Abish Kekilbayev: Ballad of Forgotten Years

Blodfejder, sværdkampe, musik, mytologi og poesi fra de kasakhstanske stepper.

Oversatte skønlitterære bøger fra Kasakhstan… dem er der ikke så mange af på markedet, kan jeg hilse og sige, men der er dog nogle, blandt andre denne helt interessante, lille roman i lyrisk-episk stil af den kasakhstanske forfatter (og politiker) Abish Kekilbayev (1939-2015).

Ballad of Forgotten Years er en episk, men også moralsk-filosoferende fortælling fra stepperne i det nuværende Kasakhstan. Den foregår i en ikke nærmere specificeret historisk tid, som dog ifølge forlæggerens forord kan afgrænses til et tidspunkt mellem Islams indtog på stepperne i det 12. århundrede (der refereres til Allah, selv om også en mængde ældre lokale trosforestillinger stadig lever) og introduktionen af skydevåben i regionen i det tidlige 18. århundrede. På den baggrund tør jeg godt tidsfæste historien lidt nærmere til slutningen af det 17. eller begyndelsen af det 18. århundrede, da der rent faktisk optræder enkelte skydevåben i fortællingen. Vi er dog stadig i en tid, hvor sværdet og køllen er de dominerende våben blandt steppens krigere.

Hovedpersonen er den aldrende turkmenske kriger Zhoneyut. Ved romanens begyndelse forbereder han sin yngre brors ligfærd. Broren er blevet dræbt af en kriger fra de altai-kasakhiske arvefjender som led i en årelang blodfejde. Romanen fortælles i en slags cirkler, hvor vi gang på gang kommer tilbage til den centrale ligfærd, mens begivenhederne før og efter gradvist rulles op.

Det er en drabelig historie, som rummer både slagscener og grusomt udpenslede torturscener. Som en del af sin hævn i forbindelse med brorens ligfærd beordrer Zhoneyut for eksempel, at en gruppe tilfangetagne unge kasakhiske mænd udsættes for forfærdende pinsler: Stykker af skindet fra en friskslagtet kamel spændes stramt fast om de unge mænds hoveder, og efterhånden som skindet tørrer ind, strammer det til om deres hovedskaller, mens deres egne hovedhår tvinges til at vokse indad og gennembore hjernen, så de over flere uger måneder gradvist mister forstanden, indtil de er blevet en slags vegeterende husdyr, som turkmenerne holder i en fold …

Det kunne lyde som noget af en ramasjanghistorie, men det er det nu langtfra. Kekilbayev bruger således langt færre sider på action end på at fortælle detaljeret om landskaber, om steppens traditioner for, hvordan man for eksempel viser sorg, om dyrkelsen af de traditionelle guder og hellige mænd, myter om det lokale landskabs opståen og ikke mindst om musik, som spiller en helt central rolle i fortællingen.

Den gamle turkmenske krigers to ældste sønner er begge dræbt i kamp, og den sidste er der ikke mange forhåbninger til: Frem for sværdet foretrækker den yngste søn således sin dutar, et traditionelt tostrenget musikinstrument, som den unge mand kan tryllebinde sine tilhørere med, men som ikke er en anerkendt metier for sønnen til en stor kriger. Først for sent erkender den gamle kriger for sig selv sin kærlighed til sønnen og til hans musikalske talent.

Romanen skiller dig også ud i kraft af sin fortællestil. Kekilbayev skriver prosa, men i en næsten lyrisk og lidt gammelmodig stil, som giver historien et arkaisk og rituelt præg. Den melankolske strengemusik fra dutaren (og den kasakhiske variant dombraen) spiller en rolle i handlingen, men romanens opbygning er også i sig selv musikalsk inspireret i sin rytme præget af gentagne temaer.

Blandt de rytmisk tilbagevendende temaer er de uartikulerede smertensskrig fra de ovennævnte kasakhiske fanger, som gang på gang lyder i baggrunden af historien og fungerer som en slags påmindelse om meningsløsheden i den blodige vendetta på stepperne – en påmindelse for læseren, men også for den turkmenske kriger Zhoneyut selv.

Den gamle kriger bærer i sit inderste på en blødhed og en melankolsk sans for den poetiske skønhed i musikken – som han imidlertid ikke formår at give udtryk eller handle efter, bundet af steppens krigeriske traditioner, som han oplever at være.

The poignant melody filled the yurt [teltet, K.] which seemed held under the spell of a dream. The music’s charm had for this fleeting moment tamed the cruel world of the aul [lejren, K.]; these warring nomads in papakhas [fåreskindshat, K.] ranked around their chieftain, and this hoary warrior – for even he was enthralled by the musician – sat entranced by the music which for a moment became more convincing than the real world.

Romanen kan godt opleves som en lille smule tung at læse. Noget kan måske skyldes oversættelsen, men det har jeg ikke noget egentligt grundlag for at vurdere. Jeg har således ikke haft adgang til – og mine sparsomme sprogkundskaber ville heller ikke have tilladt mig at vurdere – hverken Kekilbayevs originale kasakhiske udgave fra 1988 eller den russiske oversættelse fra 2003, som den engelske udgave, jeg har læst, bygger på.

Jeg var nu alligevel ganske godt underholdt henover den korte romans knap 140 sider, og kan således sagtens anbefale Ballad of Forgotten Years til andre verdenslitteraturlæsere.

Ballad of Forgotten Years blev det kasakhiske indslag i min personlige læseudfordring Verden rundt i bøger.

K's vurdering: