Norske Henrik Nor-Hansens roman Termin er lige så stærk som den er kort. Om meningsløs vold og dens psykiske konsekvenser for ofrene. Og mere generelt også om anonymitet og følelsesmæssig distance mellem mennesker i moderne samfund.

Handlingsmæssigt tager kortromanen afsæt i en tilsyneladende vilkårlig og meningsløs voldshandling i det lille landsbysamfund Hommersåk, ikke så langt fra Stavanger. Den 26-årige, nygifte Kjetil Tuestad bliver sankthansaften 1998 fundet alvorligt mishandlet, offer for en voldshandling uden motiv, som aldrig opklares.

Bogen følger Kjetil Tuestad i årene efter overfaldet, som han aldrig kommer over. Denne ene aften ændrer hans livsbane til et liv præget af langvarig sygemelding, gentagne indlæggelser på psykiatriske hospitaler, selvmordstanker, skilsmisse, stofmisbrug og vold.

Undervejs berettes også om andre lige så meningsløse voldelige episoder, alle udtryk for en tilsyneladende tiltagende afstumpethed i lokalsamfundet, ikke mindst blandt børn og unge: En seksårig dreng stenes til døde af en jævnaldrende, en sekstenårig pige gruppevoldtages og mishandles på andre måder af sine klassekammerater, katte og andre dyr mishandles groft af børn.

Henrik Nor-Hansen (f. 1967). Foto: Nina Kristin Nilsen

Det er stærke sager og ikke ligefrem opløftende læsning. Bogen rummer hverken humor eller håb. Men Termin forekommer ikke desto mindre at være en vigtig bog.

Termin er ikke en god bog på grund af et sprudlende eller lækkert sprog. Tværtimod. Romanen er fortalt i et sprog, der bevidst fremstår stift og distanceret. Men det er netop pointen med fremstillingsformen, og det er paradoksalt nok i høj grad herfra, at romanen henter sin styrke.

Formen kan minde om en politirapport eller en sygejournal. Der er ikke noget identificerbart fortællende jeg, kun et neutralt og distancerende “man,” som overvejende skriver i før-datid med flittig brug af det yderligere afstandskabende ord “skulle” som i “Det kom frem, at Kjetil skulle have …”

Man ved, at han ringede til forældre og ægtefælle. Han skulle have fortalt dem, at han havde brug for tid alene. Her viste de forståelse. Man har efterfølgende stillet spørgsmålstegn ved en sådan tilgang. Den nærmeste familie var muligvis ikke dygtig nok til at opfange ændringer i hans personlighed.

Fremstillingen af Kjetil Tuestads deroute suppleres undervejs af beskrivelser af samfundsmæssige forandringer i lokalsamfundet i Hommersåk og i Norge generelt. Henrik Nor-Hansens diagnose af det moderne samfund er et samfund præget af stigende distance mellem mennesker. Budskabet synes at være, at den meningsløse vold, Kjetil er udsat for, er både et symptom på og en konsekvens af dette samfund.

Demografien var ved at ændre sig, flere af de lokale kunne genkende sig selv i det dengang omtalte Stavangersyndrom. Naboer var stoppet med at hilse. Folk kunne fremstå tavse og undvigende. Det blev fortalt, at man kun så hinanden i biler. Spørgsmålet var, om langvarig økonomisk vækst kunne have tvunget en anden, mere afmålt omgangstone frem.

Henrik Nor-Hansen (f. 1967) har fire romaner og fire digtsamlinger bag sig. Ikke desto mindre var han et relativt ukendt navn for de fleste, også i Norge da han blev indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris 2017 for Termin. Om prisen ender med at gå til ham, afsløres den 1. november 2017.

Den danske udgave af Termin har dog desværre ikke udsigt til nogen pris for hverken oversættelse eller korrekturlæsning. Jeg har stor sympati for det relativt nye, danske mikroforlag Silkefyret, som har udgivet Termin på dansk, men forlægger Allan Lillelund Andersens oversættelse er desværre plaget af lidt for mange skæverter med karakter af undersættelser fra norsk til dansk. Dertil kommer, at der lige skulle have været læst korrektur på manuskriptet en ekstra gang, inden det gik i trykken – der er for mange forstyrrende stave- og trykfejl.

Jeg ville således nok anbefale andre at læse Termin i den originale norske udgave. For anbefalelsesværdig, det er den.

K's vurdering: