Velskrevet, men ikke 100 pct. vellykket, amerikansk-jødisk noir-krimi – tilsat konspirationsteori og jødisk Messias-tema.
Michael Chabons Det Jiddische Politiforbund er et mærkeligt konstrukt. Kernehistorien er en noir krimi efter klassisk forskrift med en forhutlet, fordrukken kriminalbetjent med disciplinærproblemer og et forlist ægteskab bag sig. Med det utraditionelle tvist, at det foregår i et jødisk miljø.
Det for alvor utraditionelle er dog, at Chabon har rammet krimihistorien ind i et “hvad-nu-hvis…” alternativhistorisk univers. Handlingen foregår i nutiden, men er henlagt til en fiktiv udgave af distriktsbyen Sitka i Alaska, som i romanen har udviklet sig til en jødisk delstat med midlertidig politisk særstatus, der imidlertid er på nippet til at blive ophævet.
Chabon har taget udgangspunkt i faktiske historiske begivenheder i USA omkring 1940-41, hvor et lovforslag om at tilbyde europæiske jøder et miderltidigt politisk helle i USA faldt med en relativt beskeden margin. Chabon har så spurgt: Hvad nu hvis…. den amerikanske politiker, der var bannefører for den argeste modstand mod forslaget, var blevet dræbt i en trafikulykke? I romanen har det ført til, at forslaget blev vedtaget, adskillige millioner europæiske jøder lykkedes med at flygte til USA, hvor de grundlagde et jødisk samfund i distriktet Sitka i amerikansk Alaska – og hvorfra de breder sig via ulovlige bosættelser til andre dele af Alaska i sammenstød med den oprindelige indianske Tlingit-befolkning.
2. verdenskrig blev ifølge Chabons alternative historie øvrigt forlænget ind i 1946 og afsluttet med atombombning af Berlin, staten Israel blev ganske vist oprettet, som vi kender det i den faktiske historie i 1948, men Israel tabte den første krig mod de arabiske nabostater, og jøderne blev hurtigt smidt ud igen, Kennedy giftede sig med Marilon Monroe, Orson Welles fik faktisk fuldført sin filmatisering af Heart of Darkness m.v.
Den første del af roman fandt jeg ganske velfungerende: Chabon lykkes godt med at opbygge et klassisk noir univers á la Raymond Chandler, og vores forhutlede helt forfølger et mordspor ind i hjertet af et af det fiktive Sitkas svært ortodokse og svært kriminelle jødiske subsamfund.
Omtrent midt i romanen sker der imidlertid et skift i scene og stemning. Vor helt forlader Sitka by og dermed opløses desværre også meget af den fortættede mørke, kuldslåede noir stemning. Mordgåden udvikler sig til en verdensomspændende konspiration, og der introduceres et jødisk Messiastema. Og samtidig forsvandt min interesse for historien og kom ikke igen.
Chabon skriver et flot, billedrigt, omend lidt komplekst sprog. Det ødelagde dog noget af min læseoplevelse, at han har krydret både replikker og fortællerstemmen med en ret stor mængde jiddische ord, som optræder uoversatte (såsom sholem, shtarker, noz, shoyfer….). Betydningen af de fleste kan man ganske vist gætte sig til, ihvertfald efter at de har optrådt nogle gange. Hensigten er vel at bidrage til stemningen, og det virker også i et vist omfang, men først og fremmest forstyrrede det min læsning og gjorde den unødigt abrubt.
Så samlet set var jeg ved bogens slutning ikke længere så begejstret, som jeg i starten af bogen troede, at jeg ville være.
Har ikke læst Det Jiddische Politiforbund, men er i gang med forfatterens Telegraph Avenue, der benytter (alt for) mange henvisninger til jazzmusikere og andre indforståede morsomheder, f.eks. “Brokeland Records var næsten den sidste af sin slags, Ishi, Chingachgook, vandreduen Martha.”(s.40). Og netop derfor, kan jeg sagtens relatere til K’s større eller mindre frustration over det komplekse, og unødigt abrubte, i Chabons sprog.
Coffee: Hmm, ja, din kommentar til Telegraph Avenue (som jeg så omvendt ikke har læst) siger mig nok, at jeg vil lægge yderligere Chabon på hylden foreløbig – anmelderroser uanfægtet. Jeg hører ganske vist til dem, der sagtens kan fryde mig og gnægge over velanbragte, indforståede eksterne referencer, hvis de tilfører et ekstra betydningslag – men den rigtig gode forfatter er efter min mening karakteriseret ved, at sådanne referencer er tilpas subtile til, at de ikke ødelægger den umiddelbare læsning for den læser, der ikke på stående fod har referencen, og i øvrigt ikke er enmestrer fuldt udætning for at nyde sproget og fortællingen. Det er noget fx en Svend Aage Madsen mestrer – men som en Chabon nok ikke mestrer – eller ikke vælger – fuldt ud.