Roman om Pol Pots ulykkelige kærlighed, tyve år før han blev Pol Pot. Den har gode takter, men er desværre mestendels lidt kedelig.

Historien kender Pol Pot som leder af De Røde Khmerer, der tog magten i Cambodja i 1975 ved en blodig revolution (og omdøbte landet til Kampuchea), og derefter indledte et veritabelt folkemord, som endte med at koste mere end 1,7 millioner mennesker. Begivenheder, der nok kunne give anledning til en del romanstof.

Journalist Peter Fröberg Idling (f.1972) har med sin debutroman Sang til den storm, der skal komme imidlertid sat sig for at fortællle en anden historie fra Cambodja.

Romanen udspiller sig i løbet af august-september 1955 i ugerne før og efter afholdelsen af de første såkaldt demokratiske valg til nationalforsamlingen i Cambodja, der nyligt har fået sin selvstændighed fra den franske kolonimagt og nu ledes af en regering under den tidligere konge, prins Sihanouk.

Romanen indeholder et interessant tidsbillede af Cambodja i den politisk skrøbelige overgangsperiode. Men grundlæggende er der tale om en kærlighedshistorie, et trekantsdrama mellem den cirka trediveårige Sar (som vil blive til Pol Pot tyve år senere, ved vi som læsere allerede fra bogens bagsidetekst), hans forlovede Somaly og den lidt ældre Sary, der er minister i regeringen.

Sar er for nyligt hjemvendt fra studier i Paris og arbejder nu som skolelærer samtidig med, at han officielt er sekretær for lederen af det største oppositionsparti. I det skjulte arbejder han i virkeligheden for det kommunistiske parti. Han portrætteres som en intelligent, effektiv og velovervejet ung mand, hvis politiske idealer og loyalitet overfor Organisationen kun forstyrres af hans forelskelse i Somaly.

Forholdet til den smukke Somaly, der netop har vundet titlen som skønhedsdronningen Miss Cambodja, kompliceres af, at hun tilhører den cambodjanske overklasse og som sådan er en del af det selv samme gamle regime, som de røde khmerer bekæmper. Samtidig kurtiseres Somaly af Sam Sary, indenrigsminister, kendt som en tidligere brutal forhørsdommer og et nådesløst magtmenneske med kun kosmetiske skrupler.

Romanen er fortalt kronologisk, men i tre distinkte dele fra skiftevis Sars, Sarys og Somalys perspektiv. For de to sidstes vedkommende fortælles historien traditionelt i 3. personsperspektiv, mens første del om Sar er fortalt i 2. person. Du-formen har i nogle passager en vis suggererende, hypnotiserende effekt, som forøges af, at Idling ofte benytter bydeform, som om vi hører Sars indre stemme, der byder ham at gøre det rette, dvs. handle som han mener, at Organisationen og hans politiske forpligtelser vil det. For det meste virkede formen dog irriterende på mig, måske fordi Idling overgør det.

Et billede dukker op foran dig. Manicurerede fingerspidser mod et kraveben, et udslået, mørkt, bølgende hår. Et smil, rødmalede læber og en glat hals omkranset af en høj krave.

Klip der.

En høj, ugenert latter efter en spydighed med lange kinesiske vokaler.

Klip der. Skynd dig at klippe der.

Så.

Tænk billedet væk. Du har ingenting at bruge det til her. Tværtimod.

Tænk det væk.

Nu tænker du billedet væk.

Nu.

Nu befinder du dig i et mørklagt hus på pæle i en gade, du ikke kender, i en bydel, du sjældent kommer i. Foran dig sidder to mænd, klædt ligesom dig. De venter på, at du med lav stemme skal svare på et spørgsmål.

Svar på det.

Ikke sandt? Det bliver lidt for meget. Idling har en god pen, men det er som om, han i denne debutroman endnu ikke har fundet den rigtige balance i brugen af de sproglige virkemidler.

Jeg var i det hele taget lidt skuffet over romanen i lyset af de overvejende begejstrede anmeldelser, den kommer udstyret med. Der er som sagt et interessant tidsbillede i bogen, men den kærlighedshistorie, der skal binde den sammen og fylder det meste, berørte mig ikke.

Og så er det et lidt pudsigt valg, synes jeg, at skrive en roman om Pol Pot, før han er Pol Pot og så stoppe den dér. Romanfiguren Sar kunne for så vidt lige så godt have været en hvilken som helst anden ambitiøs ung cambodjaner med kærlighedsproblemer. Som læser er det med romanens set-up svært at forvente mindre end et forsøg på at leve sig ind i den kommende diktator og folkemorders psykologi. Men det får vi kun ansatser til i og med, at fortællingen udspiller sig så længe før De Røde Khmerers Revolution.

Hvis man i Idlings romanfiktion søger forklaringer på personen Pol Pot, så synes den kun at tilbyde den ene, at historien (måske?) kunne være gået anderledes, hvis Somaly ikke havde bollet udenom. Det virker lidt tyndt. Det er rimeligvis heller ikke romanens påstand, men det efterlader mig som læser ikke desto mindre med spørgsmålet: Hvorfor egentlig denne bog?

K's vurdering: