Hamid Ismailov: The Dead Lake

Den usbekiske forfatter Hamid Ismailovs korte roman, The Dead Lake, er en overlegen demonstration af, hvordan en stor roman sagtens kan være kort – ja, faktisk ofte er kort, fordi de dygtigste forfattere forstår og formår at docere teksten til det nødvendige.

Ismailov formår på de få sider, der udgør The Dead Lake, både at besynge det kasakhstanske steppelandskab, fortælle en coming-of-age-historie om en drengs opvækst, indvie læseren i centralasiatiske traditioner, skikke og hverdagsliv, trække tråde til lokale mytologier og tematisere forholdet mellem Øst og Vest under den kolde krig gennem blandt andet musik.

Samtidig er romanen en semiallegorisk, politisk kritik af de sovjetiske atomprøvesprængninger gennem fire årtier under den kolde krig og deres makabre effekter på lokalbefolkningen.

Og som om det ikke var nok, er der også plads til at lege med de litterære konventioner og forholdet mellem fiktion, forfatter og læser.

Alt sammen pakket ind i en ganske kort roman, der endda er fornøjelig at læse og er skrevet i et smukt, sine steder næsten lyrisk sprog, flot oversat til engelsk af Andrew Bromfield. Det vidner således om Ismailovs mesterskab som forfatter, at det lykkes ham at inkorporere de mange temaer i den korte roman, uden at det opleves hverken forceret eller unødigt kompakt. Tværtimod havde jeg som læser en oplevelse af, at Ismailov på ingen måde havde travlt, men gav sig tid til at dvæle ved de enkelte scener og beskrive detaljer i tilstrækkelig grad til at gøre scener, personer og ikke mindst landskaberne levende.

Romanen tager sin begyndelse på et tog, der bevæger sig igennem Centralasien. Her støder romanens navnløse (og i det hele taget stort set identitetsløse) fortæller på drengen Yerzhan, der går rundt i kupeerne og sælger saltet yoghurt og underholder passagerne med virtuost, klassisk violinspil. De falder i snak, og det viser sig, at drengen ikke er en dreng, men en 27-årig mand – som imidlertid ikke er vokset fysisk i femten år og stadig har en tolvårigs krop. Mens toget bevæger sig skrumlende hen over de kasakhstanske stepper indvilliger drengen i at fortælle sin historie, som vores fortæller gengiver i romanen.

Yerzhan vokser op i en lille tofamilies bebyggelse på stepperne i det nordøstlige Kasakhstan, tæt på en øde jernbanestrækning, hvor bedstefaren er sporskifter.

I den første halvdel af romanen hører vi om Yerzhans barndom i 1980’ernes Kasakhstan, dengang en del af Sovjetunionen. Vi hører om skolegang, rævejagt, komiske scener med et stædigt, forslugent æsel, drømme om kærlighed og om musikidolet Dean Reed (den amerikanske sanger, musiker og skuespiller, der i 1973 af ideologiske grunde emigrerede til DDR, og blev kendt som “den røde Elvis”).

Under en skoleudflugt til en sovjetisk atomprøvesprængningszone vælger den tolvårige Yerzhan – for at imponere klassekammeraterne og især naboens datter, som han er forelsket i – at trodse forbuddet mod at bade i “den døde sø,” et vandfyldt sprængningskrater. Alle er imponerede, men det radioaktive vand forandrer ham. Han holder op med at vokse.

The Dead Lake kan som nævnt læses som en coming-of-age-roman – med det særlige twist, at Yerzhan aldrig vokser ud af sin tolvårige krop. Mens hans livs kærlighed, nabopigen Aisulu, omvendt vokser unaturligt meget, et andet offer for den radioaktive stråling i området.

Som læser associerer man uvilkårligt til en anden litterær figur, der holdt med at vokse, den lille Oskar Matzerath fra Günther Grass’ satiriske klassiker om nazitidens Tyskland, Bliktrommen (1959). Til forskel fra Oskar, som selv besluttede sig for at stoppe sin vækst som treårig i protest mod den afsporede verden, så er Yerzhans manglende udvikling påført ham af den radioaktive stråling, og det ødelægger hans liv og hans drømme.

En anden forskel mellem de to litterære figurer er, at mens Yerzhans tyske, litterære slægtning ganske vist kan skrige glas til splinter og drive verden til vanvid med sit infernalske trommespil, så har Yerzhan et egentligt musikalsk talent. Fra drengen er ganske lille, lærer hans bedstefar ham at spille det traditionelle centralasiatiske strengeinstrument, dombraen. En dag forærer Yerzhans onkel ham imidlertid en violin, og han begynder at tage timer hos en bulgarsk spillelærer, Petko, der kan spille, så “even a blind man would have seen the blue sky, the dance of pure air, the clear sunlight, the snow-white clouds, the joyful birds.”

Petko introducerer Yerzhan for den klassiske vestlige musik, Paganini, Vivaldi, Brahms … til fortrydelse for bedstefaren, der gerne havde set drengen løfte arven som traditionel barde på dombraen. Modsætningerne mellem Øst og Vest gennemspilles som tema gennem musikken.

Den Kolde Krig ruger i det hele taget hele tiden i baggrunden. Det får komiske udtryk i form af Yerzhans onkel Shaken, som ved enhver given lejlighed kommer med udbrud i stil med: “We shall not merely catch up with the Americans, but overtake them!” Men det får også et langt mere mørkt og grumt udtryk i form af påvirkningerne fra det nærliggende, sovjetiske atomsprængningsområde, af de lokale altid kun omtalt som Zonen, hvor den døde sø fra romanens titel er at finde.

The joy of the steppe, the joy of music and the joy of childhood always coexisted in Yerzhan with the anticipation of that inescapable, terrible, abominable thing that came as a rumbling and a trembling, and then a swirling, sweeping tornado from the Zone.

Zonen er ikke et opdigtet sted. Som en kort indledning til romanen oplyser Ismailov os om, at der i perioden 1949-1989 blev gennemført 468 atmosfæriske og underjordiske atomprøvesprængninger på det såkaldte Semipalatinsk Nuclear Test Site. Samlet set blev der i perioden sprunget atombomber med en kraft svarende til mere end 2.500 gange Hiroshimabomben.

De sovjetiske myndigheder hævdede hårdnakket i årevis, at området var mennesketomt, men i virkeligheden boede der i umiddelbar nærhed af prøvesprængningsområdet mere end 200.000 mennesker, som over perioden blev udsat for radioaktivt nedfald – og ifølge nogle vidner blev nogle lokalbeboere aktivt brugt som forsøgskaniner for den radioaktive påvirkning. Semipalatinsk går i dag for at være et af verdens mest radioaktive områder.

Har man læst den norske journalist Erika Fatlands rejsebeskrivelse fra de centralasiatiske, tidligere sovjetrepublikker, Sovjetistan (følg linket til min anmeldelse andetsteds her på siden), kan man nikke genkendende til beskrivelsen af området.

Ismailovs roman rummer således en tydelig og makaber politisk kritik af den sovjetiske atomprøvesprængningspolitik, som bare er ét eksempel på den hensynsløshed, hvormed den sovjetiske centralregering igennem imperiets historie har udnyttet de centralasiatiske sovjetrepublikker.

Ikke desto mindre er nogle af de billeder, der sætter sig tydeligst hos ihvertfald denne læser af romanen, de levende billeder af landskaberne og livet på stepperne, som det på smukkeste vis lykkes Ismailov at give en selvstændig, poetisk, men usentimental rolle i bogen.

Hvordan ender Ismailovs historie om den kasakhstanske Oskar Matzerath? Det skal jeg selvfølgelig ikke afsløre, men jeg tør godt røbe, at der er flere slutninger: Romanfortælleren, der har mødt Yerzhan på toget, hører kun noget af hans historie, og digter selv videre på den i flere varianter. Et lille, litterært raffinement fra Ismailovs side, som kun medvirker til at styrke figuren Yerzhan som allegorisk repræsentant for alle ofrene for de sovjetiske atombombeeksperimenter i Centralasien i anden halvdel af det tyvende århundrede.

Hamid Ismailov (f. 1954) er født i Kirgisistan, men er opvokset i Usbekistan, hvorfra han på grund af sit forfatterskab imidlertid blev tvunget til at rejse i 1994 som persona non grata (hans bøger er stadig forbudte i Usbekistan). Ismailov bor i dag i Storbritannien. The Dead Lake foregår i Kasakhstan, men da Ismailov vanligvis betragtes som en usbekisk forfatter lader jeg romanen tælle som repræsentant for Usbekistan i min læseudfordring Verden i rundt i bøger.

K's vurdering: