Min kusine Emilija er makedonsk, magisk realisme af fineste slags. En særdeles velskrevet, poetisk fremstilling af to børns oplevelse af den forandrede virkelighed i Skopje under 2. verdenskrig.

Bogen foregår i 1940’erne i Skopje, dengang en del af Serbien, senere Jugoslavien og i dag Makedonien. Den er fortalt i førsteperson i tilbageblik af en dengang stor dreng og handler om hans og hans jævnaldrende kusine Emilijas oplevelser i Skopje under 2. Verdenskrig og årene umiddelbart efter.

Emilija er i krigens første år blevet efterladt af sine nærmeste slægtninge hos drengens familie i Skopje, hvor de har vurderet at hun ville være i større sikkerhed. De to udvikler hurtigt et tæt venskab, som senere bevæger sig i retning af mere end det, efterhånden som de bevæger sig ind i puberteten.

Bogen kan læses som en roman, men består grundlæggende af en række selvstændige fortællinger. De fleste af dem har samme grundform:

Drengen og hans kusine Emilija bevæger sig uden for hjemmet, som er det eneste sted, hvor verden er i nogenlunde stabilitet, og ud i byen, nogle gange bare ud i haven.

Her er det hver gang som om, at de to børns/unges fælles forestillingsevne, deres drømme og angst, bevirker en forandring af den ellers velkendte verden – eller måske snarere, at de sammen har bevæget sig ind i en parallelverden, der ligner den kendte, men hvor mennesker og bygninger opfører sig andeledes, som om de adlyder andre fysiske love.

Sammen ser de flokke af elefanter strejfe gennem byen oplever enhjørninger i haven og i byens park. De farer vild i et ildevarslende, labyrintisk hotel og forvilder sig ind i et skib i tågen midt i Skopje (der ellers ligger langt fra havet).

Vlada Urošević (f. 1934)

Fortællingerne bevæger sig ubesværet og sømløst mellem virkelighed og drømme, mellem børnenes magiske fantasiverden og den hårde realisme i Skopje under og umiddelbart efter krigen.

Den fantastiske verden er som udgangspunkt børnenes verden, som kun fortælleren og hans kusine Emilija synes at kunne se og bevæge sig i – med børnenes særlige følsomhed og opmærksomhed.
De voksne er for fokuseret på realiteterne, knapheden og de hårde kår under og efter krigen til at kunne registrere poesien og magien. Kun den gamle bedstefar Simon synes at have en vis berøring med den fantastiske verden.

Men drømmeverdenen og virkeligheden er ikke uden forbindelse, og ikke sjældent materialiserer genstande fra børnenes oplevelser sig i den virkelige verden, de har til fælles med de voksne, og påvirker den. Genremæssigt kan bogen således karakteriseres som magisk realisme eller fantastik.

Når jeg kalder børnenes verden for poetisk, skal man dog ikke forledes til at tro, at der er noget kønt eller sødmefuldt over den. I alle historierne er der tale om, at der for børnene sker små, men betydningsfulde forskydninger af de velkendte omgivelser, når de bevæger sig ud i byen – og i de fleste tilfælde i retning af noget usikkert, uforståeligt, uhyggeligt, nogle gange decideret skræmmende og truende. Og ofte foregår fortællingerne om aftenen eller natten, i tåge eller på anden måde mørke omgivelser.

Fortællingerne kan således læses som en fremstilling af den måde, børnene oplever eller snarere fornemmer de truende forandringer, som krigen har bragt over Skopje.

Krigen er ikke et eksplicit tema, men den er til stede som ramme og baggrund i fortællingerne og stikker ikke mindst ansigtet frem i Urošević‘ flotte og innovative billedsprog. Tag for eksempel denne beskrivelse af en vintereftermiddagsstemning i byen:

Udenfor mørknede det over den farveløse, smagløse og indholdsløse eftermiddag; den blev koparret af skyggerne som en husfacade, der var hærget af bombardementer og klumpede sig sammen som gråt blod. Den mistede sine konturer, som når en forstadskat mister sine kattekillinger og bare glider varmt og ligeglad ud i natten.

Urošević skriver generelt i et flot og poetisk, billedrigt sprog, fint fordansket af Erik Thau-Knudsen. Der er tidspunkter, hvor teksten er tæt på at overskride grænsen til at være overskrevet, men Urošević holder balancen. Ovenstående et meget godt eksempel.

Nogle af fortællingerne kan fortolkes metaforisk som billeder på Skopje og Makedonien i perioden. I begyndelsen gjorde jeg mig anstrengelser for at udlede sådanne skjulte betydninger af teksten. Et stykke inde i bogen overgav jeg mig dog blot til Urošević‘ poetiske sprog og billedmageri og lod mig flyde med af fortællingerne. Og sådan vil jeg også anbefale andre at læse bogen.

Bogen består af 18 fotællinger, som er skrevet på forskellige tidspunkter. Af en afsluttende bemærkning fra forfatteren fremgår det, at tolv af fortællingerne er hentet fra to tidligere bøger af Urošević, mens de resterende seks er nyskrevne til denne bog.

Mange af personerne – ikke kun fortælleren og Emilija – er dog gennemgående i historierne, som allerede på den måde kan siges at udgøre en helhed, ligesom der også kan indlæses en vis (delvis kronologisk) fremdrift i historierne.

Forfatteren bemærker således selv afslutningsvis, kan bogen læses både som en samling noveller eller som en roman: “Måden at læse på overlader forfatteren til læseren.” Og det gælder jo i øvrigt for enhver bog.

Selv har jeg nok læst bogen primært som en novellesamling – og taget et par stykker ad gangen over en uges tid, ind i mellem anden læsning. Det fungerede fint. En god læseoplevelse, der kan anbefales.

• Lignende indlæg
• Turbine Forlag

Sergij Zjadan: Mesopotamien

Stanisław Lem: The Cyberiad

Stanisław Lem: Solaris

Sergej Lebedev: Ved glemslens rand

Aki Ollikainen: Hungersnød