Mohammed Hanifs debutroman fra 2008 har i nogle henseender karakter af en slags pakistansk Catch-22. Som satirisk roman har den ikke så få kvaliteter, men den er også vel lang, og lider under den litterære satires typiske problem, at den har svært ved at gøre sine personer levende og troværdige.

A Case of Exploding Mangoes er skruet sammen omkring en virkelig begivenhed: Den 17. august 1988 styrtede et pakistansk Herkulesfly ned og eksploderede kort efter, at det var lettet. Ombord var blandt andre Pakistans diktator gennem ti år, general Mohammad Zia-al-Huq, adskillige andre pakistanske topmilitærfolk og den amerikanske ambassadør i Pakistan. Alle ombordværende blev dræbt. Årsagen til styrtet er aldrig blevet opklaret, men konspirationsteorierne har floreret så meget desto mere livligt.

Med afsæt i dette flystyrt udfolder Hanif sin historie i to spor: Dels følger vi romanens jeg-fortæller, den unge Ali Shigri, kadet i det pakistanske flyvevåben og søn af en dekoreret oberst i hæren, der angiveligt begik selvmord for nogle år tilbage. Shigri arresteres i begyndelsen af romanen af det hemmelige politi, tilsyneladende mistænkt for at have konspireret mod præsidentens liv. Kun gradvist – og først til allersidst – finder vi som læsere ud af, hvad der er op og ned i anklagerne og sammenhængen i historien.

Parallelt hermed følger vi – via en alvidende fortæller – general Zia-al-Huq ham selv og en række personer omkring ham. I Hanifs fremstiling er generalen et magtsygt, forfængeligt, paranoidt og grundlæggende ikke særlig begavet, lille menneske, som går forrest i forvandlingen af Pakistan til et religiøst diktatur, men i praksis savler over amerikanske, kvindelige journalisters hvide bryster. Han har i øvrigt grund til at være paranoid, for alle omkring ham synes at konspirere imod ham.

Hanif spidder med sin satiriske pen både det pakistanske militærvæsen (og militærvæsen til alle tider – heraf min associaation til Joseph Hellers satiriske klassiek Catch-22), USAs samarbejde med Pakistan og de afghanske mujahediner under Sovjetunionens besættelse af Afghanistan i 1980’erne, Pakistans egen transformation i retning af en islamistisk stat i samme periode under general Zia ul-Haq og i det hele taget det pakistanske religiøse militærregimes karakter af en stor paradeforestilling – en parade, som ikke desto mindre har særdeles virkelige konsekvenser for de mange pakistanere, som undertrykkes, fængsles, tortureres og slås ihjel af regimet.

Mohammed Hanif (f. 1964).
Foto fra forfatterens Goodreads-profil.

Mohammed Hanif (f. 1964) kender det militærvæsen, han parodierer, indefra. Hanif er således selv uddannet pilotofficer i det pakistanske luftvåben – en karrierebane, han dog hurtigt forlod for at at blive journalist og forfatter.

Som forfatter er Hanif en ganske begavet humorist. Han forfalder ind i mellem til slapstickhumor, men mestendels er satiren underspillet, samtidig med at den gennemsyrer stort set hver eneste sætning i bogen. Sprogligt set er A Case of Exploding Mangoes ikke nogen specielt bemærkelsesværdig læseoplevelse, men bogen vinder på Hanifs sorte humor og satiriske blik på selv de mest groteske og forfærdende aspekter af det pakistanske militærdiktatur.

Romanen har således en del kvaliteter, men den er desværre også for lang i spyttet for min smag. Man skal næsten 100 sider ind i romanen, før den rigtigt lægger fra, og selv derefter lykkedes det mig aldrig rigtigt at blive fanget ind. En del af problemet deler bogen med andre satiriske romaner: Satiren kommer til at stå i vejen for at tegne troværdige personer, man kan leve sig ind i.

Jeg-fortælleren fik jeg således aldrig et andet end et helt udvendigt forhold til – måske også et biprodukt af, at Hanifs romankomposition hviler på, at vi som læsere ikke får indsigt i fortællerens egentlige ærinde, før til sidst.

A Case of Exploding Mangoes skal dog have kredit for en ret forrygende finale, der på overraskende vis samler alle trådene – i en grad, så jeg næsten tilgiver Hanif for at have skrevet lidt for langt på vejen dertil.

Under alle omstændigheder var Mohammed Hanif et interessant bekendtskab, som jeg ikke vil afvise at opsøge igen.

K's vurdering: