Asef Soltanzadeh: Desertøren

Denne samling af noveller fra krigen i Afghanistan i 1980’erne er samlet set en smule ujævn, men de bedste historier er fremragende og hele bogen værd.

Desertøren fra 2015 er dansk-afghanske Asef Soltanzadehs første udgivelse på dansk. Soltanzadeh (f. 1964) er født og opvokset i Afghanistan, men flygtede efter Sovjetunionens besættelse af landet til Iran i 1986 og fik i 2002 opholdstilladelse i Danmark, hvor han har levet til i dag.

Bogen består af otte noveller, som alle udspiller sig i Afghanistan i 1980’erne under den sovjetiske besættelse og under indtryk af de mudjahedinske oprøreres krig mod det sovjetisk understøttede marionetstyre. Alle novellerne er dog samtidig skrevet i en tidløs stil, som gør, at de kan læses som beretninger om mennesker og samfund i krig i almindelighed.

Bogens bedste novelle, Isak-ofret, er en genfortælling af den bibelske historie om patriarken Abraham, der af Gud bliver påbudt at bringe sin søn som offer. Her er fortællingen placeret i Afghanistan i en mudjahedinsk kontrolleret landsby under (eller måske kort efter?) den sovjetiske besættelse af landet. En ung mand vender hjem til sin fødelandsby efter at have studeret i Sovjetunionen for at gense sine gamle forældre. Men i fødebyen er han at betragte som en gudløs forræder, en frafalden, som skal lide døden – og mandens gamle far bliver pålagt at henrette sin egen søn for at sone skammen over at have opfostret ham. Og så vandrer de to den tunge vej op ad bjerget på vej mod offerpladsen.

Den gamle henter den unge – en mand i sin bedste alder – fra lejrens fangehul for at slå ham ihjel; ordren var sådan.
    Jeg vidste, at ordren til at slå mig ihjel var kommet.
    Jeg havde ikke ammet og opdraget mit barn, for at de modbydelige slyngler skulle slå ham ihjel …
    Nu lød ordren, og jeg vil slå ham ihjel, min søn. Ordren? Nej, det er et bud, der skal følges.

Novellen er fortalt i eksperimenterende og i starten lidt forvirrende stil, hvor perspektivet skifter mellem sønnens, farens, morens og resten af landsbyens, mens formen samtidig skifter mellem 1., 2. og 3. person. Efter den første side tænkte jeg ved mig selv, at det virkede en anelse kunstigt og antrengt eksperimenterende, men efterhånden som novellen får fat, giver det god mening og bidrager til novellens fortættede stemning, som kun intensiveres historien igennem frem mod den stakåndede kulmination, som jeg ikke skal røbe.

Selv solen skammede sig og skjulte sig bag en sky. Himlen var tynget af sorg. Gud, få ikke mit hjerte til at vakle. Jeg rynkede brynene og tog mig sammen. Hadji er modstandsdygtig som en kamel i ørkenen. Det er den eneste søn, jeg har; men selv hvis jeg havde et dusin, ville jeg adlyde Guds bud.

Soltanzadeh er i alle historier på de almindelige menneskers side – over for krigsmagerne, kommandanterne, de fanatisk religiøse, de hadefulde prædikanter.

I samlingens sidste novelle, Helt ud til grænsen, som på én gang er en indlevet skildring af en angstfuld flugt fra krigen og en satire over religiøse hadprædikanter, følger vi en bus med flygtninge på en farefuld færd mod grænsen til Iran. Chauffør og passsagerer er hele tiden nervøst på udkig efter miner på vejen eller fjendtlige fly på himlen. På forsædet ved siden af chaufføren sidder en ærværdig imam, som messende affejer enhver profan bekymring eller anstrøg til praktiske forholdsregler under turen:

“Mine bønners velsignelse fører os uden om miner af enhver slags, om det er her på jorden eller i himlen. Insha-Allah!”

Da bussens motor ikke desto mindre brænder sammen midt i den afghanske ørken, manipulerer imamen bussens passagerer ind i den forestilling, at der må være en syndig iblandt dem, som er skyld i motorens strejke. Én for én udpeges de syndige, som må forlade bussen og begive sig til videre til fods i den brændende hede. Jeg skal heller ikke her afsløre slutningen, men nok er at sige, at Soltanzadeh også her fastholder sympatien på de almindelige menneskers side.

Ikke alle historier i samlingen holder dog niveauet. Der er ikke nogen af dem, jeg vil kalde decideret dårlige, men det er kun få, der ligefrem brænder sig ind i sjælen. En enkelt (Punktum) forekommer mig at være et overflødigt stileksperiment, som ikke rigtigt virker.

Sprogligt set er samlingen også noget ujævn. I nogle af novellerne fungerer sproget godt, som f.eks. i den ovennævte Isak-ofret, mens det i andre virker en anelse kluntet. Det er svært at vurdere, om det skyldes Marianne Madelungs oversættelse fra fransk eller originalen. De lidt for mange irriterende kommafejl i den danske udgave kan dog næppe tilskrives forfatteren.

Samlet set bliver det ikke desto mindre til en anbefaling, da de bedste af novellerne gør hele bogen værd at læse.