En uhyre velskrevet allegorisk roman om både det moderne og det klassiske Tyrkiet, om Tyrkiet som grænselandet mellem Europa og Asien. Også en mysticistisk roman om litteraturens kraft, om farerne ved religion, ideologi og filosofi – og kærlighed. En roman, der ville have været et mesterværk, hvis den ikke havde været for lang.

“En dag læste jeg en bog, og hele mit liv var forandret.” Sådan lyder den første sætning i Orhans Pamuks roman Det nye liv (opr. 1994, på dansk ved Henning Goldbæk 2007). Og dén sætning er så at sige både afsæt og omdrejningspunkt for hele romanen.

Romanen er fortalt i førsteperson af den 22-årige student Osman. På universitetet fanges hans opmærksomhed af en smuk ung kvinde, som han snart skal forelske sig voldsomt og livsvarigt i. Hun bærer på en bog, han senere (tilfældigt?) ser i vinduet i et bogantikvariat og køber. Da han læser bogen, forandres hele hans liv med et slag:

Allerede fra de første sider mærkede jeg bogens kraft så stærkt i mit indre, at jeg troede min krop havde løsrevet sig og fjernet sig fra stolen og bordet, som jeg sad ved. Men selvom jeg virkelig troede det, sad jeg samtidig med hele mit væsen på stolen ved bordet, og bogen påvirkede med hele sin udstråling ikke blot min sjæl men alt, som gør mig til den, jeg er.

Hvad der videre sker, er det svært at sige særlig meget meningsfuldt sammenhængende om, uden derved at komme til at afsløre for meget for fremtidige læsere.

Jeg kan dog røbe så meget, at den identitetsomvæltende oplevelse, som det er for fortælleren at læse bogen, sender ham ud på et road trip med langdistancebusser på kryds og tværs af hele Tyrkiet – i en jagt på nærdødsoplevelser som en mulig passage til Det nye liv, en slags metafysisk pilgrimsfærd uden fysisk mål.

Undervejs vikles fortælleren også ind i en slags krimiintrige, hvori indgår et net af spioner, overvågninger, eftersøgninger og mord – i en bureaukratisk modsammensværgelse til bekæmpelse af en anden, påstået sammensværgelse centret omkring den famøse bog.

Den egentlige intrige i romanen handler dog om identitet og om at søge efter den identitet, som paradoksalt konstant er i forandring.

Orhan Pamuk (f. 1952). Foto fra forfatterens goodreads-profil.

Det nye liv er åbenlyst en stærkt allegorisk roman. Som læser havde jeg en oplevelse af, at alt i bogen, personerne, deres handlinger, replikkerne, bør læses som tegn på noget andet.

Den mystiscistiske skuen, som vi kender den fra både islamisk sufisme og kristen mystik (og fra forgreninger i mange andre religioner), er en stærk gennemgående ledetråd i romanen. Hvis man ellers kan kalde det en ledetråd, eftersom dette at lede efter meningen med det hele jo egentlig står i skarp modsætning til selve grundtanken i mysticismen: Du skal netop ikke lede, men i stedet åbne dit sind for verden (Gud) og allerhøjest håbe på med ét pludselig at skue sandheden.

Det nye liv er også en meget litterær roman i den forstand, at den er fyldt med mere eller mindre subtile og indforståede referencer til verdenslitteraturen. Jeg trak på smilebåndet i tilfredsstillelsen over at genkende implicitte referencer til for eksempel Dante og Proust undervejs, men jeg er sikker på, at der er masser af andre litterære hilsener, som jeg bare ikke lige havde referencerne til. Hertil kommer naturligvis de direkte citater fra f.eks. Rilke, Ib’n Arabi, Jules Verne m.fl.

Det lyder formentlig altsammen vældig intellektuelt, og det er det også. Det er heller ikke uden grund, at Pamuk nogle gange karakteriseres som en postmodernistisk forfatter. Men Pamuk formår samtidig at skrive med et bemærkelsesværdigt nærvær. Den abstrakte, filosofiske, semi-religiøse søgetilstand, hans personer hele tiden befinder sig i, er forankret i en meget konkret verden: Som læser er det let at føle, at man er tilstede sammen med fortælleren i Istanbuls gader, i langdistancebusserne på landevejene, i de små, støvede landsbyer i det allerøstligste Tyrkiet, i cirkusteltet, på landevejscafeteriet og så videre.

Alt dette og mere til bevidner samlet set Orhan Pamuks format som forfatter. Et af de tilfælde, hvor Nobelpriskomiteen ikke ramte helt ved siden af, da de uddelte Nobelprisen i litteratur i 2006.

Det nye liv er således i mange henseender en fremragende roman. Den er bare for lang. Hvis Pamuk havde kogt romanen ind til halv længde, kunne den have ramt fulde fem stjerner i bedømmelsen hos mig. Som det er, må den nøjes med fire.

Jeg antyder ikke dermed, at det ville være en nem opgave at reducere romanen. For læser man bogens smukke og indsigtsfulde sætninger én for én, så er der næppe en eneste, som har gjort sig mindre fortjent til at indgå i romanen end nogen andre. Det ændrer bare stadig ikke på, at der er for mange af dem.

Jeg har dog fornemmelsen af, at det er et grundtræk ved Pamuk: at han skriver godt, men for langt. Jeg valgte således at tage Det nye liv med på ferie til Tyrkiet, fordi det er den korteste af de Pamuk-romaner, der har stået og ventet i min reol i nogle år.

Den sorte bog og Mit navn er rød, der er blandt de andre, der står i kø derhjemme, har jeg egentlig en forventning om vil være endnu bedre end Det nye liv – men de er bare så forbistret lange (og skrevet med så små bogstaver), at jeg virkelig skal tage mig sammen for at gå i gang med dem. Lysten hertil er dog nu blevet styrket, så jeg skal nok komme til dem.

• Lignende indlæg
• Gyldendal

Zareh Vorpouni: The Candidate

Ahmet Hamdi Tanpınar: The Time Regulation Institute

Bilge Karasu: The Garden of Departed Cats

Yusuf Atılgan: Motherland Hotel

Anton Tjekhov: Sjette Afdeling

Kaspar Colling Nielsen: Den danske borgerkrig 2018-2024

Thorkild Hansen: Slavernes kyst, Slavernes skibe, Slavernes øer

Christian Kracht: De døde