Rasmus Daugbjerg: Trold

Original økokritik fortalt i lyrisk prosa i eventyrets og fablens form – med en ond konge, en talende ræv og en plaget trold, som straffer menneskene brutalt for deres rovdrift på naturen.

Læsere som undertegnede kan som udgangspunkt godt blive lidt skeptiske og trætte, når en roman omtales som et stykke “økokritik” eller “klimakrise-gyser,” som tilfældet er for Rasmus Daugbjerg anden roman, Trold (2022).

Og nej, det er ikke fordi, jeg er en tosset klimaskeptiker (besynderligt begreb i øvrigt, tæt på meningsløst i sig selv, men det har faktisk fundet vej ind i Den danske ordbog). Det er bare utrolig sjældent, at politisk motiveret skønlitteratur er særlig interessant som skønlitteratur. Uanset hvor god og rigtig sagen kan være.

Heldigvis er Rasmus Daugbjerg først og fremmest digter, og romanen Trold synes først og fremmest at være vokset ud af en poetisk vision, snarere end af et politisk program.

På den måde lægger Trold sig egentlig fint i forlængelse af Daugbjerg spændende debut, Rygtet (2021), hvori man sagtens kunne indlæse politiske budskaber, men som først og fremmest var et poetisk værk om den universelle menneskelige tilstand.

Rent sprogligt er Trold også ligesom Rygtet fortalt i en slags lyrisk prosa, der mange steder er næsten tættere på lyrikken end prosaen. I Trold går Daugbjerg imidlertid længere end i den første bog i forhold til at henlægge historien til eventyrlig, tæt på mytologisk verden. Trold trækker således i høj grad på former og figurer hentet fra folkeventyrene.

Den korte roman udspiller sig i et eventyrland, hvor en ond og grådig eneherskende konge tvinger menneskene til at udpine naturen. Landsbybeboerne fælder skoven, jager og slagter dyrerene, udpiner jorden til landbrug. Dybt inde i skoven bor en trold, som i sit sind plages af menneskenes “gøen” og lider med den udpinte natur.

Mod sin egen vilje bliver trolden til naturens straffende redskab – hun tvinges af en indre stemme til opsøge menneskene og straffe dem ved for eksempel at bortføre og dræbe deres børn.

      Uden for skovbrynet ligger menneskebyen.
      Solen er et sår. Såret bløder knive. Knivene falder ned i menneskebyen, og så tør menneskene op. De går ud i gaderne med spyd og plove, med hakker og knive. De skærer i jorden og i dyrene.
      Det er sårenes tid, tænker trolden.
      Hun ser ræven, han er rød mellem træstammerne. En dråbe vand rammer trolden på hovedet. Hun kigger op i træerne, der drypper. De vugger rederne. De ryster deres grene.
      “I ved, hvad der venter os, det er derfor, I vugger og græder,” siger trolden.
      I menneskebyen står menneskene under solen og fryser. De står i gaderne og sørger over deres børn. De kalder døden ved navn: “Trold.”

Den politiske intention er således ikke til at tage fejl af. Vi har en menneskehed, som – styret af ussel mammon, som var det en udenforstående og uafviselig magt – gør vold på naturen, der blot betragtes som en ressource. Og vi har en natur, som – i form af trolden og dens ven, den talende ræv – på et tidspunkt må slå frygteligt tilbage og ødelægge menneskene og ikke af ond vilje.

Det kunne være opskriften på en jammerlig, politisk præken. Men det bliver det ikke til, fordi Daugbjerg er en bedre forfatter end som så. Dels skriver han i et stærkt metaforisk og på flere måde spændende sprog. Dels er figurerne i hans fortælling ikke entydige. Ud over den envældige konge er menneskene i historien sådan set ikke onde. De forsøger gennemgående at komme overens med livet, så godt de nu kan, i den verden, de er sat i, men den forståelse, de nu har.

For mig var et underholdende højdepunkt i bogen Daugbjerg kristendomskritik, der udformer sig som en alternativ skabelsesberetning. Her er Ånden fra begyndelsen i jorden, som mennesket (manden) spiser efter at være blevet bidt af en hugorm. Så føder manden ud af et sår mellem benene Gud som et blodigt æg, som menneskene derefter tvangsfodrer og fostrer op til menneskeskikkelse – indtil de korsfæster ham og føder ham for anden gang.

Og herefter svæver Gud så rundt i himlene og forstår ikke rigtig noget af det hele, men han bliver meget smigret over, at menneskene tilskriver ham æren for at have skabt alt muligt. Og mest for at være menneskene tilpas gentager Gud ind imellem nogle af deres bønner for dem, så bliver de så glade. Som nu for eksempel i denne scene fra kirken, hvor drengen Christian står foran alteret sammen med sin far, præsten, mens Gud holder øje fra det høje:

      Han kigger på Jesus.
      “Det er Guds søn,” siger hans far.
      Christian kigger på Jesus. Jesus er sømmet fast på et kors. Fra sårene løber der blod, Jesus kigger op i kirkeloftet: han ser trist ud.
      “Han har ondt,” siger Christian.
      “Det er fuldbragt,” siger hans far. “Sådan sagde Jesus, da han hang på korset. Han har ondt, ja, men det var Guds plan, at han skulle have ondt.”
      “Min plan,” gentager Gud.
      Og selv om Gud ikke har noget minde om det, tager han det til sig. Han husker ikke noget af det, præsten fortæller om ham, men ordene varmer ham hver gang: hans planer var utrolige.

Det er ret sjovt, og som religionskritik betragtet er det også ret meget på kornet.

Bogen er generelt skrevet i korte hovedsætninger. Det kan jeg snildt se pointen med. Stilen ræsonnerer med den lidt naive trolds simple og jordnære tankegang. Når det fungerer bedst, får Daugbjergs sprog som nævnt karakter af lyrisk prosa med en snert af noget eventyrligt og mytologisk.

Men den slags kan også overgøres, og i dele af romanen bliver sproget lige lovlig staccatoagtigt, hvilket gør teksten lidt anstrengende at læse. Og så er jeg, når det kommer til stykket, måske nok heller ikke så meget til denne form for metaforisk meget tungt ladede prosa. Det er nok i høj grad en smagssag, og andre kan have en anden vurdering, men det blev lidt for anstrengt for min smag. Og selv om jeg ikke har svært ved at forstå symbolikken, så var blev det mig trods alt også lidt for fjollet med denne trold og ræv over så mange sider (uagtet at romanen er kort).

Samlet set bliver det dermed til tre stjerner fra mig.

Og for dem, der måtte håbe, at anmeldelsen af Rasmus Daugbjerg Trold betyder, at jeg nu er kommet igennem rækken af østeuropæiske forfattere i reolen med de ulæste, må jeg desværre skuffe: Dette var kun et intermezzo, og jeg vender snart tilbage til Balkan igen.

K's vurdering: