Tété-Michel Kpomassie: En afrikaner i Grønland

Temperaturen er nogle gange nede på minus 40 grader celsius, men den unge togoleser Tété-Michel Kpomassies beretning fra hans lange rejse til og i Grønland i 1960’erne er ikke desto mindre fyldt med varme og charme.

Jeg har læst denne bog som repræsentant for Togo i min læseudfordring Verden rundt i bøger. På nær de første kapitler fra forfatterens barndom i Togo og enkelte perspektiveringer undervejs i form af sammenligninger af grønlandske skikke med togolesiske, så handler bogen ret beset – som titlen jo også antyder – mere om Grønland end om Togo.

Tété-Michel Kpomassie er født og opvokset i Togo, og i bogens første kapitler hører vi om hans barndom og især om en begivenhed, der skal blive skelsættende, hvor han bliver overrasket af en pythonslange højt oppe i en kokospalme og styrter ti meter ned fra træet. Faldet og chokket og sender ham ud i en sygdomstilstand, som får hans far til at bringe ham til den lokale slangekults præstinde for at helbrede ham, og det ender med, at drengen loves bort til kulten. Det skal han nu ikke nyde noget af, og da han på et tidspunkt tilfældigt læser en bog om Grønland bliver han optaget af tanken om at rejse til det høje nord – hvor der ikke er nogen slanger.

Som sekstenårig stikker Michel således af hjemmefra og begiver sig ud på dét, der i 1960’erne for en afrikansk dreng uden penge på lommen, skal blive en meget lang rejse. Otte år tager det ham at rejse op gennem Vestafrika og Europa, førend han i 1965 – og lidt mere end en fjerdedel inde i bogen – endelig kan anløbe havnen i Qaqortoq (Julianehåb) i Sydgrønland som 24-årig.

Hans ophold i Grønland kommer til at vare halvandet år og bringer ham fra det sydligste Grønland op langs vestkysten langs Diskobugten og til Upernavik som det nordligste. Drømmen om at nå det nordligste Thule får han ikke realiseret, men undervejs får han både kørt hundeslæde og deltaget i fiskeri og sælfangst.

Og først og fremmest møder han en masse mennesker. Overalt tages han imod med åbne arme og en for ham forbløffende gæstfrihed, ikke mindst hos de allerfattigste grønlændere i de små bygder. Den høje, sorte mand med det krusede hår – angiveligt den første sorte afrikaner, der nogensinde har besøgt Grønland – er en kilde til uendelig fascination blandt børn og voksne, og de fleste steder synes de lokale nærmest at konkurrere om at huse og beværte ham.

Her er han på sin første dag efter ankomsten på vej til et hus, hvor han er inviteret på velkomstkaffe:

På vejen derhen dukkede børn op overalt for at følge efter os, og der havde snart samlet sig et så stort opløb at den lille politistyrke i Qaqortoq så sig nødsaget til at følge ganske langsomt efter i bil for at forhindre børnene i at vælte “den fremmede” omkuld. Optoget fik mig til at tænke på lilleputterne der omringer Gulliver. Jeg var taget ud på opdagelse og var også selv blevet en opdagelse.

Litterært set står En afrikaner i Grønland ikke ligefrem til en placering i verdenslittearturens kanon. Den er skrevet i et enkelt, ubemærkelsesværdigt sprog, og det er for så vidt fint nok, men kompositionen er noget ujævn.

Bogen virker i høj grad som en bearbejdet udgave af Kpomassies dagbogsnoter, hvor de forskellige dele af hans ophold får den samme vægt i bogen, som de mere eller mindre tilfældigt har haft i hans noter. Det betyder f.eks., at nogle begivenheder og observationer behandles endog meget detaljeret, mens andre – som man som læser måske gerne havde set bogen opholde sig lidt mere ved – omvendt skøjtes kursorisk henover.

Forfatteren i Qaqortoq (Tété-Michel Kpomassie, 1965).

Kpomassie skriver imidlertid med en afvæbnende ligefremhed, som har sin egen charme. Han er ikke antropolog, geograf eller historiker og giver sig ikke ud for at være det. Beretningen er således meget personlig og udtryk for hans egne indtryk fra den lange rejse – på godt og ondt.

Kpomassie afholder sig således hverken fra at fælde moralske domme eller forkynde sin umiddelbare begejstring og glæde ved de kulturelle skikke, han konfronteres med, og de mange mennesker, han med sit tilsyneladende vindende væsen vader lige ind i med træsko (eller skulle man sige kamikker) på.

Fiskeri gennem et hul i isen. Foto fra bogen (Tété-Michel Kpomassie, 1965).

Selv om nogle dele af bogens fremstillinger har et noget kursorisk og opremsende præg og andre dele er præget af lidt for mange gentagelser, så beretter Kpomassie gennemgående levende om både Grønlands fascinerende natur og ikke mindre fascinerende kultur. Ikke mindst de grønlandske spisevaner og madtilberedning skildres indgående. Og nej, selv om Kpomassie selv synes at vænne sig til rå, frossen fisk, spæk og kogt sæl uden krydderier, så har det ikke givet denne læser mere, snarere mindre, appetit på det grønlandske køkken.

For så vidt angår kulturen tjener det til bogens ære, at der ikke er tale om en entydigt romantiserende fremstilling. Kpomassie er betaget af inuitternes gæstfrihed og åbne omgang med hinanden, men han er ikke blind for og bliver i nogen grad både bedrøvet og forarget over de mørkere sider af det grønlandske samfund. Det gælder i særlig grad den drukkenskab, han støder på overalt, men også den frie seksuelle omgang mellem inuitterne, som han ganske vist selv nyder godt af, men som også udfordrer hans moralbegreber.

Samlet set er bogen ganske fornøjelig og let læsning. Interessant både for sit portræt af kulturer i Grønland og for det, man kan lære om de den togolesiske forfatters egne normer gennem hans fremstilling af grønlænderne.