Den islandske forfatter Jakobína Sigurðardóttirs sidste værk (og det første, der udgives på dansk) er på mange måder et flot erindringsværk. Velskrevet og troværdigt med mange fine scener fra dagliglivet i stuerne og værkstederne hos fattigfolk i en lille islandsk bygd i begyndelsen af det 20. århundrede. Men det er også en noget stillestående sag, som havde svært ved at få min puls op.

I barndom fremstår i høj grad troværdigt som den voksnes erindringsbilleder fra egen barndom – karakteriseret, som sådanne tidlige barndomserindringer jo er, ved at være ufuldstændige, slørede og på den ene side præget af barnets syn på verden og samtidig nødvendigvis i et eller andet omfang efterrationaliserede eller ihvertfald præget af den voksnes retrospektive viden og erfaringer.

Jakobína Sigurðardóttir (1918-1994) var omkring 75 år, da hun skrev bogen i sit sidste leveår. Bogens troværdighed som erindringer styrkes af, at den voksne, aldrende forfatter med mellemrum træder frem i teksten som fortæller og aktivt erindrende.

Forfatteren er i bogen således på en rejse tilbage i sine egne erindringer; hun forsøger at huske; er i en mental brydekamp med den slørende tid, så hun i tanken kan bevæge sig rundt i bygningerne og rummene på hendes barndoms gård i den lille bygd Hælavik i det nordvestligste Island:

En gammel kone sidder på trappens nederste trin og bønfalder grædende tiden: Luk op for mig ind til min mors køkken, bare et øjeblik, så jeg kan se det, som det var, efter at komfuret kom og far indrettede det. Jeg er der. Vi er der alle sammen. Åh, luk op, så jeg kommer derind igen, inden det bliver for sent. Så jeg kan komme derind til os og se det, sådan som jeg hører os. Ind til os alle sammen. Eller -. Var jeg halvvejs taget hjemmefra på det tidspunkt? Svar mig – Min rene, trofaste kilde -. Vig til side, skyd slåen fra -.

Især barnets mange bekymringer over alt det, hun ikke eller kun delvist forstår, som i nogle tilfælde bliver til decideret angstfyldte forestillinger, er flot formidlet.

Der er også charmerende scener med fokus på barnet Jakobínas evne til at bringe magi ind i verden for at forklare det fascinerende uforklarlige i hverdagen. Her er f.eks. hendes oplevelse af hendes fars besynderlige instrument, vaterpasset, som hun ofte iagttager ham bruge i værkstedet:

I [vaterpasset] findes der et trylleglas med en vanddråbe i, som bevæger sig fra side til side, når far holder instrumentet hen på noget, som han er ved at lave. I stadig bevægelse og levende er denne dråbe i glasset, prøver hele tiden at komme ud. Kommer aldrig ud. Måske keder den sig indimellem, men næppe meget, for den bor i glasset. Hvis den slap ud, ville den blive borte, forsvinde, blive til ingenting ligesom andre dråber, som ikke bor nogen steder. Som ikke har noget glas, der lader dem leve og danse, i stadig bevægelse, levende og trygge år efter år.

Jakobína Sigurðardóttir var i sit forfatterskab blandt andet drevet af et socialt og kønspolitisk engagement. Det kommer også frem i I barndom.

Som når den lille Jakobína om natten overhører sine forældre græde sammen i fortvivlet sorg, mens de overvejer, om de skal tage imod sognefogedens tilbud om at tage et af deres mange børn i pleje, selv om de så nødigt vil slippe ham (“Alligevel får sognefogeden Ingi, og der er ingen, der siger noget. Vi er så mange.”).

Eller som i erindringerne om dengang familien i en periode selv tog imod et fattiglem mod betaling fra sognet (“… sognets fattiglemmer bliver anbragt der, hvor folk tilbyder at modtage lavest tilskud. Folk som far og mor byder almindeligvis lavest. Fattigfolk.”).

Således er bogen fyldt med mange fine iagttagelser og levende billeder fra et fattigt hjem i mellemkrigstidens Island.

Men – lad os være ærlige – I barndom er også en noget stillestående sag. Jeg havde i nogle kapitler svært ved at få pulsen højt nok op til at kunne vende de næste sider.

Det fremgår af bogens efterord (af Jakobína Sigurðardóttirs datter), at forfatteren selv havde den ambition med værket, at det skulle være en dokumentation af indelivet i de fattige gårde i de små islandske bygder.

Den ambition synes at være lykkedes. Ihvertfald havde jeg som læser i passager en oplevelse af som museumsgæst på et bymuseum eller Arbejdermuseet at befinde mig i en af museets rekonstruktioner af f.eks. et typisk arbejderhjem i begyndelsen af forrige århundredeskifte.

Bevares, ikke et ondt ord herom. Sådanne rekonstruktioner er vældigt interessante for den historisk interesserede, og jeg har selv med interesse besøgt museumstableauer af den art. Men det ville være for meget at sige, at det hører til mine mest ophidsende og livsomkalfatrende stunder. Lidt sådan havde det jeg det også med Jakobína Sigurðardóttirs barndomseringer.

De er glimrende skrevet. Der er fine scener ind i mellem. Nogle af dem endda mildt bevægende. Men jeg savnede en sammenhængende fremdrift i bogen for at kunne lade mig indfange.

Hertil kan man retteligt indvende, at det ville være uretfærdigt at læse bogen som en roman og forlange den fortællemæssige fremdrift, man kunne forvente af en sådan. I barndom er et erindringsværk, og Jakobína Sigurðardóttir har som sin form bevidst valgt de glimtvise nedslag i enkelte erindringer, styret mere af en bevægelse gennem gårdens fysiske rum end af kronologi eller dramaturgi.

Hvis man indstiller sit læsersind herpå, kan man helt sikkert få godt udbytte af Jakobína Sigurðardóttirs fine, levende tableuaer fra livet i en fattig islandsk gård i første del af det 20. århundrede. Men jeg var nu ikke bjergtaget.

I barndom udkom på dansk den 7. september 2018 på forlaget Multivers i Erik Skyum-Nielsens oversættelse til sikkert dansk. Bogen er venligt tilsendt af forlaget som frieksemplar til anmeldelse.

K's vurdering: