Mette Østgaard Henriksen: Heksehistorier & Lesbiske eventyr om mænd

Mette Østgaard Henriksens to små pixi-bøger Heksehistorier og Lesbiske eventyr om mænd er udgivet samtidig og lægger i form og indhold i høj grad op til at blive læst som to dele af samme værk.

Fysisk er de i samme kvadratiske pixi-format: Den ene er sort med gul titel. Den anden er gul med sort titel. De består begge af en samling kortprosastykker på 1-2 små sider, heraf en del på kun nogle få korte sætninger.

Prosateksterne er også bygget op på samme måde: I den ene starter alle teksterne med ‘Der var engang en kvinde, der…” og i den anden med ‘Der var engang en mand, der…”. Men derudover er de faktisk ret forskellige.

Den gule bog om mænd fungerer bedst.

Lad mig med det samme skuffe husarerne: Der gemmer sig ingen pikanterier bag titlen ‘Lesbiske historier om mænd’. Eventyrerne er således netop om, ikke med, mænd. Det lesbiske i titlen må man forstå som et hint om, at her anlægges der et distanceret, undrende og skeptisk blik på mændenes verden. Men det er ikke et uinteresseret blik, og det er heller ikke uden indlevelse og ømhed.

De bedste af teksterne indfanger i et kort glimt livet for ensomme mænd, der aldrig har fundet en forbindelse til menneskene og verden omkring dem. Og samtidig får de læseren til at tænke og digte videre på alt det, der kunne stå mellem og efter linjerne.

Der var engang en mand, der havde brugt alle sine penge på en ferie til New York. Bagefter gik han rundt og kedede sig. Når han lagde et øre helt ind til væggen, kunne han høre en stille stønnen. Imens lå han og tænkte på den nat med Thorsten for snart mange år siden.

Lidt for mange af teksterne er dog ikke skarpe nok, og nogle efterlader trods alt for meget at fylde ud for læseren, hvis der skal komme en slags mening ud af teksten. Til gengæld er andre bare ret pudsige og sjove, som nu denne her om den lille bitte irriterende mand:

Der var engang en mand, der var lille bitte og irriterende. Han vidste alt om alger og mos, og hver gang nogen ville vide noget om alger og mos, så var de nødt til at gå hen til den lille bitte irriterende mand og spørge.

Heksehistorierne handler omvendt om kvinder og her er både tone og indhold anderledes. Mette Østgaard Henriksen dyrker billedet af kvinden som forbundet med naturen og universet, som altings moder og ophav. Alle teksterne ender med, at kvinden dør, og som regel på en måde, hvor hun bliver (gen)forenet med jorden, vandet, luften, universet. Det udvikler sig næsten til en paradoksal karikatur af visse feministiske positioners reaktion mod patriarkalske ideologiske konstruktioner af kvinden og det kvindelige som bare krop og natur i modsætning til maskulin ånd og kultur.

Det fungerer ikke rigtigt. Teksterne er gennemgående for tænkte og for tunge i symbolikken. Der er dog også poetiske øjeblikke i nogle af teksterne:

Der var engang en kvinde, der hver nat drømte, at hun ikke kunne flyve. I drømmene mærkede hun den fulde tyngde af sin krop, og hendes skridt blev tungere og tungere. Hun krummede sig mere og mere sammen, og til sidst var hun bare en klump kød og knogler på et tomt fortov. Så kom der nogen og gravede et hul og kastede klumpen derned […] Men når hun vågnede næste morgen, rystede hun oplevelsen af sig med et lille spjæt. Hun bredte vingerne ud og gav slip.

Enkelte af teksterne er også helt sjove på trods af det ideologiske budskab. F.eks. den om kvinden, der i virkeligheden var en hest (hvilket naturligvis betyder, at hun i virkeligheden er en kvinde, hvilket er uforståeligt og uacceptabelt for den hegemoniske maskuline videnskab, som derfor må definere hende som noget andet end et egentligt menneske, spærre hende inde og gøre hende til genstand for undersøgelser):

Der var engang en kvinde, der i virkeligheden var en hest. Folk opførte sig over for hende, som om hun var et menneske, men hun var virkelig en hest. De rynkede på næsen i afsky, når hun vrinskede og slog med nakken, og da hun begyndte at gå på alle fire, lod de hende indlægge. De prøvede at få et ordentligt menneske ud af hende, men det er svært at lære en hest at gå på to ben og tale pænt. […] hun blev arrig som aldrig før og sprang gennem stuerne og vrinskede hidsigt med en hale af fagfolk efter sig […].

Alt i alt er de to små pixibøger et sjovt eksperiment, som dog kun er delvist vellykket. Men til sølle 30 kr. pr. bog er de nu et par gode skægge små pauser.

K's vurdering: