Mere islandsk poetisk vildskab: Sjóns Tusmørkeundere fra 2008 er endnu mere rablende mærkelig end Skygge-Baldur fra 2003, som vi læste forleden.
I Tusmørkeundere griber Sjón længere tilbage i historien end i Skygge-Baldur, som historisk var sat i slutningen af det 19. århundrede, til midten af det 17. århundrede, hvor reformationen har slået rod og har fortrængt den gamle religions blanding af katolsk Mariadyrkelse og islandsk magi og naturreligion. >> Læs videre
Islandske Sjón (alias Sigurjón Birgir Sigurðsson) skriver vildt og poetisk og i passager med stor skønhed. Hans lille roman Skygge-Baldur, som han modtog Nordisk Råds Litteraturpris for i 2005, henter sin styrke fra Sjóns mestendels sikre økonomiseren med ordene og hans sans for effekten af f.eks. at lade enkelte sætninger stå alene på en side.
Romanen har undertitlen Et folkeeventyr, og Sjón trækker da også kraftigt på den islandske eventyrtradition. Titlens Skygge-Baldur er således ifølge en note i romanens kolofon “et vildt bæst i islandske sagn; anses for at være afkom af en kat og en hunræv; en blakket, ‘skyggefuld’ person (mandlig); en misdæder.” >> Læs videre
