En fin lille kærlighedshistorie fra de kirgisiske stepper.

Søger man efter romaner fra Kirgisistan, så falder man snart over Tjingiz Ajtmatovs (1928-2008) lille roman Dzjamilja fra 1958. Oversat til mere end 100 sprog, som den er, må det så absolut være den mest kendte og læste kirgisiske roman gennem tiderne. Og det er bestemt også en fin historie, som stadig tåler at blive læst.

Dzjamilja er en enkel og rørende kærlighedshistorie, som udspiller sig i en lille landsby i Sovjetunionens Kirgisistan i 1940’erne.

Titelpersonen Dzjamilja er en ung, smuk og livskraftig kvinde, som ligesom de fleste andre kvinder i landsbyen er græsenke, mens hendes mand er ved fronten under Anden Verdenskrig. Hverdagen i landsbyen (ailen på kirgisisk) er præget af hårdt arbejde i marken for kollektivlandbruget, som producerer korn til soldaterne ved krigsfronten. Dzjamilja forelsker sig i den hjemvendte krigsveteran Danijar, ikke mindst forført af hans smukke og vemodige sange, som han synger for hende, mens de dag ud og dag ind transporterer korn fra landsbyen til stationen.

Den “kække, mundrappe, lattermilde pige” forandres snart af den forbudte kærlighed, og hendes øjne bliver “slørede af forårslyst vemod.” For Danijar synger som et menneske, der ikke bare er forelsket, men også præget af en dyb kærlighed til og fortrolig med jorden og livet:

Da den sidste efterklang af sangen syntes at slukkes, var det, som om endnu et skælvende udbrud af den vækkede den slumrende steppe. Og steppen lyttede taknemmeligt til sangeren, kærtegnet af en sang, den var fortrolig med.

Historien fortælles af den 15-årige Seit, som er Dzjamiljas svoger og selv hemmeligt forelsket i hende. Hans egen, delvist ubevidste lidenskab for Dzjamilja og hans beskyttertrang overfor hende er med til at give fortællingen en særlig intensitet.

Det er sådan set hele historien, men mere skal der heller ikke til.

Dzjamilja er især værd at læse for den fine, vemodige tone og for de smukke billeder af det kirgisiske steppe- og bjerglandskab, som Tjingiz Ajtmatov tegner gennem sin afdæmpede, men intense prosa. Samtidig får man et sjældent blik ind i dagliglivet og traditionerne i et kirgisisk landsbysamfund i 1940’erne.

Dzjamilja udkom første gang på dansk i 1974, men jeg har læst den i Ole Husted Jensens (1940-2015) pletfri nyoversættelse fra 2015. Ole Husted Jensen har i nyoversættelsen fint bevaret den lidt altmodische tone i Ajtmatovs tekst, jf. citaterne ovenfor, som dog på ingen måde gør den svær eller tung at læse, så snart man er kommet ind i rytmen.

Dzjamilja repræsenterer Kirgistan i min læseudfordring Verden i bøger.

K's vurdering: