Richard Fords Canada er solid amerikansk litteratur, når den er bedst. Et troværdigt psykologisk indlevet portræt af en 15-årig dreng, hvis liv og opfattelse af sig selv, sine forældre og verden i det hele taget ændres grundlæggende af en række udefrakommende drastiske begivenheder. Fortalt med en skarp iagttagelsesevne og den fine sans for beskrivelse af de konkrete detaljer, som er kendetegnende for den bedste del af den amerikanske litterære tradition.

Romanen er fortalt af den ca. 65 årige Dell Parsons og udgør hans forsøg på at skabe, om ikke en mening, så en sammenhæng, i en periode af hans liv som 15-årig i 1960, som på godt og især ondt bliver altafgørende for hans selvdannelse og verdenssyn. De ydre dramatiske nøglebegivenheder annonceres i bogens allerførste linjer:

“First, I’ll tell about the robbery our parents committed. Then about the murders, which happened much later. The robbery is the more important part, since it served to set my and my sister’s lives on the courses they eventually followed. Nothing would make complete sense witout that being told first” (citat, side 3).

Der går ikke desto mindre den gode del af 100 sider, før vi kommer til det annoncerede røveri – og meget længere, før vi når til mordene. Fords Canada er ikke ligefrem action packed. Men den er god, rigtig god, endda.

Romanen falder i to relativt distinkte halvdele samt en kort afrundende tredje del. Første del er et portræt af den 15-årige Dell (jeg-fortælleren) og hans tvillingesøster og især af deres forældre – et relativt almindeligt, omend umage, ægtepar, som af skæbnens tildragelser og deres manglende evne til at håndtere dem bliver til lidet succesfulde bankrøvere. Omdrejningspunktet i denne første del er bankrøveriet og fortolkningen af forældrenes liv i Montana, der leder op til det.

Andel del følger Dell i flugten til Canada, hvor han køres til af en bekendt af familien for at undgå anbringelse på et børnehjem efter forældrenes forudsigelige arrestation. Her installeres han blandt fremmede mennesker i en skræmmende udørk på den canadiske prærie lige nord for grænsen. Fra at have været en almindelig skoledreng i en almindelig familie i en lille nordamerikansk soveby vågner han pludselig op til en hverdag uden skolegang, men med hårde fysiske pligter – som stik-rend-dreng og rengøringshjælp på et lurvet hotel/bordel og som hjælper på arrangerede jagtudflugter for tilrejsende sportsjægere – omgivet af mystiske og skræmmende personager, som han ikke desto mindre knytter sig mere eller mindre til, fordi de er de eneste mennesker omkring ham. Han må genopfinde sig selv for at overleve mentalt, samtidig med at han er tvunget til at genopfinde billedet af sine forældre (uden forventning om nogensinde at se dem eller sin søster igen). Men også i Canada lurer katastrofen, som annonceret i bogens første linjer.

Ford er særdeles velskrivende. Teksten flyder uden dikkedarer, uprætentiøst og uden svulmende metaforik, men med stor opmærksomhed på konkrete detaljer. Og den virker troværdig som en voksen mands erindring af en 15-årigs indre liv.

Tematisk handler bogen dels om at blive voksen (Dell bliver voksen på den hårde måde henover det korte tidsspand, der er romanens hovedfokus) med særligt fokus på de psykologiske aspekter, der handler om at skabe sammenhæng mellem erindringen om at være barn og ens nye voksne liv. Og mere grundlæggende om, hvori personlig og social identitet egentlig består, og hvordan den skabes, både i nuet og i erindringen. Og om, hvordan grænsen mellem på den ene side det normale og trygge og på den anden side det aldeles unormale og katastrofale kan være hårfin – og om hvor lidt, der skal til, for at sende et liv i en helt anden retning.

Canada fungerer i romanen som et både konkret og metaforisk billede på Dells nye liv og på dét at krydse grænser mentalt. Canada er således lige på den anden side af grænsen til USA og ligner USA på mange måder, men er alligevel et helt andet sted – nyt og for så vidt skræmmende, men et sted, man kan lære at leve. Og som så alligevel viser sig også at rumme kimen til en ny undergang og endnu et nyt liv.

Samlet set en meget anbefalelsesværdig bog, som er tæt på topkarakterer herfra.

Ford vs. McCarthy
Jeg kan i øvrigt ikke lade være med at sammenligne Fords Canada med hans små ti år ældre kollega Cormac McCarthy (jeg har endnu ikke læst andet Ford, så jeg skal ikke kunne sige, om hans andre bøger også ligner i stilen). Jeg ser således mange fællestræk i temaerne: Dette at krydse grænser, fysisk-geografisk og mentalt-udviklingsmæssigt. Den lidt skæbnetunge tematisering af afgørende, fysiske (voldelige) nøglebegivenheder – idet “skæbne” dog hverken hos Ford eller McCarthy tolkes som noget forudbestemt (de bruger heller ikke ordet), men snarere som en iagttagelse af, at der sker ting i menneskers liv, man ikke er herre over, og som man med nødvendighed må tage på sig som vilkår, selv om det kaster ens liv i en uforudset og uønsket retning. Ford er dog mere realistisk i sin stil end McCarthy’s bøger, der til tider har en nærmest gammeltestamentelig-mytologisk patos over sig i deres skæbnetunghed.

Også i skrivestilen er der lighedspunkter: Ford og McCarthy er begge stærke i deres observationer og beskrivelser af konkrete detaljer, som bidrager til den intense og nærværende stemning. Men der er også væsentlige forskelligeheder: På nær ganske få passager i enkelte af hans romaner er McCarthys bøger således kendetegnet ved et fuldstændigt fravær af indblik i personernes indre tanker, følelser og motiver – alt beskrives via de udvendige “objektive” handlinger. Omvendt i Fords Canada, hvor hele romanen er fortalt som hovedpersonens indre reflektioner over begivenhederne og hans følelsesliv

K's vurdering: