Julian Barnes: Levels of Life

“You put together two things that have not been put together before. And the world is changed” (s.3). Sådan lyder de første linjer i Julians Barnes’ seneste bog, og det er præcis dét han prøver at gøre i denne noget ujævne, men ikke desto mindre meget fine og anbefalelsesværdige lille bog om kærlighed, tab og sorg.

De to ting, der sættes sammen, er små nedslag i ballonfartens historie og en dybt personlig beretning om Barnes’ egen sorg over sin kones død.

Bogen falder i tre meget distinkte dele: Første del, “The Sin of Height”, er en ikke-fiktiv fremstilling af forskellige højdepunkter, om man så må sige, fra luftballonfartens historie i Frankrig og England i 1800-tallet med fokus på den franske luftballonpioner og fotograf Nadar, som angiveligt var den første, der eksperimenterede med luftfotografi.

Andel del, “On the Level”, er en historisk inspireret fiktion over en kort kærlighedsaffære mellem den engelske luftballonskipper og verdensmand, kaptajn Fred Burnaby, og fransk teaters store femme fatale i sidste halvdel af 1800-tallet, Sarah Bernhard.

Bogens egentlige ærinde udfoldes imidlertid i den tredje og bedste del, “The Loss of Depth”. Her får vi Julian Barnes’ stærkt personlige og (sådan virker det ihvertfald) ærlige reflektion over hans egen store, store sorg over tabet af sin kone gennem 30 år, som døde efter kort tids kræftsygdom 4 år før, bogen blev skrevet. Her viser det sig, at formålet med bogens to første dele primært er at etablere et sæt af metaforer, som Barnes kan bruge til at sætte ord på den kærlighed og sorg, der ellers unddrager sig beskrivelse.

“You put together two things that have not been put together before; and sometimes it works, sometimes it doesn’t,” skriver Barnes som manchet til bogens anden del om affæren mellem luftballonskipperen og skuespilleren, og det er en passende manchet til den lille fine kærlighedshistorie mellem to store bohémer, som på forhånd er dømt til at mislykkes.

Måske er manchetten også Julian Barnes’ eget implicitte forbehold for, hvordan hans romaneksperiment med bogen som helhed falder ud. I så fald er det et velanbragt forbehold, for hvor sympatisk jeg end finder forsøget, og hvor fine og velskrevne, de tre dele af bogen hver især end er, så fungerede sammensætningen ikke helt for mig.

Kærlighed og ballonfart har ifølge Barnes det til fælles, at det er der, hvor sandhed og magi mødes. Tjah, hmmm…. det kunne man måske nok sige om en hel del. Jeg havde lidt svært ved at følge fascinationen af luftballonfarten og de første eksperimenter med luftfotografi. Og jeg fandt metaforikken lidt anstrengt. Men man må jo gå ud fra, at den fungerer for Barnes selv.

Til gengæld er den tredje del om Barnes’ personlige sorg og kærlighed så stærk, at jeg samlet set varmt må anbefale den lille bog. Barnes skriver helt usentimentalt, men alligevel – eller måske derfor – så vedkommende, bevægende og næsten fysisk hjerteknugende om sin sorg, at jeg undervejs måtte sænke bogen flere gange for at få hold på mig selv.

Om ordenes utilstrækkelighed til at begribe sorgen, tabet, fraværet, savnet. Om vreden på verden for at gå videre uden hende. Om vreden på venner for ikke at forstå, ikke at kunne forholde sig til hans sorg. Om at tale med hende hver dag efter hendes død. Om ikke at kunne forholde sig til nye erfaringer, fordi han ikke længere kan dele dem med hende. Om tankerne om selvmord som udvej.

… here is the final tormentning, unaswerable question: what is ‘succes’ in mourning? Does it lie in remembering or forgetting? A staying still og a moving on?

Noget af det fine og stærke er, at Barnes undgår at gøre bogen til et stykke sentimentalt bekendelseslitteratur eller til et idiosynkratisk erindringsbillede af hans kone som menneske. Han fastholder fokus på sorgen som sådan og på måder at forholde sig til sorgen på: hans egne måder og omverdenens måder fra den tabubelagte tavshed til de velmenende, men mere eller mindre malplacerede gode råd fra venner og bekendte (“anskaf dig en hund”, “nyd din frihed”, “tag ud og rejs”, “er det ikke på tide at du møder nye mennesker/kvinder”).

Barnes skriver et sted, at hvert enkelt menneskes sorg er unik, og at man grundlæggende ikke kan bruge andres erfaringer med den til at komme igennem sin egen. Det er måske rigtigt. Men jeg er nu ikke sikker på andet, end at hans lille bog er god at reflektere med – også for os, der ikke selv har haft sorgen inde på livet i samme dybe omfang som Barnes.

Således meget anbefalelsesværdig – ballonfart eller ej.

Opdatering (27.04.2015): Levels of Life er den 24.04.2015 udgivet på dansk som Vejen op, vejen ned oversat af Claus Bech (Tiderne Skifter).

K's vurdering: