Lars Saabye Christensen: Blink

Seneste roman fra den norske mester Lars Saabye er et ganske vellykket litterært eksperiment – hvis man da ellers kan kalde noget for et eksperiment, der er så sikkert gennemført som Blink.

Romanen falder i tre meget distinkte dele, alle fortalt i hver sin stil og tonart af romanens fiktive, omend meget Lars Saabye-agtige, ca. 60 årige forfatter, Christian Funder.

Første del, som også er betitlet Blink, er en roman i sig selv og Saabye-classic: Forfatterens barndoms-/ungdomserindring om en sommer på en ferieø i Norge, som bliver et vendepunkt hans ca. 15-årige liv som forfatterspire. Hans første uforløste forelskelse og et slags venskab med en pariadreng er på afgørende vis med til forme at forme ham og hans selvbillede. Centralt i denne del af bogen står også et meget, meget fint portræt af forfatterens mor – fortalt indirekte gennem den 15-åriges billede af hende i nogle få glimt, men rigeligt til at tegne et fuldgyldigt portræt af moren som inkarnationen af en hel generation af længselsfulde, ufuldendte nordiske husmødre i 1960’erne.

Historien er sikkert fortalt, men jeg var ikke desto tæt på at kede mig lidt undervejs denne første del. Det var jo ikke som om, at verdenslitteraturen ligefrem gik og sukkede efter endnu en roman om afgørende vendepunkter for unge drenge på vej mod at blive unge mænd. Og Blink føjer ikke meget nyt til genren. Jeg blev ikke rigtig berørt af den unge jeg-fortæller – udover til sidst i denne del af bogen, som kulminerer i en næsten overgearet voldsom og stærkt bevægende slutscene.

Andel del af romanen, en historie med titlen Mellemmanden, er til gengæld en helt anden sag. Det er også en lille afrundet romanen i egen ret – som senere viser sig (måske?) at være den 60-årige Funders mistede romanmanuskript. Det er en lille historie om Frank Farrelli, som er i begyndelsen af fyrrerne, men stadig bor hjemme hos sin mor i en lille amerikansk, døende soveby, hvor toget ikke længere standser. Frank er en lidt sølle personage, der af bystyret ansættes som “mellemmand” med den ene opgave at overbringe dårlige nyheder til pårørende om ulykkker og dødsfald. Og dem er der mange af i den lille by. Historien har en rigtig fin, sørgmodig, men også tragikomisk tone, som uafvendeligt leder den frem mod katastrofen.

Mellemmanden kan for så vidt sagtens læses helt uafhængigt af første del af Blink. Men de hænger faktisk sammen, ganske godt endda, viser det sig i bogens tredje del, en lang epilog. Her er vi så fremme i tiden, tæt på fortællerens nutid, hos den ca. 60-årige forfatter Funder, som har ladet sig indlægge på et amerikansk psykiatrisk hospital. I denne del af bogen bindes de to første dele sammen på en fornem vis – hvor fiktionens virkelighed og fiktionens fiktion glider ind i hinanden.

Fortællestilen og -tonen er nu igen en helt tredje. Her folder Saabye sig virkeligt ud. “Epilogen” er en veritabel festeksplosion af sprogligt overskud, hvor Saabye demonstrerer sit mesterskab. Jeg tog mig selv flere gange i at læse alt for hurtigt, fordi jeg blev så medrevet, at jeg ikke fik givet mig selv tid nok til at nyde sproget. Det er superflot – og jeg kunne have ønsket, at denne bedste del af bogen havde været noget længere.

Så hvis min læsning af Blink var lidt forbeholden i starten, så endte jeg ud med armene helt oppe over hovedet i begejstring. Og når jeg ikke giver den fulde fem stjerner, så er det kun fordi, at første del altså var for lang.