“Døden ligger inde med svarene, står der et eller andet sted, og den formidler ældgammel visdom; det er naturligvis noget forbandet vrøvl. Det vi ved, det vi har lært, stammer ikke fra døden, men fra poesi, fortvivlelse og til sidst erindringer om lykke og omfattende svig.”

Englenes sorg er andet bind i Jón Kalman Stefánssons romanserie om drengen med digtersjælen i kamp med det barske liv på Islands vestkyst engang for omkring hundrede år siden. Himmerige og helvede var den første, og Menneskets hjerte er den tredje.

En lille advarsel: Har du ikke læst første bind af trilogien, vil du i det følgende støde på enkelte afsløringer af handlingen herfra, dog ikke flere end hvad der allerede fremgår af klapteksten til Englenes sorg.

Egentlig er det forkert at tale om en trilogi, som man vel plejer at bruge om tre tematisk sammenhængende, men dog selvstændige og hver især afrundede romaner. Men ret beset udgør de tre bøger én lang sammenhængende roman, som blot er delt op i tre bind, og som skal læses i den rigtige rækkefølge. Englenes sorg fortsætter således, hvor Himmerige og helvede slap.

I Himmerige og helvede kom den navn- og frændeløse dreng til Staden og blev indbudt til at bo og arbejde hos den rige og unge enke Geirtrud, hendes husbestyrerinde Helga og den gamle, blinde og knarvorne kaptajn Kolbein. I første del af Englenes sorg følger vi drengens liv i Staden, og Jón Kalman Stefánsson udfolder karakteristikken af de persontyper, vi blev introduceret for i den første bind.

I første bind mødte drengen døden, da hans eneste ven Bardur frøs ihjel på havet, og drengen besluttede sig for at tage sit eget liv. I Staden kommer han dog gradvist på andre tanker, efterhånden som han opdager en varme og omsorg hos Geirtrud, Helga og sågar hos den gamle Kolbein. Og så er der den unge Ragnheid med de smukke skuldre, den lyserøde tungespids og de bløde bryster.

Drengen konfronteres dog hurtigt igen med den hårde og livsfarlige islandske vinter. Han bliver sendt afsted som følgesvend til landsposten Jens på en barsk tur i jolle over den dybe sejlrende og især til fods henover adskillige højsletter i et vintervejr, der ikke synes at tolere mennesker.

Vinden tager til, de ror, havet er uroligt omkring båden, der høres sugende lyde som fra et kæmpemæssigt dyr, havet er sjældent tavst, og bølgerne danner stadig dybere dale. Hold takten, råber drengen, er nødt til at råbe for at få ørenlyd, havet og vinden lige ved at miste tålmodigheden med dem, hvad vil I her, hvæser vinden, og bølgerne rejser sig og sønderrives oven over dem.

Som i Himmerige og helvede er poesien og ordene også i Englenes sorg hele tiden til stede – som det der giver mening og fylde til menneskenes hårde liv, men også kan være dræbende, som vi så det i første bind, hvor Bardur blev dræbt af et digt, fordi han fortabte sig i det i en grad, så han glemte sin livsvigtige skindanorak, inden han roede ud på det dybe i aprilkulden.

En tanke i forbifarten: Er det mon tilfældigt, at den smukke Bardur med den poetiske sjæl, hvis bane blev en strofe fra et digt, har et navn, der smager hen af Balder, asernes yngling i nordisk mytologi, som alt i verden havde svoret at beskytte, undtagen den undseelige mistelten, der fældede ham? Måske et tilfælde, men jeg tror det nu ikke. Ihvertfald klinger den tanke godt med tonen i hele Jón Kalman Stefánssons trilogi, som både er meget moderne og samtidig svinger utvungent med den store islandske sagatradition.

Også den græske tragedietradition svinger med: Både første og andet bind af romanserien er opbygget af to dele, som hver især indledes med et mellemspil på et par sider, der fungerer som et slags græsk kor – som her imidlertid er et kor bestående af alle døde, islandske fiskere gennem tiden, og som også udgør romanens gennemgående kollektive fortællestemme. Det kan måske lyde som en form, der risikerer at falde over i det patetiske, men romanen kan bære det, for Jón Kalman Stefánsson mestrer balancen ved at blande den store patos med en god portion underspillet humor.

‘Englenes sorg’ er et billede på den faldende sne. Og det er en passende titel på bogen, for den er fuld af sne. Ind i mellem af smukke og stille dalende snefnug, men mest af hvinende og hylende snestorme; snedriver der dækker hele huse og kirker og sner mennesker og dyr inde i deres jordhuler hele vinteren; lumske udhæng af sne over slugter så dybe, at bunden af dem banker på helvedes tag; snefog så tætte, at mennesker der forsøger at stride sig igennem dem, knap kan vide om det er morgen, middag eller aften; fygende sne der fryser til kapper af is omkring de mænd, der er uforsigtige nok til at krydse højsletterne om vinteren.

Og i havet, på fjeldet, i snestormen og i kulden befinder sig også altid døden og de døde, som følger drengen og landposten, altid lokkende for at få de levende til at lægge sig i sneen, give efter for udmattelsen, lukke øjnene og overgive sig til søvnen og døden.

Han kaster et hurtigt blik til siden hvor havet ånder tungt i snevejret, og ved siden af de to mænd tramper druknede mænd og suger salt af deres læber.

Jón Kalman Stefánssons prosa er ligeså tindrende smuk her som i første bind. Han skriver, så englene ikke bare må sørge, men også synge af fryd. Det er stadig den rene nydelse at læse hans sætninger.

Men, og der sniger sig altså et men ind, Englenes sorg er også for langtrukken og stillestående. Der kunne snildt være skåret 100 sider af bogens anden og længste del, hvor drengen og landposten Jens strider sig gennem sne og is.

De kæmper sig igennem sneen, taler meget lidt, er lige ved at bukke under for udmattelsen, men reddes så i sidste øjeblik ved at nå frem til en hytte, en gård, en landsby, en fårefold eller lignende. De får tørret deres tøj, sovet lidt, spist lidt, og så kæmper de sig videre igennem sneen, taler meget lidt, er lige ved at bukke under, men reddes så i sidste øjeblik ved at at nå frem til et nyt helle. Og så videre i fire-fem gentagelser.

Bevares, der er undervejs en bevægelse i dialogen og relationen mellem drengen og Jens, og de støder under hvert pitstop på nye typer, som er levende skildret med Jón Kalman Stefánssons evne til at indfange stemninger og hele skæbner i få sætninger. Men det bliver lidt ensformigt og på trods Stefánssons smukke poetiske prosa blev jeg lidt utålmodig efter, at de kunne nå frem, så historien kunne komme videre i et nyt spor.

Uden at røbe for meget tør jeg godt afsløre, at drengen og Jens ved afslutningen af Englenes sorg ikke desto mindre endnu ikke er nået frem. Til gengæld slutter den med noget af en cliffhanger efter et forrygende slæderidt ned ad en stejl gletcherside med drengen ridende på en trækiste, der under den halsbrækkende tur gradvist rystes fra hinanden, og som rummer en stivfrossen, død og spøgende kvinde, der lugter af røget fårekød efter at have stået nogle uger i bondens rygeskur.

Dét er Kalman Stefánsson i bedste stil, hvor poesi, melankoli og grotesk humor går op i ét. Og det er nok til at få mig til at ile videre til sidste bind i romanserien, Menneskets hjerte.

Koret af døde fiskere kan dermed passende få de sidste ord i denne anmeldelse, ligesom de fik de første:

Lyset blafrer, derfor fortsætter vi. Bevægelserne sikkert usikre, tøvende, men målet står klart – at redde verden. Redde dig selv og os med disse fortællinger, disse brudstykker fra digte og drømme der for længst er gået i glemsel. Vi befinder os i en utæt robåd med rådne net og agter at fange stjerner.

K's vurdering: