Den islandske forfatter Jakobína Sigurðardóttirs sidste værk (og det første, der udgives på dansk) er på mange måder et flot erindringsværk. Velskrevet og troværdigt med mange fine scener fra dagliglivet i stuerne og værkstederne hos fattigfolk i en lille islandsk bygd i begyndelsen af det 20. århundrede. Men det er også en noget stillestående sag, som havde svært ved at få min puls op.

I barndom fremstår i høj grad troværdigt som den voksnes erindringsbilleder fra egen barndom – karakteriseret, som sådanne tidlige barndomserindringer jo er, ved at være ufuldstændige, slørede og på den ene side præget af barnets syn på verden og samtidig nødvendigvis i et eller andet omfang efterrationaliserede eller ihvertfald præget af den voksnes retrospektive viden og erfaringer. >> Læs videre