Ganske interessant novellesamling om behandlingen af det russiske mindretal i Tadsjikistan i perioden omkring den tadtjikiske borgerkrig fra 1992 til 1997.

Den engelske udgave af Hurramabad (oversat af Arch Tait), som jeg har læst, er desværre ikke en fuldstændig oversættelse af den oprindelige russiske udgivelse, men udgør et uddrag på syv noveller af de oprindelige i alt tretten.

De syv noveller er selvstændige, afsluttede historier, men de hænger tematisk tæt sammen. De er derudover bundet sammen ved alle at foregå i den fiktive by Hurramabad i Tadsjikistan og ved, at enkelte af personerne optræder i flere historier. Samlet set kan bogen næsten læses som en roman om den tadtjikiske borgerkrig efter Sovjetunionens kollaps i 1991.

Volos’ særlige fokus i Hurramabad er på det store russiske mindretal i Tadsjikistan, som med Sovjets sammenbrud nærmest fra den ene dag til anden blev gjort til fremmede i det land, de selv og deres familie havde boet i i flere generationer. Stort set hele den etnisk russiske befolkningsgruppe på omkring 400.000 mennesker er siden borgerkrigen flygtet ud af landet til Rusland.

Volos selv er af russisk afstamning, men født i Tadsjikistan, hvor hans familie havde boet siden 1920’erne, indtil de i 1990’erne ligesom mange andre etniske russere følte sig pressede til at flytte til Rusland.

Volos stil er realistisk med en satirisk kant. Han skriver i et enkelt sprog, som gennemgående fungerer godt, omend det kan virke lidt klodset ind i mellem – om det sidste skyldes Volos eller oversættelsen, kan jeg ikke vurdere. Volos ynder en stil, hvor han kaster læseren ind midt i en historie, som man først gradvist får hold på. Det kan virke forvirrende, men tilføjer også historierne en vis spændstighed.

Trods det samlende tema er novellerne ret forskellige. Den indledende, korte novelle er en stilfærdig historie om en ung mand og hans bedstemor, der vandrer op ad et bjerg for at lægge blomster ved familiens gravsted. Én anden bringer os omvendt midt ind i kamphandlingerne mellem konkurrerende tadtjikiske krigsherrer, som en gruppe russiske journalister naivt opsøger for at blive taget som gidsler, uden at de nogensinde rigtigt forstår, hvad der foregår. Et billede på, hvordan verden uden for Tadsjikistan i 1990’erne med undren kunne se på, hvordan landet i løbet af ingen tid nærmest gik i opløsning indefra.

En tredje historie beskriver indlevet, hvordan en ellers fredelig mand, der har brugt årevis på at bygge et godt hus til sin familie, over få dage forvandles til en hævngerrig potentiel voldsmand, da han konfronteres med den tilstand af retsløshed og trussel om vold og død, som de russiske mindretal med ét befinder sig i.

Den bedste historie i samlingen er novellen A Local Man om en russisk ingeniør, som har forelsket sig i Tadsjikistan, er flyttet til Hurramabad og på få år gjort alt for at blive accepteret som ægte tadtjikker og bysbarn. I en satirisk finale ender han paradoksalt som den eneste lykkelige blandt Volos’ karakterer, idet han af en voldelig hob forveksles med en tadtjikker fra en konkurrende etnisk gruppe, hvorefter de tæver ham til døde på gaden: “For a moment he felt hard done by, but he died happy nevertheless, accepted finally as a local man.”

Ikke alle noveller er lige interessante, men bogen giver samlet set et interessant og indlevet billede af forholdene for det russiske mindretal i Tadsjikistan op til og under borgerkrigen, hvor landet forfalder i lovløshed i de forskellige krigsherrers vold. Anbefales til den, der er interesseret i Tadsjikistan i perioden.

Volos har skrevet Hurramabad i sit russiske eksil, men jeg tøver alligevel ikke med at lade bogen udløse et flueben ud for Tadsjikistan i min læseudfordring Verden i bøger.

K's vurdering: