Superflot og spændende bog for den historisk interesserede og for fans af historiske, grafiske visualiseringer. Rosenberg & Grafton har med denne smukke bog sat sig for at fortælle den historiske tidslinjes idéhistorie. Det lyder tørt og nørdet, men ihvertfald denne læser er tilpas nørdet til at blive indfanget og fascineret.

Den grafiske præsentation af historien som en tidslinie forekommer for de fleste i dag at være et helt banalt og selvindlysende visualiseringsredskab. Vi tænker uvilkårligt tiden og historien metaforisk rumligt som en udstrakt linje, hvor ethvert tidspunkt i historien netop er et punkt på en linje, hvor der er et før og et efter, og hvor afstanden mellem historiske begivenheder er visualiseret proportionalt med tidsforskellen imellem dem.

Rosenberg & Graftons hovedpointe med bogen er imidlertid at vise, at denne måde at visualisere historien på ikke er mere end ca. 250 år gammel.

De starter deres historie om tidslinjens kartografi med den romersk-kristne lærde Eusebius, som i sin Krønike i det 4. århundrede etablerede kronografien som et distinkt disciplin ved at opstille historiske (og mytologiske) begivenheder synoptisk (dvs. sideordnet) i en tabelform – fra Det Gamle Testamentes patriark Abraham og frem til Eusebius’ nutidige romerske, nykristnede rige. jf. illustration nedenfor.

Eusebius’ Krønike: Trojas fald. Her i en reproduktion fra det 15. århundrede (Rosenberg & Grafton, s. 16).

Eusebius’ tabelformel bliver skoledannende i de næste mange århundreder – uden at den dog helt udkonkurrerer den alternative genealogiske fremstilling af historien (f.eks. i form af et stamtræ).

Sammenlignet med den moderne tidslinje er Eusebius’ og hans efterfølgeres tabeller i forskellige grafiske varianter dog karakteriseret ved, at opstillingerne af parallelle begivenheder efter årstal grafisk set ikke er tidsmæssigt proportionale: der er ikke nødvendigvis lige stor tidsmæssig afstand mellem alle rækkerne i tabelopstillingerne. I de ældste gammeltestamentelige tider kan der således være flere hundrede års spring mellem hver række, mens der i de yngste tider kan være mindre end et år.

Ukendt kunstner: Illustration til Lorenz Faust’s Anatomia statuae Daniels (Danielstatuens anatomi) fra 1585. Her er herskerne fra de store monarkier i verden på den tid placeret på hver sin del af statuens rustning. Udover at illustrere historien genealogisk fungerer figuren også som en nyttig hjælp for studerende til at mnemorere kongerækkerne (Rosenberg & Grafton, s. 55).

Den moderne proportionale tidslinjes fødsel tilskriver Rosenberg & Grafton den engelske videnskabsmand og teolog Jospeh Priestley, hvis to store kort A Chart of Biography (1765) og A New Chart of History (1769) ifølge Rosenberg & Grafton fik langvarig indflydelse på måden at visualisere tid og historie. Priestley’s ambitiøse idé var at visualisere historien grafisk så at sige i ét billede, jf. illustrationer nedenfor. Det epokegørende – som kan virke banalt i dag, men ikke var det i det 18. århundrede – var, at de historiske begivenheder, berømte mænds liv og militære og politiske rigers udbredelse var visualiseret på en proportional tidslinje frem for efter eusebiske tabelprincipper.

Gengivelserne af Priestleys kort er i sig selv meget smukke og dybt fascinerende (hvis man har tilbøjelighed til den slags), og det gælder i det hele taget rigtig mange af de mange illustrationer i Cartographies of Time. De grafiske reproduktioner fylder således – heldigvis – mest i god overensstemmelse med bogens idé. Og de demonstrerer til overflod den gamle talemåde om, at et billede siger mere end tusind ord. Prøv bare at se eksemplerne herunder (klik på billederne for større versioner). Men også teksten er særdeles interessant og binder de mange illustrationer glimrende sammen til en samlet set rigtig fin fremstilling.

Joseph Priestley: A Chart of Biography (1765). På kortet illustrerer Priestley via horisontale linjer ordnet tidsmæssigt proportionalt mere end totusind berømte mænds (og det var primært mænd) liv – opdelt i statsmænd og krigere, kunstnere og poeter, metafysikere, historikere m.fl. sorteret i farvekoder. Man bemærker, at der er flest linjer i alle kategorier i den yngste del af historien. Det kan have at gøre med en vis kronocentrisme (hvis det ord findes?) eller mængden af overleverede kilder. Men det er også en pointe i visualiseringen, at visse grupper er legio til alle tider (de gule statsmænd og krigere og de røde præster og metafysikere), mens andre har haft skiftende opblomstringstider (de lyseblå matematikere og fysikere og de lyserøde kunstnere og poeter) (Rosenberg & Grafton, s. 118-119).

Joseph Priestley: A New Chart of History (1769). En grafisk illustration af de store verdensimperiers opstigning og fald, orienteret horisontalt på en proportional tidslinje – efter samme skala som Priestleys A Chart of Biography, så de to er umiddelbart sammenlignelige (Rosenberg & Grafton, s. 120-121).

Min eneste anke mod bogen er, at mange af de meget detaljerede kort, tabeller og tidslinjer og for små i gengivelserne til, at man kan se detaljerne ordentligt – på trods af, at bogen er i relativt stort format. Det hænger sammen med, at mange af originalerne er meget store. De er derfor heller ikke en egentlig kritik af bogen: Hvis de største kort skulle have været tilstrækkelig detaljeret gengivet, så ville det have krævet et avanceret folde-ud-system, og så ville bogen formentlig være blevet alt for dyr i fremstillingen til, at sådanne som jeg kunne have købt den for penge.

Anbefalet til kort- og historienørderne!

John Sparks, The Histomap (1931) (Rosenberg & Grafton, s. 217).

K's vurdering: