Kurt Vonnegut møder Monty Python møder Wittgenstein møder Derrida….. -agtigt. David Foster Wallaces gakkede postmodernistiske roman The Broom of the System fra 1987 er i sine bedste passager en skarp og morsom satire med sans for det groteske, som fik mig til at grine højt for mig selv undervejs. Men den er også alt for lang og alt for studentikost optaget af sig selv, hvilket fik mig til at gabe irriteret gennem de sidste ihvertfald 200 sider.
Et par korte referencer til enkelte af personerne og handlingstrådene kan give en idé om, hvilken genre vi bevæger os i:
Bogens hovedperson, den 24-årige telefonomstiller Lenore Stonecipher Beadsman, lider af personlige identitetsproblemer, indgivet hende af hendes Wittgensteinpåvirkede, ordfetichistiske oldemor, også Lenore Beadsman, som har plantet den forestilling i hende, at en person ikke er andet end det, der kan siges om hende (og er virkeligt levende personer så mere eller mindre virkelige end personer i en roman – eller personer i en historie i en roman?). Og så er der allerede lagt op til en gang metafiktion, som desværre udarter i uforløste absurditeter i sidste del af bogen.
I starten af romanen forsvinder Lenores oldemor mystisk fra sit plejehjem (hvor hun bor på et permanent 37 grader opvarmet værelse, idet hun over årene har udviklet en fysiologisk koldblodighed) sammen med 24 andre beboere. Oldemorens forsvinden viser sig at være forbundet med en storkapitalistisk sammensværgelse, der også involverer Lenores far, som er en lokal babymadproducent, om at berige babymos med stoffer fra kalves koglekirtler (dér, hvor sjælen ifølge Descartes var fysiologisk forankret, husker vi), hvilket skal kunne fremskynde børns sproglige udvikling….
Hvilket ikke er helt uden forbindelse til, at Lenores neurotiske og narcissistiske nymfeparakit, Vlad The Impaler (på dansk Vlad Pælespidderen, også kendt som den historiske Dracula), pludselig begynder at tale løs i en skøn blanding af obskøniteter og fromme kristne slagord, hvilket sidste skaber fuglen en tv-karriere på en kristen tv-prædikantkanal som “the Lords chosen feathered vehicle”, hvor den skal formidle “the Lord´s true comtemporary message” (idet den eksalterede tv-prædikant dog har problemer med at få Vlad The Impaler til at levere Herrens helt præcise, intenderede budskab med den rette timing: “All contributing subscriptions are tax-deductible” (s.277)).
Og så er der Lenores 18 år ældre kæreste og chef, Rick Vigorous, med det kæmpestore mindreværdskompleks og den mikroskopiske penis. Og så videre og så videre i samme gakkede stilart.
Handlingen er henlagt til staten Ohio i året 1990 (dvs. tre år fremme i tiden i forhold til bogens udgivelsestidspunkt, hvilket giver Wallace alibi for at kaste et par science fiction elementer ind), hvor der midt i staten er blevet anlagt en kunstig, sort ørken, the Great Ohio Desert (i daglig tale G.O.D.), som indbyggerne bruger som rekreativt område – når de føler “a need for sinisterness” og søger mod ensomheden i ørkenen (“The really desolate areas can get pretty crowded, of course, sometimes, so it’s good to get there early…” (s.143)).
Bogen er fortalt i en eksperimenterende blanding af high speed dialoger (nogle af dem i så højt tempo, at vi kun får replikkerne fra den ene deltager med), udskrifter fra Lenores og hendes kærestes individuelle terapiseancer hos deres højst inkompetente, uetiske og overstyrende psykolog, avisartikler, udkast til noveller forfattet af romanpersonerne mv. Det virker i passager ret godt – men det hele bliver for meget og for langt med for mange gentagelser af de samme temaer.
De bedste passager i bogen er imidlertid ubetaleligt morsomme. Hvor det går højest, udviser Wallace et satirisk talent i klasse med Vonnegut. F.eks. i en guddommelig scene i form af en transkription fra et møde mellem staten Ohios guvernør og et par af hans embedsmænd, hvor anlæggelsen af ovennævnte ørken bliver rask besluttet:
“GOVERNOR: Guys, the state is getting soft. I can feel softness out there. It’s getting to be one big suburb and industrial park and mall. Too much development. People are getting complacent. They’re forgetting the way this state was historically hewn out the wilderness. There’s no more hewing.
MR. OBSTAT: You’ve got a point there, Chief.
GOVERNOR: We need a wasteland.
MR. LUNGBERG and MR. OBSTAT: A wasteland?
GOVERNOR: Gentlemen, we need a desert.
MR. LUNGBERG and MR. OBSTAT: A desert?
GOVERNOR: Gentlemen, a desert. A point of savage reference for the good people of Ohio. A place to fear and love. A blasted region. Something to remind us of what we hewed out of. A place without malls. An Other for Ohios Self. Cacti and scorpions and the sun beating down. Desolation. A place for people to wander alone. To reflect. Away from everything. Gentlemen, a desert.
MR. OBSTAT: Just a super idea, Chief.
GOVERNOR: Thanks, Neil. Gentlemen, may I present Mr. Ed Roy Yancey, of Industrial Desert Design, Dallas. They did Kuwait.
[…]” (s.54).
Og så videre i dén dur – det er sort satire i høj klasse.
En af de sjoveste scener er en grotesk restaurantscene med den ufatteligt fede forretningsmand Norman Bombardini (som må være kalkeret af efter den altædende og opkastende, pæreformede restaturantgæst i Monty Pythons The Meaning of Life). Bombardini er et billede på den altopslugende kapitalistiske grådighed og udfolder samtidig en parodi på dialektikken mellem Selvet og Den Anden i hegeliansk filosofi – idet han som løsning på problemet med uforeneligheden mellem Selv og Andet har besluttet sig for i bogstavelig forstand at æde alt (forstået som alt Andethed i verden) og dermed vokse til uendelig størrelse, indtil han til sidst selv udfylder hele universet…. Ikke uden evner.
Bogen vil gerne være en satirisk, filosofisk inspireret, postmodernistisk kritik af mangt og meget på en gang: af kynisme i den politiske og øknomiske verden, af bullshit i den terapeutiske psykologbranche og i det hele taget af den megen bullshit, man i 1980’erne (og frem…) kan støde på i den humanistiske del af universitetsverdenen under påvirkning af såkaldt dekonstruktivisme og postmodernisme. Det lykkes i nogle passager, f.eks. ædescenen med den gigantiske Mr. Bombardini.
Men den på romanens udgivelsestidspunkt kun 24-årige Wallace virker desværre i alt for høj grad selv rundet af samme universitære dekonstruktivistiske miljø. The Broom og the System tåger i sidste halvdel ud i dræbende kedsommelige og uendeligt lange gentagende selvreferencer med endeløse og trods alt for fjollede excesser ud i psykoanalytisk-postmodernistiske Selv/Andet-dikotomier.
David Foster Wallace har et sted selv udtalt, at hans roman kan læses som “en samtale mellem Wittgenstein og Derrida”. Det er en mildt sagt prætentiøs ambition, som bogen slet ikke kan honorere, og det siger lidt om den studentikose afsmag ved store dele af bogen.
Alt i alt er jeg i syv sind i forhold til den samlede vurdering: Hvis du som jeg har en forkærlighed for Vonnegut-agtig sort satire og fremstillingsmæssige eksperimenter, så kan jeg varmt anbefale den første halvdel. Og når det begynder at blive kedeligt ca. halvvejs, så læg endelig bogen væk – for uden at ødelægge nogen spænding, tør jeg således roligt røbe, at der ved slutningen af bogen ikke er færre løsthængende handlingsmæssige tråde, end der er midt i bogen….
The Broom of the System har karakter af at være et tidligt værk fra en meget talentfuld, men også meget ung forfatter. Wallaces senere roman, Infinite Jest, går for at være hovedværket og har opnået en vis kultstatus, og jeg vil ikke afvise, at jeg kan finde på at give den et forsøg på et tidspunkt. Men jeg venter lige lidt.
Skriv et svar