F. Scott Fitzgerald: The Great Gatsby

F. Scott Fitzgeralds lille, store roman om fatal kærlighed og dekandence blandt de obskønt rige i de “brølende tyvere” på Long Island, New York, hører til blandt de kanoniserede klassikere. Og det er ikke uden grund.

Temaerne i romanen er ligeså gyldige i dag som i 1925, og Fitzgeralds prosa virker på mig her i 2013 fortsat frisk og spændstig og på ingen måde bedaget, udover hvad der også i dag måtte være passende, hvis en forfatter ville portrættere 1920’ernes USA.

Det meste af teksten angår beskrivelsen af personerne og deres relationer og dialog, men der er også plads til små fine, poetiske naturbeskrivelser i f.eks. en sætning som denne her:

“The wind had blown off, leaving a loud, bright night, with wings beating in the trees and a persistent organ sound as the full bellows of the earth blew the frogs full of life” (citat, s. 19).

The Great Gatsby er at finde på mange top 10-lister over “The Greatest Books of All Times.” Om den fortjener at forblive der, skal jeg ikke gøre mig til dommer over – og så alligevel: Den er god, men ikke så god. Jeg gætter på, at dens kanoniserede status, udover dens ubetvivlelige litterære kvaliteter, har nok så meget at gøre med, at romanen er kommet til at inkarnere en historisk periode – formentlig hjulpet godt på vej af F. Scott Fitzgeralds egen ikoniske status som netop inkarnationen af “de brølende tyvere.”

Men det er ikke desto mindre en fin bog, og den kan absolut anbefales (og så er der hurtige klassikerpoints at hente her, da “The Great” i Gatsby ikke refererer til sidetallet – den lille roman er således hurtigt læst).