Mere islandsk poetisk vildskab: Sjóns Tusmørkeundere fra 2008 er endnu mere rablende mærkelig end Skygge-Baldur fra 2003, som vi læste forleden.

I Tusmørkeundere griber Sjón længere tilbage i historien end i Skygge-Baldur, som historisk var sat i slutningen af det 19. århundrede, til midten af det 17. århundrede, hvor reformationen har slået rod og har fortrængt den gamle religions blanding af katolsk Mariadyrkelse og islandsk magi og naturreligion.

De fleste af os er vante til at betragte reformationen som et skridt mod oplysningen, et opgør med katolicismens tro på helgener, relikvier og aflad på vej mod en mere “rationel” religion og det sekulære samfund.

Sjón vender alt dette på hovedet, når han lader sin helt, Jonas Palmison den Lærde med mysticistisk indsigt tordne og rable mod det, han omvendt ser som reformatorernes (i en uhellig alliance med despotiske storbønder) undertrykkelse af gamle sandheder og magisk viden og forstyrrelse naturens balance:

Naturen er fuldkommen i sin harmoni … […] Men den kommer i total urede, hvis man forsøger at klassificere den med fornuften (s.224).

Sjón bygger sin historie løseligt på skrifter af den historiske person Jon Gudmundsson den Lærde, idet han i et kort efterord dog understreger, at alt materialet er “behandlet med den skødesløshed og letsindighed, der adskiller digterens leg fra videnskabsmandens arbejde” (s.232).

Jonas’ verden er en forunderlig, magisk verden. En verden, hvor der i Rusland vokser en busk, “hvis frugter er får … Hver plante bærer sit lille lam på en høj stilk, der spirer frem midt i busken ligesom rabarberblomsten i et rabarberbed” (s. 205).

En verden befolket af særdeles virkelige genfærd, der er i stand til at gribe ganske håndfast ind i den materielle verden – som f.eks. i Jonas’ kamp på vers mod et særligt ondsindet genfærd, som undervejs er i stand til at tildele Jonas’ medkombattant “et voldsomt spark mellem benene, så den ene testikel smattede ud som et blåbær mellem tænderne” (s.82).

Ligesom i Skygge-Baldur blander Sjón ufortøvet forskellige genrer og fortællestile. Det meste af romanen er fortalt i første person i form af Jonas den Lærdes rablende talestrøm. Han sidder fredløs på en lille ø, som han er forvist til, og fortæller sin livshistorie til en ryle på stranden. Det gør han i store spring, som gør, at man som læser først langt inde i historien får nogenlunde styr på sammenhængen, iblandet syner og mysticistiske passager, hvor hans bevidsthedsstrøm synes at glide ud i ét med naturkræfterne.

Det er et langt stykke hen ad vejen flot og poetisk skrevet. Men det bliver også lige en tand for rablende for min smag, og jeg tabte lidt tålmodigheden undervejs.

Den midterste del af romanen er omvendt fortalt i tredje person, og er – selv om den også indeholder tågede drømmesyner – holdt i en overvejende realistisk stil. Den beretter om Jonas’ færd til København, hvortil han er hidkaldt af den store danske videnskabsmand Ole Worm, som har hørt om Jonas’ meritter og søger hans indsigt i de gamle islandske måder. Her kan Jonas bl.a. belære den nye tids videnskabsmand om, at pragtstykket i sidstnævntes samling af naturhistoriske artefakter ikke er et enhjørningehorn,men en narhvaltand – hvilket bare er et af flere eksempler på, hvordan Sjón drilsk får sat spørgsmålstegn ved, hvem der har fat i den lange ende, når det kommer til videnskabelige sandheder.

Det hele er særdeles velskrevet, og romanen er i det hele taget overordentlig ambitiøs i sit forsøg på at forene en poetisk vision med civilisationskritik og en realistisk skildring af det historiske København og Island. Og måske er den også for ambitiøs: Jeg syntes ikke, at genreblandingen fungerede helt godt, og romanen blev mig en tand for ujævn og en kende for syret i Jonas’ lange jerimiader.

K's vurdering: