Caryl Phillips: The Final Passage

Portræt af en ung kvinde på St. Kitts i slutningen af 1950’erne og af den kuldslåede drøm om England blandt sorte, vestindiske emigranter. Ikke en dårlig bog, men heller ikke egentligt medrivende.

Caryl Phillips (f. 1958) er født på St Kitts, men er vokset op i England. Han har modtaget adskillige litterære priser for sine værker, som omfatter ti romaner, en række skuespil og essaysamlinger. The Final Passage (1985) er hans debutroman, som han angiveligt skrev inspireret af sit første besøg på St. Kitts som voksen.

Landet Saint Kitts & Nevis består af de to øer St. Kitts og Nevis, som er en del af de små Antiller i Caribien. Øerne var blandt de første caribiske øer, der blev koloniseret af Storbritannien i hhv. 1623 og 1628. Endelig selvstændighed opnåede landet først i 1983.

The Final Passage er et for så vidt fint og indlevet portræt af den ganske unge kvinde Leila, som er vokset op i en landsby på St. Kitts. Leila forelsker sig i og bliver gravid med en uduelig charlatan af en mand, som hun mod sin mors og bedste venindes råd gifter sig med. Allerede på deres bryllupsdag bliver det klart, at manden foretrækker at tilbringe sin tid hos sin elskerinde, som han i forvejen har et barn med.

Romanen nævner ingen årstal, men på baggrund af forskellige tidsmarkører kan man regne sig frem til, at vi må være i slutningen af 1950’erne, mens St. Kitts og Nevis stadig var en del af det britiske koloniimperium og på et tidspunkt, hvor den sorte befolkning på de vestindiske øer i stigende grad begyndte at emigrere til England.

Også den unge Leila beslutter sig for at prøve lykken og rejse efter sin mor, der er taget til England for at blive behandlet for en sygdom. Men mødet med England bliver ikke som ventet. Det er ikke kun vejret, der er koldt og gråt, det gælder også menneskene i et London i 1950’erne, hvor grafittien på de afskallede mure siger ting som “IF YOU WANT A NIGGER NEIGHBOUR VOTE LABOUR,” og hvor farvede ikke er velkomne som lejere i andet end slumlejligheder.

   Leila looked at England, but everything seemed bleak. She quickly realized she would have to learn a new word; overcast. There were no green mountains, there were no colourful women with baskets on their heads selling peanuts or bananas or mangoes, there were no trees, no white houses on the hills, no hills, no wooden houses by the shoreline, and the sea was not blue and there was no beach, and there were no clouds, just one big cloud, and they had arrived.

Jeg har ikke noget at udsætte på Caryl Phillips’ sprog. Han skriver fint og flydende, men ikke bemærkelsesværdigt. Det skulle da lige være dialogen, som er skrevet i et grammatisk meget simpelt talesprogsengelsk, som jeg antager ligner det talte sprog i de små byer på St. Kitts.

Romanen er fortalt i en form, der springer frem og tilbage i tiden. Det havde en interessant effekt i første del af bogen, hvor jeg fik indtryk af, at Phillips havde sat sig for at fortælle historien baglæns én scene af gangen. Men længere fremme i romanen løber det ud i mere planløs hoppen frem og tilbage. Det fungerer såmænd godt nok, men jeg havde lidt svært ved at se det fortællemæssige formål med denne form – det virkede mere som en debuterende forfatters eksperimenter end båret af en klar idé.

Måske havde jeg for store forventninger på grund af den generelt meget positive omtale af Caryl Phillips, jeg på forhånd havde læst flere steder. Ihvertfald var jeg lidt skuffet. Jeg blev kun i kortere passager fanget for alvor, og i en del af romanen kedede jeg mig lidt.

Jeg er klar over, at jeg bevæger mig på kanten af mine egne kriterier, når jeg regner The Final Passage for en bog fra St. Kitts & Nevis: Caryl Phillips er ganske vist født på St. Kitts, men emigrerede til England med sin forældre kun fire måneder gammel. Og mig bekendt har han kun besøgt St. Kitts sidenhen som turist. Men han har trods alt en forbindelse til landet, og romanen foregår primært på St. Kitts, så jeg lader den passere.

K's vurdering: