Kafka på stranden kunne Michael Kumpfmüllers roman også have heddet. Hvis altså ikke Murakami havde snuppet den titel til en helt anden slags bog.

I Kumpfmüllers roman handler det imidlertid om “den rigtige” Kafka, Franz K. ham selv. Og om hans store kærlighed i sit sidste leveår i 1923-24, Dora Diamant.

I 1923 møder den 40-årige, tuberkuløse Kafka den 25-årige polske Dora på stranden under et kurophold ved Østersøen. De to forelsker sig lidenskabeligt – om end på en høflig og ordentlig måde – i hinanden. De flytter sammen i Berlin, og da tuberkulosen strammer grebet om Kafka, følger Dora ham også under hans sanatorieophold. Indtil sommeren 1924, hvor han dør i hendes arme.

Det slår ham hvor ung hun er, hun har stadig livet foran sig, tænker han, med hvilken ret griber han så ud efter det?

Kumpfmüller har angiveligt lavet grundig research som grundlag for bogen, og det fremgår af efterordet, at han også har haft en række “Kafka-eksperter” til at læse manuskriptet igennem. Dora og Franz’ breve og Kafkas dagbogsoptegnelser fra perioden er imidlertid gået tabt, så i realiteten må Kumpfmüller have haft et ret stort spillerum til at digte liv i deres kærlighedshistorie.

Det spillerum bruger han nu ikke ligefrem til at skabe drama. Der er i det hele taget ikke meget liv i bogen. Der er nogle fine øjeblikke af ømhed mellem Franz og Dora, men der er langt imellem dem.

Ikke at Kumpfmüller skriver decideret dårligt. Han skriver bare lidt tungt og ensformigt. Jeg kedede mig med andre ord. Jeg kedede mig faktisk virkelig meget.

Kafka-kendere får tilkastet nogle få lunser undervejs i form af referencer til nogle af de historier, Kafka skriver eller får trykt i sin sygdomsperiode. Blandt andet historien om den syngende mus Sangerinden Josefine og den angstneurotiske kæmpemuldvarp i Bygningen. Kumpfmüller lader Dora fundere over meningen med den sidste, som Franz læser op for hende:

Dyret er angst, det arbejder dag og nat, indimellem er det sultent, og forrådene er virkelig umådelige, hele bygningen dufter af kød, og det kød er mig, som hun forskrækket tænker, og så kommer det sted hvor han tager det til sig, og det lyder frygteligt.

Jeg kunne ikke lade være med at tænke, om denne roman mon ville være blevet udgivet og oversat, hvis hovedpersonen ikke havde heddet Franz Kafka?

Hvor sympatisk indstillet, jeg end var, da jeg åbnede de første sider af Livets herlighed, så bliver min slutanbefaling ikke desto mindre: Læs eller genlæs hellere nogle af Kafkas egne historier (f.eks. fra de samlede danske oversættelser, Fortællinger og Efterladte fortællinger).

K's vurdering: