“… og nu går vi i gang, her kommer det, munterhed og ensomhed, mådehold og meningsløshed, liv og drøm – ja, drømme” (s.10). Med den fanfare indleder Jón Kalman Stefánsson sin helt igennem og ubetinget prægtige roman om den mest elskelige samling melankolske, islandske landsbytosser, man kunne ønske sig at dele roman med.

Det her er nordisk romankunst, når det er allerallerbedst. Armene er helt oppe! Hold da kæft, hvor er det godt!

Romanen er fuld af poesi og jordnær hverdagsfilosofi, men den gør sig ikke til af noget af det, fortæller bare en håndfuld tæt forbundne, gode historier lige ud ad landevejen, sprogligt kraftfuld og raffineret, men alligevel letlæst.

Vi befinder os helt ude på kanten af det yderste, vestlige Island, dér hvor “visse januarmorgener nærmest ser ud til at have som hobby at splejse reb til strikker, og så er det bedst at blive hjemme” (s.93). I en lille landsby på bare 400 sjæle, hvor vi ganske vist har både fjernsyn og fitnesscenter, men hvor vi ikke er helt sikre på, at vi er rigtig moderne.

Romanen består af otte tæt sammenvævede historier, hver med fokus på én eller to af de mange særegne typer i landsbyen, sammenkædet af nogle korte mellemstykker, hvor fortællerstemmen – som hele vejen igennem er i vi-form – reflekterer over historierne.

Sommerlys og så kommer natten er historien om et kollektiv, en livsform og en række skæve individer, og den kollektive vi-fortællerstemme fungerer perfekt som understregning af, at her er vi i et lille landsbysamfund, hvor alle kender alle – om ikke andet via Ágústa, som arbejder på posthuset og systematisk gennemlæser alle indkommende breve og spreder indholdet som rygtehistorier til hele landsbyen.

Jón Kalman Stefánsson har en sjælden sans for både det groteske og det poetiske i såvel menneskelivet som naturen. Han fortæller med troværdighed og en stor kærlighed til det islandske landsbysamfund, set gennem ironiske, men aldrig ondsindede briller.

… jeg har en mundharmonika, siger han, og så sidder far og søn under det åbne tagvindue, aftenen har strøet stjerner ud over himlen, der står en flaske whisky mellem de to, og mundharmonikaens toner bugter sig ud ad vinduet, finder sig en stjerne, leder efter en kvinde (s.187).

Stefánsson maler med hele paletten i denne roman: Man griner undervejs højt for sig selv over de gakkede optrin og kærligt-ironiske beskrivelser af landsbyens forskellige tummelumsentyper (pas på med at læse bogen i bussen) – og er tæt på et knibe en tåre, når livet viser sig fra sine barske og ubønhørlige sider.

Tak til Søren for anbefalingen af denne bog. Jeg kan kun give den videre med størst muligt eftertryk.

• Lignende indlæg
• Af Jón Kalman Stefánsson
• Batzer & co.

Alicia Kopf: Brother in Ice

Jakobína Sigurðardóttir: I barndom

Peter Adolphsen: Jeg kan ikke huske

Jón Kalman Stefánsson: Historien om Asta

Jón Kalman Stefánsson: Historien om Asta

Jón Kalman Stefánsson: Fisk har ingen fødder

Jón Kalman Stefánsson: Menneskets hjerte

Jón Kalman Stefánsson: Englenes sorg

Judith Hermann: Lettipark

Jón Kalman Stefánsson: Historien om Asta

Tarjei Vesaas: Fuglene

Jón Kalman Stefánsson: Fisk har ingen fødder