Boris Vian: Dagenes skum

At læse Boris Vians gakkede, satiriske roman fra 1947 er som at træde ind i et levende surrealistisk maleri af Salvador Dali – tilsat en gang respektløs Monty Pythonsk humor og en knivspids Kafkask paranoia.

Trods mange spøjse og nogle endda ret sjove billeder, så er det meste dog for fjollet for min smag til at blive rigtigt vedkommende. Bogen nyder en vis klassikerstatus, men på mig virkede den noget bedaget og midt i al sin sproglige hittepåsomhed ikke desto mindre noget kedelig og trættende at læse.

Historien er en endog meget banal og ret beset temmelig klichéfyldt kærlighedshistorie centreret omkring en lille kreds af unge levemennesker i Paris: Colin er en velbeslået ungkarl, som danderer den dagen lang (alle i bogen er enige om, at arbejde er noget frygtelig usselt noget). Han bor i en herskabelig lejlighed omgivet af sin private gourmetkok og en tam (om ikke talende, så dog intelligibelt kommunikerende) husmus og får tiden til at gå med dekadente fornøjelser som at spille jazzmusik på sit selvopfundne “pianocktail”, som automatisk mixer en cocktail afstemt efter, hvilken melodi man spiller på det. Blandt de daglige udfordringer er at binde en slipsknude, for slipsene er glubske og egenrådige og smækker kæberne hårdt sammen om fingrene på den uforsigtige slipsebinder, hvis de ser deres snit til det.

Colin drømmer dog mest af alt om at blive forelsket og møder hurtigt den skønne Chloé, som han straks gifter sig med. Chloé bliver imidlertid snart brystsyg. Det viser sig, at hun har en stor åkande voksende i den ene lunge, og diagnosen fra den distræte doktor Skaftesluger lyder, at hun vil dø, hvis åkanden blomstrer. Kuren er indånding af duften af andre blomster, og indkøbet af dem bringer Colin på randen af fallit.

Colin er nødt til at tage et arbejde, men viser sig uduelig til det meste. F.eks. får han arbejde i våbenindustrien, hvor man dyrker bøsser i jorden, som næres ved menneskelig varme, men Colins indsats (som består i at ligge nøgen ovenpå jorden døgnet rundt for at nære våbenproduktionen) fører kun til misdannede bøsser, som for enden af løbet danner blomsterkroner, hvis skarpe metalkanter, man skærer sig på.

Mens Chloés sygdom breder sig, reagerer den fysiske verden tilsvarende: Den smukke herskabslejlighed skrumper ind, så man til sidst må mave sig ind i rummene, der bliver mørke og dystre, og i køkkenet erstattes den raffinerede gourmetmad af sorte pølser, der vrider sig og springer i panden, så man nær ikke kan spidde dem på gaflen.

Når Chloé og Colin promenerer på gaden og kigger på butiksvinduer, kan de f.eks. se vinduesudstillinger af “en stor tyk mand med et slagterforklæde i færd med at slagte små børn.” I et andet vindue ses “en stor mave på gummihjul. Den var helt rund og fyldig. På annoncen kunne man læse: Deres mave får ingen rynker, hvis De stryger den med det elektriske strygejern.”

Og så videre og så videre, langt mere gakket end man kan forestille sig.

Boris Vian var i det virkelige liv en del af kredsen omkring den eksistentialistiske filosof Jean-Paul Sartre. Det forhindrer ham dog ikke i at gøre slemt grin med det, han tydeligvis opfattede som en ukritisk idoldyrkelse af Sartre i hans levetid. I Dagenes skum optræder Sartre således let genkendeligt som den helt overdrevent ombejlede filosof Jean-Sol Partre, der udgiver bøger med titler som Bræk (jf. Sartres Kvalme) og omgås en vis hertuginde Bovouard (naturligvis en hentydning til Simone de Beauvoir).

I bogen inkarneres idoldyrkelsen især af Colins ven, den unge Chick, som har et veritabelt misbrug af Partres bøger, foredrag og andre artefakter, som bringer ham til økonomisk ruin og ødelægger hans kærlighedsliv. I fordækte boghandlere pushes ting som Partres aflagte, hullede jakke, en pibe med hans tandaftryk, en bog med hans fingeraftryk. Til Partres foredrag trænges folk og bruger de mest udspekulerede kneb for at tiltvinge sig adgang:

[Nogle] lod sig falde ned i faldskærm fra særlige flyvemaskiner […]. Et hold brandmænd brugte dem som skydeskive og dirigerede dem med brandslanger hen imod floden, hvor de druknede ynkeligt. Atter andre forsøgte at komme ind gennem kloakerne. Ligesom de greb fat i kanten for at trække sig op og komme ud, sparkede man dem med store sømbeslåede støvler derned igen. Og rotterne tog sig af resten.

Bortset fra satiren over kultdyrkelsen som sådan af Sartre i hans samtid, så bruger Vian desværre ikke rigtig Partre-figuren til noget, ligesom Dagenes skum heller ikke rummer nogen egentlig kritisk forholden sig til eksistentialismen som filosofi. Det hele drukner ligesom i fjollerier, og bogen mangler en egentlig satirisk kant. 

Bogen er fyldt med ordspil, hvoraf mange imidlertid ikke virker til at komme særlig godt igennem den danske oversættelse fra fransk. Det skal i den forbindelse understreges, at jeg har læst den gamle danske oversættelse fra 1965 (fordi det var den, jeg havde i min reol). Bogen er nyoversat til dansk i 2012 af Lone Teglskov, og jeg skal ikke kunne sige, om hun løser opgaven bedre, men udfordringen med ordspillene må jo være den samme.

Den nye danske udgave er i øvrigt udgivet på Løvens Forlag i serien Glemte mesterværker. Og det giver mig anledning til at konstatere, at hvis Dagenes skum har været glemt, så er det nok ikke helt uretfærdigt. Bogen skummer over af fantasifulde og bizarre billeder, som de bedst steder minder om små storyboards til Monty Python-tegneren Terry Gilliams fantastiske, surrealistiske vignetter til Python-filmene. Men som roman betragtet står Dagenes skum ikke distancen overfor tidens tand.

I min reol står et par andre af Boris Vians bøger, som jeg har samlet op på forskellig vis i tidens løb: Hjertetangen og Det røde græs. Er der mon nogen, der har et bud på, om jeg bør give dem en chance eller bare lade dem forstøve, når jeg nu ikke var så begejstret for Dagenes skum?

K's vurdering: