Lars Saabye kan meget vel være ved at udvikle sig til en af mine favoritter blandt de aktuelle nordiske forfattere. Denne lille bog er tæt på at være perfekt. Den skiller sig ud fra andre af Saabyes romaner (jeg har indtil nu dog kun læst Halvbroderen og Modellen) ved en langt mere humoristisk tone, og den mestrer han (også) til fulde.

Romanen giver sig ud for at være en art selvbiografisk tilbageblik på en periode i Saabyes barndom, som ifølge romanen bliver afgørende for, at han vælger forfattergerningen (frem for musikervejen og den røde Fender Stratocaster i vinduet i musikbutikken, som drengen drømmer om bogen igennem, og som driver ham til et job som blomsterbud hos Finsen Selv). Men ifølge bagsideteksten er “Saabyes cirkus’ […] en sand historie bygget på en løgn. Eller omvendt: en løgn bygget på en sand historie” – så man kan som læser ikke vide sig for sikker på dét med det selvbiografiske.

Bogen fremstår umiddelbart som skrevet i en leg, et let sammenbundet sammensurium af barndoms- og voksenerindringer (ikke at forveksle med hukommelse), hvor Saabye undervejs tilsyneladende ubekymret lader sig selv og læseren følge selv den mindste association. Men det hele hænger sammen på smukkeste vis, og jeg sad efter læsningen tilbage med en oplevelse af, at der ikke er sat ét tilfældigt ord til papir. Saabye er en mester med total kontrol over sit medium.

Saabye reflekterer henover bogens kun godt 200 små sider begavet over store temaer som erindring og hukommelse, ungdom og alderdom, kunst, drømme og ambition med meget mere, og bogen er i den forstand indholdsmæssigt meget kompakt., men sproget er sprudlende og en veritabel nydelse hele vejen igennem, og det hele læses let og legende. 

Jeg var både storartet underholdt, rørt og bragt til eftertænksomhed undervejs og kan kun anbefale denne lille bog på det varmeste.

K's vurdering: