Dino Buzzati: Poem Strip

En surrealistisk, kafkask og småpornografisk genfortælling af myten om Orfeus og Eurydike – nu som italiensk tegneseriedigt i pop-art-stil med et twist af Dali og klaustrofobisk mareridt tilsat nøgne damer.

Man er i Rom i nogle dage i vinterferien, og her på bogbloggen giver det sig udslag i et lille italiensk tema. Rom er jo altid skøn, og da i særlig grad i disse dage, hvor skyggetemperaturen når 18 grader, og solen skinner fra en skyfri himmel (alt imens sne- og sludvinteren ikke synes til sinds at slippe taget derhjemme i Danmark).

Et besøg i Rom indebærer også altid et genbesøg i nogle af byens boghandlere (se min tidligere artikel om boghandler i Rom, som jeg netop har opdateret med et par nye). Jeg kan ikke læse italiensk, men flere af byens gode boghandlere er flinke til at udstille sektioner med italienske forfattere i engelsk oversættelse – og det kan sådan nogle typer som undertegnede jo ikke stå for. Så der er kommet nogle italienere i posen, og nogle af dem dukker formentlig også op her på bloggen i den nærmeste tid.

En af dem er Dino Buzzati (1906-1972). Ham kender vi her på K’s bognoter fra hans mesterlige roman, The Tartar Steppe (1938), og også fra hans børnebilledbog, Bjørnene fra Sicilien. Den berømte historie om bjørnenes erobring af Sicilien (1945). Allerede disse to titler demonstrerer, at Buzzati var en alsidig herre. Dette billede forstærkes kun yderligere af hans noget senere grafiske roman, Poem Strip, fra 1969.

Den, der kender Buzzatis streg og penselstrøg fra Bjørnene fra Sicilien, skal lige synke og dreje hovedet en gang i mødet med Poem Strip. Den er mildt sagt ikke for børn.

Fortællingen er en moderne udgave af myten om Orfeus i underverdenen. I Poem Strip er helten Orfi guitarist og rocksanger på en natklub. En aften ser han sin kæreste, Eura, gå ind gennem en dør i muren rundt om et gammelt, mystisk hus i en gade midt i Milano, der ikke optræder på noget kort.

Det bliver snart klart, at Eura har passeret grænsen til dødsriget, men Orfi vil ikke opgive hende, og ved hjælp af sine sange om det levende livs trængsler overtaler han dødsrigets vogter (et talende jakkesæt uden noget menneske i) til at lukke sig ind, så han kan lede efter Eura.

Den klassiske fortælling er i sin grundstruktur velkendt, men den får mere end ét twist hos Buzzati. Poem Strip er en surrealistisk, grafisk fortælling om angst, død og sex.

Poem Strip (ital. Poema a Fumetti) kan vel oversættes med “tegneseriedigt.” Nu om stunder (hvor tegneserien har vundet større anerkendelse som seriøst medie, end den havde i 1960’erne) ville vi kalde det en grafisk roman – eller et grafisk digt, om man vil.

For så vidt angår teksten er der således tale om et langdigt. Som digt betragtet virker teksten lidt klodset og tung. Det kan teoretisk set have noget at gøre med oversættelsen fra italiensk til engelsk, det skal jeg ikke kunne afgøre.

Men det er under alle omstændigheder illustrationerne, der bærer fortællingen. Det grafiske udtryk er stærkt påvirket af 1960’ernes pop-art tilsat et skvæt Salvador Dali, en dosis mareridtsagtigt bureaukrati á la Kafka og en hel del bare babser.

Det erotiske, grænsende til det blødt pornografiske, fylder en del i det grafiske udtryk i Poem Strip. Det er der sådan set ikke noget i vejen med, udover at det netop er her, at værket læst med 2024-øjne virker håbløst forældet. De erotiske illustrationer i bogen er ene og alene malet af og for det mandlige blik. Der er således masser af billeder af nøgne kvinder i erotiske positurer, men ikke et eneste erotiserende billede af en mand.

Og nu er det ikke fordi, jeg kræver, at en grafisk roman fra 1969 skal være kønspolitisk korrekt målt med 2024-alen. Det ville også være virkelig kedeligt. Men slut-1960’ernes ensidige mandlige blik på seksualiserede kvinder er på den anden side også ret kedeligt.

Genremæssigt bevæger jeg mig med Poem Strip lidt uden for min normale, litterære komfortzone. Jeg læser hverken mange digte eller grafiske romaner. Jeg er derfor måske ikke den bedste til at bedømme bogen retfærdigt.

Teksten i sig selv fandt jeg som nævnt lidt tung og kedelig. Men Buzzatis tegninger/malerier er slet ikke uefne. Han rammer især den mareridtsagtige, kafkaske stemning godt. De semipornografiske elementer var til gengæld ikke lige min stil, selv om jeg anerkender, at den erotiske tone i bogen tilfører den en vis fræk friskhed – eller det gjorde den formentlig dengang i 1969.

Samlet set ikke den værste måde at bruge en times tid eller halvanden, mens man får sin formiddagsespresso på en solbeskinnet tagterrasse i Rom på sådan en lun romersk februardag, som det har været i dag.

K's vurdering: