K's BOGNOTER

Jorden rundt i litteraturen: Anmeldelser af bøger fra hele verden

  • Forside
  • Bloggen
  • Anmeldelser
    • Boganmeldelser
      • Skønlitteratur
        • Nyere udgivelser
        • Klassikere
        • Romaner og noveller
        • Historiske romaner
        • Krimi, spænding og ramasjang
        • Lyrik og drama
        • Grafiske romaner og billedbøger
      • Sagprosa
        • Antropologi
        • Biografier og erindringer
        • Filosofi, religion og idéhistorie
        • Geografi og kartografi
        • Historie
        • Litteratur, kunst og kultur
        • Naturvidenskab
        • Samfund og debat
        • Sport og fritid
        • Tidsskrifter
    • Boghandeler
    • Øvrige indlæg
  • Indeks
    • Boganmeldelser efter forfatter
    • Boganmeldelser efter titel
    • Boganmeldelser efter forlag
    • Boganmeldelser efter antal stjerner
    • Boganmeldelser efter læseår
  • Læs før du dør
    • K’s top
    • 1001 bøger du skal læse før du dør – hele listen
  • Verden i bøger
    • Verden rundt i bøger: Udfordringen
    • Verden rundt i bøger: Listen
    • Verden rundt i bøger: Kortet
  • Foreslå en bog
  • Om K’s bognoter
You are here: Home / Boganmeldelser / Jón Kalman Stefánsson: Menneskets hjerte

Jón Kalman Stefánsson: Menneskets hjerte

Af Kasper Håkansson, 13. juli 2015
Skriv en kommentar

“Mennesket fik arme for at kunne holde om et andet menneske,” hedder det et sted i Menneskets hjerte. Man kunne også mene, at vi har fået arme for at kunne kaste dem højt i vejret i begejstring over Jón Kalman Stefánssons stærke og magiske prosa.

Menneskets hjerte er tredje og sidste del i islandske Jón Kalman Stefánssons Himmerige og helvede-trilogi, som ret beset er én stor, sammenhængende roman på i alt lidt over 900 sider. Jeg har allerede skrevet det meste af det, der skal skrives om trilogien i omtalerne af de to første bøger, Himmerige og helvede og Englenes sorg. Men ikke desto mindre:

Menneskets hjerte fortsætter historien om drengen på den islandske vestkyst for omkring et århundrede siden. Her bliver enderne bundet sammen til et samlet romanværk, som først nu for alvor lader sig bedømme i sin helhed.

Et romanværk, der frem for alt er en hyldest til livet, eller måske snarere et insisterende, tryglende, truende, manende påbud til os læsere om at tage livet på os og kaste os ud i det. Og nøglen til det er ordene, digtene, romanerne, som rummer og overskrider livet, som vi lever det og kunne leve det.

Lyt til de døde fiskere:

… disse ord holder os varme, de er håbet, og hvor der er ord, er der liv. Tag imod dem, og så findes vi. Tag imod dem, og så er der håb. Det her er historierne som vi skal fortælle. Forlad os ikke.”

De tre bøger er også i den islandske originaludgave udgivet med års mellemrum og indbyder som sådan, rimeligvis, til en særskilt vurdering. De to første bøger led i den isolerede forstand dels under at forekomme uafsluttede (Himmerige og helvede), dels under en uforholdsmæssig lang snevandring, der aldrig syntes at få ende (Englenes sorg).

Set som et samlet romanværk er der imidlertid ingen løse ender, og den lange sne- og isvandring i Englenes sorg, som også truede med at fælde læseren under de tunge snemasser, står tilbage med en passende vægt sammenholdt med romanens samlede længde.

Samlet set, for nu at få sunket malurten med det samme, er det samlede romanværk nu ikke desto mindre for langt. Også i Mennesket hjerte er der lidt for mange passager, hvor Kalman Stefánssons umådeligt smukke prosa står lidt for meget i stampe med lidt for mange gentagelser af de samme reflektioner. Der er ikke et ord eller en sætning i romanværket, der ikke er smukt formuleret og ladet med indsigt, og som ikke kunne tåle et isoleret citat. Men der er lidt for mange af dem, som siger det samme.

Men så kan jeg for min død heller ikke komme i tanke om andet, der ikke bare er uforbeholdne lovprisninger af Jón Kalman Stefánsson og denne store pragtroman. For skal man leve med gentagelser i en roman, så er det svært at ønske sig nogen bedre end de ypperlige livsytringer, som dette romanværk flyder over med.

Denne pokkers verden er beboelig så længe du elsker mig.

Vi lærer aldrig navnet at kende på drengen, som er hovedperson i romanværket, og det er givetvis bevidst. Drengen er den poetiske streng, som livet anslår, han er i romanen på én gang en fysisk og konkret person, vi kan leve os ind i og leve med, og et universelt billede på håbet og livsviljen, som formidles til os gennem de skrevne og evige ord.

Drengen er mennesket, der til sidst indfrier sin afdøde mors ønske om, “at han skal leve så det skinner på de døde, leve det de ikke fik lov at leve.”

Jeg har før nævnt Haldor Laxness i samme åndedrag som Jón Kalman Stefánsson, og jeg gør det igen, for der er meget hos drengen, der minder om den skrøbelige og alligvel åndeligt stærke digtersjæl i Laxness’ Verdens lys. Og Kalman Stefánsson har en pen, der løfter arven fra Laxness i det islandske junilys uden at behøve at behøve at bøje sig for mesterens åsyn.

Ikke et ord om handlingen i Menneskets hjerte, som fortsætter historien fra de to foregående bøger. Kun dét, at han belønner os til sidst, Jón Kalman Stefánsson, denne store og gavmilde islænding med den stærke og følsomme pen. Han belønner os læsere, der har stået al denne melankoli, alle disse sorger og fortrydelser igennem, og giver os trods alt den slutning, vi har tragtet efter. Han lader livet og glæden og kærligheden slå igennem og få en lille sejr, ihvertfald for en stund.

Men, kære medlæsere, belav jer på en følelsesmæssig elevatortur henover de sidste 30-40 sider, hvor Kalman Stefánsson synes at lege nærmest ondsindet med læserens følelser.

I en anden og mindre sikker forfatters hånd kunne slutningen være blevet patetisk eller lægeromanagtig eller begge dele. Men Kalman Stefánsson mestrer den store patos og ved, hvordan han skal dosere den tilsat et passende skvæt grotesk humor uden af den grund nogensinde at slippe hverken livet eller døden af syne. Og vi læsere er med ham hele vejen, mens vi hepper på drengen og pigen med det røde hår og de grønne øjne ved verdens ende.

Og til sidst sejrer livet, og vi kunne heller ikke bære andet, for det ville være at forråde sig selv, det ville være ikke at turde. Ikke at turde hvad? Og så får drengen det sidste ord:

At leve. Ikke at turde tale. Ikke at turde være bange. Ikke at prøve at overvinde det mørke uvejr … i sig selv. Hvis man intet gør, svigter man alle som betyder noget. Hvis der er nogen tilbage som betyder noget, er i live, mener jeg. Men måske spiller det ingen rolle om folk er i live eller ej, mener jeg. Man skal heller ikke svigte dem der er døde, dem skal vi også leve for, de må ikke være inde i mørket og kulden, de må ikke blive glemt på havbunden.

På trods af, at romanværket samlet set er for langt, så kan jeg kun tone ud med fem stjerner, for disse tre bøger er så fyldt med livsvisdom og galskab, sorg og glæde, melankoli og håb, og ikke mindst galgenhumor, at alle bør give sig selv den gave at læse dem.

Titel: Menneskets hjerte
Forfatter: Jón Kalman Stefánsson
Udgiver: Batzer & co.
Udgivelsesdato: 9.11.2013
Sider: 392
Originalsprog: Islandsk
Oversætter: Kim Lembek
Originaltitel: Hjarta Mannsins
Opr. udgivelsesår: 2011
Læst: Juli 2015

K's vurdering:

Share this:

  • Print
  • Email
  • Facebook
  • Twitter
  • LinkedIn

Arkiveret under: Boganmeldelser, Historiske romaner, Romaner og noveller, Skønlitteratur
Tags: Himmerige og helvede-trilogien, Island, Norden

Abonner
Giv mig besked om
guest
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer

Med K verden rundt i bøger: Kortet

Måske er du også interesseret i:

Jón Kalman Stefánsson: Himmerige og helvede
Jón Kalman Stefánsson: Englenes sorg
Jón Kalman Stefánsson: Historien om Asta

Jón Kalman Stefánsson: Fisk har ingen fødder
Jón Kalman Stefánsson: Sommerlys og så kommer natten
Per Petterson: Jeg nægter

Følg K's bognoter

  • 81 mailabonnenter
  • 554 følgere
  • 54 venner
  • 521 følgere
  • 247 fans

Mest læste seneste uge

  • Harald Voetmann: Amduat. En iltmaskineHarald Voetmann: Amduat. En iltmaskine “At sige i den 12. time: Jeg skal dø nu. Det er ikke, fordi jeg…
  • Markus Werner: On the EdgeMarkus Werner: On the Edge On the Edge af schweiziske Markus Werner (1944-2016) kan karakteriseres som et lille kammerspil i…
  • Martin Walser: Mit hinsidigeMartin Walser: Mit hinsidige “At tro betyder at gøre verden så smuk, som den ikke er. Det er smukt…
  • Svend Brinkmann: Ståsteder. 10 gamle ideer til en ny verdenSvend Brinkmann: Ståsteder. 10 gamle ideer til en ny verden I sin provokerende parodi på en selvhjælpsbog, Stå fast (2014), tog psykologen Svend Brinkmann nej-hatten…
  • Caspar Eric: NikeCaspar Eric: Nike "vi smadrer vores egne kroppe / vi smadrer statuerne / vi smadrer de små guder…
  • Thomas Mann: BuddenbrooksThomas Mann: Buddenbrooks Thomas Manns Buddenbrooks er en ægte klassiker. Den holder. En langsom nydelse. Læs den. Buddenbrooks.…
  • Charles Dickens: Store forventningerCharles Dickens: Store forventninger Dickens holder. Hans måske mest lovpriste roman om den forældreløse Pip og hans uventede opstigning…
  • Fredrik Backman: En mand der hedder OveFredrik Backman: En mand der hedder Ove Hyggelig, svensk feel-good-roman. For lang, for forudsigelig og lidt for pladderharmonisk mod slutningen. Men den…
  • Rakel Haslund-Gjerrild: Adam i ParadisRakel Haslund-Gjerrild: Adam i Paradis Rakel Haslund-Gjerrild har begået et vidunderligt romanportræt af en af de store og allermest flamboyante…
  • Theis Ørntoft: Digte 2014Theis Ørntoft: Digte 2014 Theis Ørntoft (f.1984) er fucking træt af breaking news, der ikke breaker andet end fordummende,…

Seneste kommentarer

  • Peter Sørensen on Thomas Mann: Buddenbrooks: “KORREKTION Fejlagtigt oplyste jeg at min udgave af “Buddenbrooks” af 1931 var oversat af L. Lange Det korrekte navn er…” maj 6, 18:54
  • Peter Sørensen on Thomas Mann: Buddenbrooks: “😊👍” maj 4, 22:01
  • Kasper Håkansson on Thomas Mann: Buddenbrooks: “Doktor Faustus’ position på at-læse-listen hermed konsolideret.” maj 4, 21:52
  • Peter Sørensen on Thomas Mann: Buddenbrooks: “Det glæder mig enormt at du i “Trolddomsbjerget”, som jeg, har kunnet få en blivende oplevelse; jo, tung og til…” maj 4, 21:41
  • Kasper Håkansson on Gunnhild Øyehaug: Onde blomster: “Mange tak. Lad gerne høre, hvis du får læst mere af hende, du kan anbefale.” maj 4, 21:24

Kategorier

  • Boganmeldelser (1.017)
    • Biografier og erindringer (20)
    • Sagprosa (102)
      • Antropologi (4)
      • Essays (10)
      • Filosofi, religion og idéhistorie (22)
      • Geografi og kartografi (9)
      • Historie (28)
      • Korrepondance (1)
      • Litteratur, kunst og kultur (20)
      • Naturvidenskab (4)
      • Samfund og debat (25)
      • Sport og fritid (5)
    • Skønlitteratur (940)
      • Børnebøger (10)
      • Grafiske romaner og billedbøger (12)
      • Historiske romaner (96)
      • Klassikere (163)
      • Komedie (12)
      • Krimi, spænding og ramasjang (56)
      • Lyrik og drama (56)
      • Nyere udgivelser (248)
      • Romaner og noveller (818)
  • Boghandeler (30)
  • Øvrige indlæg (30)
    • Tidsskrifter (3)

Søg i K’s bognoter

Følg K's bognoter

  • 81 mailabonnenter
  • 554 følgere
  • 54 venner
  • 521 følgere
  • 247 fans

Copyright © 2022 · Dynamik-Gen on Genesis Framework · WordPress · Log in

wpDiscuz
loading Cancel
Post was not sent - check your email addresses!
Email check failed, please try again
Sorry, your blog cannot share posts by email.