Erika Fatland: Sovjetistan – en rejse gennem Turkmenistan, Kasakhstan, Tadsjikistan, Kirgisistan og Usbekistan

Turkmenistan, Kasakhstan, Tadsjikistan, Kirgisistan, Usbekistan, Langtbortistan … Hvis navnene på de centralasiatiske, tidligere sovjetrepublikker også for dig primært lyder af noget, der er langt væk, men alligevel pirrer nysgerrigheden, så kan Erika Fatlands rejseberetning fra regionen anbefales.

En af sidegevinsterne ved læse skønlitteratur fra hele verden er, at man undervejs kommer til at lære noget om dele af verden, man ikke i forvejen kendte meget til. Det er naturligvis ikke nogen erstatning for at rejse rundt i den virkelige verden, men når det ikke altid er muligt, så kan dét at læse god skønlitteratur fra et andet land være en langt mere interessant indgang til at forstå noget om en kultur end f.eks. at læse en guidebog eller lignende.

På min litterære rundrejse i verden sker det dog også ofte, at læsningen af et skønlitterært værk fra et land i verden, jeg ikke kender meget til, inspirerer til at opsøge mere viden. Det kan ske ved, at jeg googler mig frem til artikler om landets historie, geografi og kultur. Og i særlige tilfælde kan jeg blive inspireret til et dybere dyk. Det gælder således stan-landene i Centralasien:

Jeg har allerede læst romaner fra de gamle sovjetrepublikker Kirgisistan, Kasakhstan og Turkmenistan, og der står fiktion fra Usbekistan og Tadsjikistan i kø i reolen. Alle lande, som jeg må tilstå, at jeg som udgangspunkt havde meget ringe viden om. Da jeg derudover lige om lidt hopper på et fly i retning Kirgisistan bevæbnet med rygsæk og vandrestøvler, var der god anledning til at læse lidt op på landenes historie og aktuelle forhold.

Den norske antropolog Erika Fatlands journalistiske rejsebeskrivelse Sovjetistan er et godt bud på en bred indgang til de centralasiatiske landes både ældre og nyere historie og aktuelle forhold.

Erika Fatlands rejser rundt i de fem stan‘er synes på beskrivelserne ikke at adskille sig så meget fra rejser, man som almindelig turist ville kunne tilrettelægge forholdsvist nemt, men hun er god til at komme i snak med folk – og hun taler russisk, hvilket synes at være nødvendigt for at begå sig de fleste steder – om end ikke tilstrækkeligt i mange områder, hvor folk kun taler turkmensk, kirgisisk eller andre af de mange sprog, der tales i Centralasien.

Vigtigst er imidlertid, at Erika Fatland har en god observationsevne og er en fremragende formidler. Bogen er let at læse, den er gennemgående underholdende med et passende humoristisk blik på de mere bizarre forhold i nogle af staterne og samtidig alligevel fagligt sober og oplysende.

For en rejseberetning af være kunne jeg på den ene side godt have ønsket mig, at en større del af bogen rent faktisk havde været baseret på forfatterens egne rejseoplevelser og dialog med folk, hun mødte på rejsen. Skønsmæssigt omtrent halvdelen af bogen består således ret beset af referater af sekundærlitteratur om landenes geografi og historie.

På den anden side er det netop trækkene tilbage i historien kombineret med de aktuelle nedslag i form af samtaler med de menneskser, Erika Fatland møder på sin vej, der er det mest interessante ved bogen. Samtidig er Erika Fatland en blændende god formidler, og jeg tør godt satse på, at hendes gengivelser af landenes historie hentet fra diverse sekundære bøger er sjovere at læse end originalerne.

Det trækker lidt ned i det samlede indtryk, at man ikke mærker nogen særlig kærlighed til de lande, Erika Fatland rejser igennem. Hendes tilgang ligger et sted mellem den nysgerrige turists og journalistens. Det giver i nogle henseender beskrivelserne et lidt udvendigt præg.

I tilfældet Turkmenistan skal det være hende undskyldt. Det er formentlig svært at beskrive de politiske forhold og bybillederne i dette tegneseriediktatur uden ironisk distance. Personkulten omkring Turkmenistans præsident (“Den Første Præsident” og “Den Nye Præsident”) lader ikke Nordkorea noget tilbage at komme efter.

Målt på demokrati og menneskerettigheder er rejsen gennem de centralasiatiske stater i det hele taget en nedslående tur. Kun Kirgisistan kan prale med den erfaring, at en præsident er gået frivilligt af ved udløbet af sin periode. Det gør nu ikke ligefrem Kirgisistan til et præmiedemokrati, hvad Fatlands udforskning af den voldsomt kvindeundtrykkende og angiveligt meget udbredte og almindeligt anerkendte tradition for “bruderov” er et nedslående symptom på.

Bogens titel, Sovjetistan, er valgt med omhu og signalerer, at et af af bogens fokusområder er den sovjetiske arv, alle de centralasiatiske stater trækkes med. Det gælder ikke kun de politiske forhold, hvor flertallet af staterne regeres af tidligere sovjetiske apparatjnikker. Det gælder også naturforholdene:

Fatland besøger således Aralsøen – eller rettere de sørgelige rester af Aralsøen – fra både den kasakhstanske og usbekiske side. Hensynsløse og dårligt planlagte forsøg på at gøre Centralasien til Sovjetunionens kornkammer (og bomuldskammer) ved omfattende irrigationsprojekter har ført til udtørring af den engang enorme sø, der førhen forsynede store dele af regionen med frisk fisk. En veritabel økologisk katastrofe, som har efterladt groteske spor i form af næsten uddøde, strandede fiskerbyer mange kilometer fra den nuværende søbred.

Erika Fatlands bog byder på mange andre nedslag fra hendes rejse gennem landene. De fleste er interessante, og i alle tilfælde vel formidlede. Anbefalet til alle, der er nysgerrige efter at vide mere om regionen.

K's vurdering: