en ærbar jomfru.

Parallelt hermed bliver teksten i sidste halvdel af bogen mere og mere delirisk. Som læser bliver man i stigende grad i tvivl om, hvad der er fortællerens virkelighed, hvad der er hans fantasier, drømme eller vrangforestillinger, og hvad der måske er noget helt tredje skrevet frem af en mystisk forfatter, der måske i virkeligheden står bag det hele.

For Leïla Marounae opererer på flere planer i romanen. På postmodernistisk vis lader hun således fortælleren, Mohamed Ben Mokhtar/Basile Tocquard, fortælle sin historie til en anden, for læseren ukendt modtager. Denne sidstnævnte har vi som læsere ikke noget klart billede af indledningsvist. Men som historien skrider frem, bliver det sværere og sværere at adskille fortællerne og det fortalte fra hinanden.

For den type af læsere, der går op i plots, skal jeg undlade at skrive mere om disse sammenhænge. Der indgår mange snedigheder og vittigheder af postmodernistisk karakter, og det er fint for dem, der holder af den slags.

For mig var romanens styrke – og den var egentlig stor nok – først og fremmest portrættet af en en mand splittet mellem forskellige kulturelle identiteter og loyaliteter. Derimod var jeg ikke så interessert i den postmodernistiske intrige mellem fortælleren og en mulig anden fortæller.

K's vurdering: